Palestrinas Sicut Servus

Jeg har, tro det eller lad være, engang sunget i et klassisk kor.. faktisk i mange år. Vi sang denne her, i Børglum Kloster, for snart 5 år siden.

Don’t let the sun catch you crying

Gerry and the Pacemakers

Han synger så skønt… Smelter på tungen gør hans ord, lyden af hans klokkeklare stemme, og minderne … fra dengang, jeg hørte den første gang, på min fars gamle rejsegrammofon….

Hans enestående udgave af ”You’ll Never Walk Alone” er kendt af alle fodboldfans med hang til lørdagsfodbold engang fra 1980′erne… Tipsfodbold, for dem, som har passeret de 40 …..

Et par gæve kællinger..

Her er et par dejlige damer, jeg har stor, stor respekt for. Grundlæggerne af kvindesagen som vi kender den i dag.

Mathilde Lucie Fibiger, født den 13. december 1830 i Kbh., død den 17. Juni 1872 i Århus. 

Mathilde Fibiger var den første betydelige fortaler for kvindefrigørelsen i Danmark. Hendes debutroman Clara Raphael, 1851, handler om ulighed mellem kønnene og kvindernes manglende udviklingsmuligheder.

“For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er … Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af et ringere Stof end Mændene.”

Bogen vakte stor offentlig debat, fordi ligestillingskravet var politisk kontroversielt, og fordi det var usædvanlig klart udtrykt og begrundet af den kun 20-årige forfatterinde.

Maria Kirstine Dorothea Jensen, født 19. Januar 1876 i Farsø sogn, død 14. Maj 1957 i Bagsværd sogn. Født som den 4. ud af en søskendeflok på 11, berømt bror var Johannes V. Jensen.

Årene 1920-30 helligede hun helt til foredragsvirksomhed. Hun ville have uddannelse og arbejde til kvinderne, men også kærlighed og moderskab i det traditionelle ægteskab. Hun adskilte bevidst seksualitet og forplantning. Hun anså kvindens seksualitet som ligeværdig med mandens, og gjorde frivilligt moderskab til en mærkesag. I 1924 var Thit Jensen med til at stifte Foreningen for Seksuel Oplysning.

Thit Jensen var en personlighed. Hun kunne fange folks opmærksomhed, forarge og rykke folks tanker. Hun var overbevist spiritist. Hun troede på reinkarnation og interesserede sig for parapsykologi. Hun stod fast ved sine meninger og udbredte sine holdninger på trods af den store modstand, de mødte.

Kærlighedens Budskab

Paulus´ første brev til Korintherne, kapitel 13 vers 1-13

“Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild. Den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå. Tungetale den skal forstumme, og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.

Da jeg var et barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.

Endnu ser vi i et spejl i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.

Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Jeg græmmes…

Som Søren Brun… jeg græmmes …. over Dansk Folkepartis gentagne valgfremgang… hvad i al verden er det dog, der gør, at de har så stor vælgertilslutning ? Kan nogen forklare mig det, for jeg har svært ved at forlige mig med tanken om, at almindelige danskere kan være så, ja, undskyld, dumme, at de stemmer på DF…

Der er ikke politisk konsensus i deres valgløfter. De gør ikke det, de siger, selvom de siger det. Det hænger simpelthen ikke sammen. Deres direkte menneskefjendske holding til mennesker af anden etnisk baggrund end dansk er direkte racistisk, selvom Pia ikke vil indrømme det - åbenlyst. Deres holdning til globalisering, internationalt samarbejde og ikke mindst socialpolitiske tiltag overfor de fattigste grupper i landet har en helt anden dagsorden, end den de giver udtryk for.

