Han er lige min type!

Jeg tager tråden op fra sidste indlæg om typevalg, og har tænkt lidt videre på sagen.

Lad os nu antage, at lille Iben har en meget fraværende, tavs og indelukket far, og en mor, der med en mine af “jeg ofrer mig” for børn og mand manipulerer sig til opmærksomhed og magt i familien. Dysfunktionelt mønster, om noget. Mor er en lille, slank dame, lidt drengeagtig i sin påklædning, men meget feminin i sin fremtoning. Far er stor, robust og kraftfuld, maskulin i både fysiske og mentale træk. Lille Iben har en mor, der egentlig helst vil være i fred og som aldrig “bonder” med Iben. Hun lærer sin datter, at kvinder bøjer sig, retter sig efter manden, og at mænd ikke er til at stole på, de skal styres og kontrolleres. Ibens far lærer hende, at kvinder ikke er lige så meget værd som mænd, de hører til i køkkenet og soveværelset. Ses, men ikke høres. Kvinder er til for mænd, de skal servicere, være søde, opofrende, smukke og blide som lam.

Iben er nu lettere forvirret. Hun går igennem en ødipal fase, hvor hun nok forguder sin far, men kontakt med ham får hun aldrig. Der kommer ikke anerkendelse til hende, fordi hun er lille, dejlige, skønne Iben. Kun når hun er på en bestemt måde, får hun opmærksomhed og kærlighed. Ibens mor bekæmper de følelsesudbrud, Iben naturligt kommer med, når hun bliver vred, sur, gal, alle de “negative” følelser, som kvinder i Ibens familie ikke må vise. Disse udbrud betyder øjeblikkelig skæld ud, og tab af kærlighed og omsorg. Iben lærer, hun er forkert, hvis hun er på en bestemt måde.

Til trods for denne udvikling bliver Iben en stærk, selvstændig kvinde, der ved, hvad hun vil. Hun prøver af al magt at få sin fars opmærksomhed hele livet igennem ved at vælge mænd, som er fraværende, tavse og indelukkede. Fysisk vælger hun også mænd, der ligner far. Er Iben nu tvunget til at blive ved med at vælge den samme type mand, eller falder hun igen for en mand, der fysisk ligner far mere end den psykiske side af ham ? Vil hun, selvom hendes valg skulle falde på en slank, benet udgave af far, så senere vælge en fysisk model, der ligner ham….. oder wie ? Vil hun altid føle sig tiltrukket af fysisk store, stærke, maskuline mænd, tavse, indelukkede, fraværende… ? Eller vil hun kunne falde for en udadvendt, lidt brovtende, fremfusende type, som fysisk er på højde med hende selv og rødhåret ?

Jeg tror det ikke. Jeg tror Iben vælger en mand, der psykisk har den sammensætnig, hun er kodet til at vælge, fordi sådan var far. Jeg tror også, hun fysisk set vil vælge en mand, der ligner ham. Der er større sandsynlighed for, hun igennem livet vil være tiltrukket af mænd, der fysisk ligner far, ved første øjekast, for så at screene dem for den psykiske kodning, der gør, at lige netop ham, hun har set sig lun på, er den “rigtige” for hende. Og jeg tror også, lille Søren vil vælge en kvinde, der har den psykiske kodning mor havde, og ligeså primært vælge en kvinde, der fysisk ligner hende. Eller, som Iben, flytte blikket mange gange efter kvinder, der fysisk set “ligner” mor.

Altså. Jeg vil falde for en mand, der ligner min far i psykisk sammensætning og i fysiske træk. Min mand vil vælge ligeså. En kvinde, der ligner mor.

…. men vi ligner ikke hinandens mor eller far, min mand og jeg … de fysiske træk er helt anderledes. Så holder min teori jo ikke. Vi er nummeret udenfor rækken. Jeg kan dog konstatere, at min mand stadig synes, de rødblonde, små og feminine er interessante (han er ret betaget af blandt andet Hellen Mirren, Shakira,Kate Blanchet og Madonna ) frem for den mørkhårede, som jeg er. Og jeg kan konstatere, at en mand med en stor, fysisk og meget maskulin fremtoning stadig er noget, der fanger mit øje (skuespillerne Russel Crowe, Bruce Willis og Nikolas Cage er jeg helt vild med, men jeg kan også falde i svime over Johnny Depp….).

Et andet spørgsmål, som så trænger sig på er, om den psykiske kodning i sidst ende gør, at vi vælger hinanden fra til fordel for det, der falder os naturligt at synes om. Mors eller fars statur ? Eller betyder den psykiske kodning mere end den fysiske, når det endelige valg skal træffes ?

