Ja, det er den tid på måneden, hvor der ikke er så meget andet at gøre end at melde pas og henslænge sit legeme på sofaen, æde en masse panodil og håbe på en massivt bedre hair-day…
Yes, medsøstre, den tid på måneden, hvor der ikke er noget vej tilbage. Der er dømt håndtaske med bind, toiletpapirruller i massevis og varm kaffe i spandevis. Allerhelst foran dummeren med en lettere intetsigende DVD i maskinen, som jeg kan småsove og se samtidig med jeg ømmer mig, hver gang jeg vender mig om…
The f…. blues… sådan føles det hver gang, elefantitis, som en god veninde beskriver det til, er ganske så dækkende. Jeg glæder mig til at komme i overgangsalderen, for det her midt i mellem, der bare bliver værre og værre, det er simpelthen rædselsfuldt.
Jeg lider af PMS og PCO… (hvorfor lyder det som et amerikansk Advokatfirma eller et nystiftet politisk parti ?) og fred være med resten af verden i de her dage.. Trangen til at voldæde surt, sødt og saltlakrids er overstået, den oppustede mave er ikke så stor længere, og humøret vender lige så stille tilbage til nogenlunde normaltilstand.
Nye kommentarer