Kontanthjælpsloftet er lavet for at gøre gruppen af flygtninge og indvandrere, der modtager “almissen” endnu fattigere. At det så rammer en procentdel af etniske danskere, det er ærgerligt. Men den er først og fremmest indført for at få denne gruppe af borgere til at købe en enkeltbillet hjem.. og gerne med repatrieringshjælp i baglommen og aflevering af opholdstilladelsen grænsen, for aldrig mere at vende tilbage til landet, som flyder med mælk og honning.  

… jeg græmmes….

……heldigvis ikke over SFs flotte valgresultat. 23 mandater, det er simpelthen fantastisk. En fattet, træt og glad formand kunne i aftes sætte ord på sejren, og det jeg hæftede mig ved, som jeg også gentagne gange har sag til manden i mit liv, er Villys Vise Ord:

1. Vi skal snart til valg igen, for Foghs flertal kan ikke bære de store reformer, skat og kvalitetsreform af det offentlige, han gerne vil have indført. Det politisk brede samarbejde bliver ikke en realitet.
2. Fare for generalstrejke til foråret, når der åbnes for lønforhandlingerne med offentligt ansatte. Jeg håber personligt på, at alle pædagoger, SOSU’er og skolelærere nedlægger arbejdet, og at sygeplejerskerne, buschauffører og DSBs togpersonale sympatistrejker.
3. Fattigdom og nedslidning af den offentlige sektor begynder at gå op for den almindelige dansker. Dette bliver set som konsekvensen af Foghs snigindførelse af minimalstaten, afviklingen af den offentlige sektor.

Det, der i fremtiden kan bekymre mig, er udsigten til en pludselig rentestigning, fald i boligpriserne, konjunkturafmating og deraf følgende arbejdsløshed og tvangsauktioner af huse .. det vil give en meget mærkbar social slagside, som jeg ikke er sikker på, ret mange boligejere har gennemtænkt.  

… Der bliver god brug for Trines Bix…

Den Nye Socialminister

Der er ingen, der kan sige det som Mette Frederiksen. Hun er mit bud på en ny socialminister, går valget i morgen, som jeg håber. Så her er Ugebrevet A4’s artikel med hendes ideer om socialpolitiske tiltag. Det kan ikke siges bedre.

DER ER PLADS TIL FORBEDRINGER 

Socialdemokraternes socialpolitiske ordfører, Mette Frederiksen, efterlyser en fattigdomsgrænse, hvor vi som samfund lægger et bundniveau for, hvor dårligt folk må have det. Udsatte børn er det første, hun vil kaste sig over, hvis hun skulle blive socialminister efter valget.

ET GOK NEDAD En sølle omgang, som har handlet for meget om små puljer, og en minister, der har stået og smilet, mens hun har givet små grupper symbolske pengebeløb.

Det er den socialdemokratiske socialordfører Mette Frederiksens karakteristik af de seneste seks års socialpolitik under VK-regeringen. Hun mener, at udviklingen på det sociale område er alarmerende, og at der er brug for en gennemgribende anderledes socialpolitik.

»Vi kan se, at uligheden vokser, og at fattigdommen stiger, hvis vi følger de udenlandske fattigdomsgrænser.«

Tallene viser jo også, at uligheden steg mest i slutningen af 90’erne, hvor dit parti sad i regering. Er det ikke for billigt at slå partipolitisk plat på en udvikling, der ses overalt i verden, hvor økonomien buldrer?

»Nej. Op gennem 90’erne var der i høj grad mange, der fik det bedre, og den udvikling er fortsat under den nuværende regering. Men dét, der adskiller disse år fra 90’erne, er, at de i forvejen svageste har fået endnu et gok nedad. Med blandt andet kontanthjælpsloft, starthjælp, nye regler for boligydelse og reglen om 300 timers beskæftigelse for at oppebære kontanthjælp. Det kan godt være, de var fattige før, men nu er de fattigere. Og det er sket samtidig med, at de bedst stilledes formuer og friværdier er vokset, og nogle især i toppen af det private erhvervsliv har fået voldsomme lønstigninger og bonusser ved både tiltræden og fratræden, og hvad ved jeg.«

Men samtidig er der også kommet mange fra overførselsindkomst til beskæftigelse. Er der ikke en vis fornuft i regeringens argumenter om at styrke incitamentet til at arbejde, når nu arbejdsmarkedet skriger på de famøse hænder?