Nå, hun er nok din type, hva !

I mit nu 42 årige liv har jeg mødt en del mænd og sandelig også en del kvinder. Smukke, dejlige kvinder og sexede, følsomme mænd. Sådan cirka. Jeg har haft mange samtaler med begge køn om parforhold, tanker om tiltrækningskraft, hvorfor falder vi lige for den ene type og ikke den anden ? Forandrer vores smag for en bestemt type mand eller kvinde sig gennem tiden, eller forbliver den den samme gennem hele livet ?

Skal vi tale genetik og biologi, så tiltrækkes kvinder af flere forskellige typer mænd alt afhængig af, hvor de befinder sig i deres menstruationscyklus. Når der er ægløsning, er det en kampkraftig, råsexet mand med dyrisk apeal, og når menstruationen nærmer sig, og der måske er “bid”, vil hun hellere have en følsom og indlevende mand. Der er selvsagt også forskel på den fysiske udformning, man så kigger efter på et givent tidspunkt.

Mænd kigger efter en fødedygtig kvinde, og da den hormonelle balance for deres vedkommende ikke spiller den store rolle, i alt fald sammenlignet med den kvindelige, så vil valget være nogenlunde stabilt set over en måneds forløb. Kvinden bliver som sagt valgt efter kriterier for, hvor fødedygtig hun er. Der er så også forskel på, hvor i cyklus kvinden er, jo tættere på ægløsning og deromkring, jo mere attraktiv er hun. Selvsagt.

Når den biologiske forskel så er fastlagt, for den kan vi jo tage læsebrillerne på, så må jeg stille mig tilbage og undre mig… for der er mange, mange andre faktorer, som spiller ind. Faktorer, som jeg ikke synes, den bio-genetiske forklaringsmodel giver mig svar på.

Når gamle Sigmund skal på banen, ved vi efterhånen alle, at drengen forelsker sig i mor og pigen i far. Det vil sige, at hele det kønsidentiske slag skal slås her, i den ødipale fase.

Den sunde udvikling er der, hvor pigen får lov til at se og lære af mor, og blive set og anerkendt af mor. Til at begynde med er det lege der er “gøre lige-som”, nu leger jeg med dukker, klæder mig fint ud etc., så gør jeg ligesom mor. Min kønsrolle formes med andre ord efter den tilgængelige kvindelige model. Er mor en meget pyntelig dame, så bliver datteren det nok også, er hun en emanciperet kvinde med fod på alle i husstanden, så bliver datteren sandsynligvis også en viljestærk og principfast kvinde. Disse eksempler er selvfølgelig klokkeklare i deres symbolik. Der er tusindvis af forskellige udfald i denne kønsudviklingsroulette, uden vi af den grund synes det er mærkeligt. Lille Iben kunne jo også vælge at blive en drengepige frem for en pyntedukke, eller en rigtig haus-frau frem for en rødstrømpe. Eller noget helt ottende.

Det er her, vor fader kommer ind i billedet. Godt nok står han lidt på sidelinjen hvad angår den direkte kønsidentifikation, men han er lige så vigtig i denne sammenhæng som mor er. Mor giver lille Iben en rollemodel, viser Iben, at hun er kvinde og skal være kvinde på en bestemt måde, hvor far giver hende en direkte kærlighed til sit eget køn, fordi han har elsket hende som den fantastiske lille pige, hun er. Samtidig har han vist lille Iben, at han forguder hendes mor, og synes den slags kvinde Ibens mor er, er helt og aldeles fantakstisk.

Nu går lille Iben ud i verden med en fasttømret overbevisning om at være god nok som kvinde, fordi hendes far viste hende, at hun var en skøn, dejlig, fræk, slem, smuk, sød, fin og så fremdeles lille pige, og med en rolig indoptaget kvindemodel, fordi mor var en fornuftig kone. Hun står med andre ord godt rustet, den lille dame. Hun ved, hvem hun er som kvinde, og hun ved, hvilken type mand hun vil have, fordi far har vist hende, hvordan en mand skal være. Hun har en sund og naturlig kønsudvikling med sig i bagagen, og det giver hende en god ballast i forhold til kommende valg af partner.