»Nej, det er nonsens. Det var Socialdemokraterne, der opfandt den aktive arbejdsmarkedspolitik, som har vist sig at være enorm nyttig og meget virkningsfuld for de ledige, der ikke har andre problemer end ledighed. De kontanthjælpsmodtagere, der er kommet i arbejde de seneste år, har da heller ikke haft problemer eller kun små problemer ud over ledighed. Men ser man på kontanthjælpsmodtagere med mere end otte års ledighed, så er gruppen vokset. Over for dem kan du ikke bruge pisken, for deres misbrug, psykiske sygdom, enorme gældsbyrde og eventuelle hjemløshed skygger for deres vej ind på arbejdsmarkedet. Fattigdom er ikke nogen drivkraft for personer med andre problemer end ledighed.«

Skal vi så bare lade stå til og acceptere, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet?

»Overhovedet ikke, men der er det, vi foreslår en egentlig omsorgsreform af kontanthjælpssystemet, hvor vi indfører et princip, som vi kalder rehabilitering. Forestil dig hende i kontanthjælpssystemet, der er i 40’erne og har en psykisk sygdom og et misbrug. Nytteværdien af at piske hende igennem det ene aktiveringsprojekt efter det andet er ikke stor. Hende skal vi stille og roligt og måske gennem tre-fire år have behandlet i det psykiatriske system, have styr på hendes boligsituation og sætte hende i gang med den uddannelses- eller beskæftigelsesindsats, der skal til for at få hende til at fungere almindeligt igen.«

Hvis du skulle blive socialminister efter valget, hvad er så det første, du vil kaste dig over?

»Gruppen af udsatte børn. Et stigende antal børn lever i fattigdom. Alt for mange børn får tæsk derhjemme og får ikke en ordentlig behandling, når de kommer på krisecenter. Der er børn, der burde blive anbragt, men ikke bliver det, og børn, der bliver anbragt, men taget hjem igen, fordi kommunerne ikke har råd til deres anbringelse. Unge, der hænger fat i kriminalitet, hvor svaret indtil nu har været at bure dem inde. Der er masser af tage fat på. Men udsatte børn vil altid være den vigtigste socialpolitiske opgave, for hvis vi ikke evner at give dem bedre opvækstbetingelser, end deres forældre kan give dem, så cementerer vi som samfund den negative sociale arv.«

Din folketingskollega Søren Pind fra Venstre afviser, at et voksende antal børn lever i fattigdom. Han siger, at når man opererer med relative tal, og når det er gået så godt med økonomien, så får man pludselig flere fattige, selv om de fleste har fået det bedre?

»Det er jeg meget uenig i. Der er rigtig mange børn af enlige mødre og indvandrerbørn på de meget lave ydelser, der er indført. Og når børn i fattigdom er så stort et problem, er det, fordi det er en meget presset livssituation at være fattig. Det handler om ikke at kunne holde børnefødselsdag, om ikke at kunne få vinterstøvler i tide, men først når de kommer på tilbud i januar, om altid at skulle vende enhver en- og femkrone og aldrig spontant kunne gå i Zoologisk Have. Om ikke at have internetforbindelse, som de fleste ungdomsuddannelser benytter sig af, og om at have råd til at deltage i de kollektive børne- og ungdomstilbud, som andre børn og unge er den del af.«

Har vi brug for en fattigdomsgrænse?

»Ja, for nu har vi brugt tre ugers valgkamp til at diskutere tal i stedet for at diskutere, hvad vi kan gøre ved de sociale problemer.«

Hvad kan vi bruge den fattigdomsgrænse til?

»Til som samfund at beslutte, hvor dårligt folk må have det. Til at underbygge politiske forslag og visioner og til at lægge årlige handlingsplaner for, hvordan vi som samfund får løftet folk over den fastsatte grænse igen. Hvordan den fastsættes er ikke så let, men det går vi i gang med i næste uge, hvis vi får lov til at danne regering.«

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk

Afsluttende Valgdebat

Så er det søndag aften. Vi skal høre den sidste omgang valgdebat i aften, og jeg kan ikke sige mig fri for at glæde mig lidt til at høre debatten gå i lidt højere valgbølger end den har i de forløbne 3 uger.

Jeg hører til dem, der ikke har noget imod der er lidt konflikt og mudderslapping i debatten. Lidt italienske armbevægelser, lidt halvgal og småhysterisk stemmeføring og et par ordsvungne øretæver, yes, bring’em on..

Det er landets fremtid, vi skal stemme om. Det er landets fremtid, økonomisk, velfærdsmæssigt og ikke mindst, den grundlæggende ideologi, vi skal stemme om. Der er ikke mange i dette land, der kan se fornuften i at skære ned på velfærden. Den velfærd, vi alle gerne vil have, som mange virkelig har behov for, og som de fleste af os har en holdning til.

Stemmer du på Fogh, så stemmer du på en skattesvindler af rang. Husk det. Manden blev “gået” som skatteminister i 1993 pga uregelmæssig bogføring. Der har været mange sjove omgange med sandheden siden. Og det vil der blive ved med, hvis han fortsætter. Uligheden, fattigdommen og den langsomme afvikling af velfærdsstaten som vi kender den vil blive afviklet. Og løgnen om Danmark som landet med det højeste skattetryk i verden vil fortsætte… Sandheden er, vi er KUN NR 13….

Nej, medsøster og medbror, menneske i Danmark. Stem på et parti, der vil mennesket før profitten, menneskelig velfærd før økonomisk velstand, et parti, der ønsker vi igen kan være vort land bekendt, når vi drager udenfor landets grænser. Et Danmark, vi kan være stolte af, fordi vi behandler de måske egnede som de mest egnede……..  så er det lige pludselig ikke så svært, vel …. ;o)

God søndag til alle.

Mortens Aften

En hyggelig aften med gråand, stegt i gryde med masser af grøntsager, brunede kartofler og ægte, fransk sauce tilbederedt som nu en sauce skal tilberedes… Mortens Aften, Mortens and, som nu er fortæret, resterne gemt væk og opvasken taget.

Mandens gode ven fra Odense er på besøg, svigerfar har været, fortæret og er kørt igen, og nu sidder jeg her alene, manden og vennen er gået en tur ud i det lørdagspulserende natteliv. Jeg er ganske enkelt for træt til at deltage i udelivet, og desuden synes jeg, de skulle have lidt fred til at være mænd. Hvad det så end indebærer…

Vil snarligt besøge veninde i Roskilde. Hun har fødselsdag på torsdag, en skorpion af de helt store. Og dette menes med stor respekt og kærlighed, hun er en af “vore”, som en anden af mine søde veninder siger, en af os, der ikke har fået det hele forærende, ej heller det halve, come to think of it. Os, der er vokset op med dysfunktionalitetens realitet i blodet, vi er ikke altid lige bekendt med det her mærkelige noget, der hedder familiehygge……familietraditioner…..ikke altid behagelige minder, højtiderne fremkalder. Desværre.

Jeg trænger til noget venindekaffe. Trænger til at være sammen med en af dem, der kender mig rigtig godt, mine gode, trælse, triste og glade sider uden noget andet end det.

Lørdagshygge, lørdagsfilm, lørdag-alenepåsofaen. Alt for velkendt, alt for bekendt, alt for mange minder om lørdag aftner foran TV og alt for lidt andet.