Nu har jeg brugt den lille Iben som model, fordi jeg er kvinde, men samme udvikling gør sig jo gældende for lille Søren, blot med omvendt fortegn. Far skal vise Søren, hvordan en rigtig mand gebærder sig, er han mekaniker-typen eller akademikertypen, eller bliver lille Søren IT-nørd eller fodboldspiller. Far viser Søren, hvor det mandlige skab skal stå, og Søren kan så siden se ind i skabet og finde sin mandetype derinde. Mor står så på sidelinjen, og modtager den lille Sørens uforbeholdne kærlighedserklæring, samtidig med hun viser ham, at den slags kvinde, som hun er, fysisk som mentalt, er en kvinde, der er værd at stræbe efter. For far viser jo mor interesse, og med den i bagagen vil Søren også synes, kvinder ligesom mor er værd at rende efter.

Hvis vi konkret ser på, hvad vi så faktisk vælger, så er der jo stor, stor forskel på den fysiske fremtoning og de indre værdier, vi går efter. Jeg har en teori om, at vi med alderen lærer nogle lektier om det at indgå i nære relationer med en fra det modsatte køn. Jeg har da selv lært en del, men må jo konstatere, at jeg vælger den samme “type” mand, selvom de har set meget forskellige ud, de mænd, der har været mine gennem tiden. Den første lignede min far af statur men ikke mht. øjen- og hårfarve. Den næste lignede ham også af statur, men var lyshåret, den næste det samme igen, den næste var mørkhåret, brunøjet og samme statur som far. Min nuværende mand er tynd, senet, lyshåret og blåøjet. Fysisk så langt fra min far, som han næsten kan komme. Følelsesmæssigt og psykisk ligner han ham, måske endda mere min farfar, end nogen anden.

Når jeg ser på min mands valg af kvinder, så har han haft en tendens til lyshårede, lettere rødblonde, kommunefarvede piger. Alle var rimelig slanke i overkroppen, og rundere ned over. Rigtig pæreformede damer. Min svigermor, som desværre er død, var en lille, lidt spinkel kvinde med denne kropsform, blå øjne og rødblond hår. Min mand ligner hende meget, blot er han høj, tynd og senet. En stor mandlig udgave af hende. Jeg ligner ikke min svigermor af udseende. Heller ligner jeg nogle af de andre typer kvinder, min mand valgte før mig. Jeg ligner nok mest min svigerfar. Stor, mørkhåret, robust i kropsform, æbleformet.

Når en mand som min så vælger en kvinde som mig, selvom jeg ikke ligner svigermor af udseende, hvad får ham så til at vælge mig i stedet for en, der ligner hans mor ? Hvad får mig til at vælge ham, selvom han ikke ligner min far af udseende ? Her kommer jeg lidt til kort, for jeg kan ikke med sikkerhed udtale mig fuldstændig kategorisk om dette. Er det u-udtalte, kropslige og psykiske mekanismer, der gør, at vi alligevel løber af med hinanden, når vi nu så åbenlyst ikke er den direkte fysiske kopi af den rollemodel, vi havde for øje som barn ? Er der følelsesmæssige bånd til stede i kønsidentifikationen, der gør, at vi vælger en model, der har de samme psykiske klangbunde, som den model, vi fik med hjemmefra. Som er farvet, både af far og af mor. Fik vi selv den sunde udvikling med, der gør, at vi kan sige, vi har en fast og stærk kønsidentitet, der giver os den base, vi har brug for til at vælge til og fra ?

Et par tanker fra blogland … ??

Maskinen, manden og missen !

Hurraaaa…. så kom hun, min “LAURA”.. hold da op, hvor har jeg savnet hende. Hun er ikke specielt køn, men hun VIRKER, og hun gør det,  jeg så længe har ønsket mig, så længe, at jeg næsten ikke kan huske, at jeg ikke dagligt har bedt om at få en sådan vidundermaskine. For ved I hvad…..

                         HUN VASKER VORES TØJ

Hun er brugt, ganske vist, og hun er en topbetjent lille model, men hun kan det, hun skal, og hun gør det godt. Det tager ikke længere tid end en almindelig model, og hun slynger fint og rimelig tørt. Tøjet bliver fint og rent. Åh, jeg kunne knuse og kramme hende, så glad er jeg.

 

Katten er jo som sædvanlig meget nysgerrig og der skal ses, snuses og kigges på det hele. Manden tog plads på wc’et og snakkede med dyret, og som billedet viser, er de begge meget optagede af “LAURA” og hendes virke… Og ja. Han er også glad for damen, som jo vasker hans sokker, underbusker og alt det andet, han bruger…

Tak til den venlige mand vi købte maskinen af, han hjalp os hjem med den og bar den op sammen med min mand. Vi satte damen til, og hun virkede med det samme. 3 vaske blev det til, så var der ikke mere vaskepulver i huset, jeg har jo ikke haft brug for at have noget stort lager, eftersom vi har vasket på vaskeri..