En gospelsangs omkvæd ringer i mine ører… it is my time for God’s favours….it’s my time to be blessed. Således slutter jeg mit lørdagsindlæg, og håber I alle derude i mortenslørdagsandeaftenen har hygget jer i familiens store eller lille skød. Givet jer lidt hen til familien og hyggen, og samlet jer om skabelsen af en tradition, I kan give liv.

May the Lord bless You and Keep You all safe…. 

Omsorgssvigt er skyld i stress

Da jeg slog Weekendavisen op Søndag formiddag og i tillægget IDEER læste artiklen “Barndommens Skygger” af Lektor Thomas Nielsen ved ÅU, Psykologisk Institut, gik jeg lige i gulvet og blev helt tavs i 3 minutter og måtte så tage fat i nælden og skive dette indlæg.

Det handler om stress. Stress i barndommen. Har man haft et presset og hårdt liv som barn, udløser det livsvarig overaktivitet i kroppens stress-system. Nogle reagerer så voldsomt på stress, at der udvikles PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder), andre igen reagerer næsten ikke, selvom man udsættes for stort set den samme påvirkning. Man tester i stressforskningen på det overordnede stresshormon, ACTH.

Det er ikke kun graden af den ydre belastning, der bestemmer styrken af et menneskes stressreaktion: Det er i endnu højere grad en række indre psykologiske faktorer, der afgør, hvor meget stress man reagerer med i en bestemt belastningssituation, ligesom der er tale om en ren biologisk årsag i form af en medfødt større eller mindre »følsomhed« i hjernens stressmekanisme. Tankerne omkring løsningen af stresssituationen spiller ligeledes en stor rolle. “Tror jeg, at jeg kan overleve, og hvordan, eller giver jeg op på forhånd.”

Det nye er, at et amerikansk forskerhold har påvist tilstedeværelsen af en psyko-biologisk årsag. Det betyder, at psykologiske faktorer i barndommen påvirker udviklingen af den biologiske stressmekanisme i hjernen, så den reagerer med større eller mindre styrke på ydre belastninger.

Altså, oversat til menneskedansk:

Har du som barn været udsat for omsorgssvigt, f.eks. i form af alkoholiserede forældre, rigide og dysfunktionelle familiemønstre, seksuelle overgreb, psykisk syge forældre eller dybt stressende livsforhold, f.eks. fattigdom, langvarig arbejdsløshed hos forældrene, sygdom, så er sandsynligheden for, at du har taget alvorlig skade på din evne til at håndtere stress som voksen meget stor. Har du så oveni haft depressioner som voksen, så har du faktisk taget så meget skade, at du med al sandsynlighed vil reagere ca. 3 gange så voldsomt på stress som “almindelige” mennesker, der ikke har været gennem omsorgssvigt som børn.

Forskerne i artiklen af Thomas Nielsen antager så, at der er forskel på de depressioner, som skyldes en barndom med omsorgssvigt, og de, der ikke gør.

De førstnævnte ser ud til i særlig grad at bero på biologisk overaktivitet i stressmekanismen, mens de sidstnævnte tilsyneladende ikke har denne biologiske baggrund og formodentlig i højere grad skyldes aktuelle psykologiske forhold (samt eventuelt arvelige faktorer).

Det amerikanske forskerhold mener derfor, at det i fremtiden er hensigtsmæssigt at behandle de to grupper af deprimerede kvinder forskelligt. Man henviser til en undersøgelse, der viser, at forholdsvis langvarig psykologisk behandling var særlig effektiv for deprimerede kvinder med stress i barndommen, og at denne behandlingsmetode sammenlignet med medicin forebygger senere tilbagefald med ny depression.

Vi kan nu konkludere:

Har du, kære medsøster, som barn været udsat for omsorgssvigt, gennemlevet den ene depression efter den anden som voksen og er du nu gået ned med flaget grundet stress og har udviklet PTSD i en eller anden grad, så hjælper medicin ikke, det gør terapi. Så enkelt er det.