Nu skal der storvaskes…for vi har tonsvis af tøj liggende, der virkelig trænger til en kærlig tur hos “LAURA”… Jeg skal lige en tur i NETTO efter noget brugbart vaskepulver (ja, jeg er ARIEL fan…), så går der store vaskedag i den herhjemme i Horsens.

Bless You, my dear. Og velkommen i familien, du har været længe savnet…

Livet i Bane 5

At være så overvægtig, som jeg har været engang, for nu snart 1½ år siden, det er ikke spor nemt. Eller lækkert. Eller sjovt, eller noget som helst, der har med morskab eller andre skabe at gøre, for den sags skyld.

Jeg sætter lige et lille billede ind… så kan man ved selvsyn se giraffen for nøjagtig 1½ år siden. Fattig, korthåret, gråhåret, bare træt af det hele. Artiklen billedet er fra, kan læses her. Den taler for sig selv.

Måske vil jeg i den kommende tid skrive lidt mere om, hvordan det egentlig er gået siden da. Og hvad der skete, inden billedet blev taget. Hvad jeg var igennem. Som menneske.

Jeg bliver ked af det, når jeg ser billedet af mig selv fra dengang. Hun havde det rigtig, rigtig skidt, den søde pige. Der var ikke meget håb tilbage. Faktisk slet ingenting. Hun havde givet op, troede ikke særlig meget på, der var noget til hende.

Så kom der en sød dame, som hjalp hende. En dame, som tilbød et coachforløb, ganske gratis. Og det var lige nøjagtig det, der skulle til. Den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Tak, Lisbeth. Tak fordi du var der, og hjalp mig.

Mere vil jeg ikke skrive lige nu. Jeg skal fordøje billedet. Det tager mange kræfter at kigge på hende …

Livet i Bane 5 - Barnets vej og moders hjerte !

Nylig hjemvendt fra England i sommeren 1991, skilsmisse og mor til en handicappet dreng født i maj 1988, et barn, jeg godt vidste ikke var som andre. Helt og aldeles desillusioneret valgte jeg alligevel at tage kampen op med livet. Instiktivt vidste jeg, det ikke ville blive let, at de næste mange år ville blive en kamp med og mod systemet, som jeg ikke havde mange chancer for at vinde.

Det skete i de dage, at socialrådgiverne overgik til Ny Løn. Jeg blev uddannet til at følge flokken i juni 1996, da havde jeg været igennem 3½ års uddannelse på S.U.

Der var ikke megen hjælp at hente indenfor det sociale system til dette foretagende. Selvom min gamle læge mente, der var stor brug for en revalidering til uddannelse grundet sociale forhold, ville min daværende hjemkommune ikke bevilge en sådan. Han skrev endda, at fik jeg og barnet ingen hjælp, ville det få store sociale konsekvenser senere i vores liv. Jeg er nu udbrændt og stresspensioneret socialrådgiver… !

Nu var det mere reglen end undtagelsen ude på landet i de små kommuner, dengang i forrige århundrede, at man bevilgede efter, hvem man kunne lide og hvem man mente, havde fortjent en ydelse fra kommunekassen. Lovgivning og andet så man stort på. Dette lyder måske utroligt, men jeg har det fra ind til flere medarbejdere og tidligere kolleger fra små kommuner, og det er ganske vist ! Kunne socialudvalgets medlemmer ikke lide dig, så fik du ingen hjælp !

Min søn blev undersøgt først gennem småbørnsrådgivningen for handicappede børn under 7 år ved Fyns Amt. Der mente man, han havde en organisk hjerneskade, men helt sikre var de ikke. Vi blev derfor henvist til Det Børnepsykiatriske Hus v. OUH i 1994, og diagnosen var ganske klar. En organisk hjerneskade, mental retardering i sinkeområdet, store udviklingsforstyrrelser etc.

Jeg kan huske, at da jeg fik beskeden om resultaterne af undersøgelserne fra OUH, sad jeg helt alene til mødet. På vej hjem i bussen sad jeg bare og stirrede frem for mig, jeg kunne intet huske af hele turen.. jeg var i chok. Havde jeg kørt bil den dag, så var jeg kørt galt, det er helt sikkert. Ingen at tale med, da jeg kom hjem. Ingen hjælp fra forvaltingen, selvom de ved et senere udskrivnignsmøde på OUH fik besked på at finde aflastningsfamilie med udvidet kapacitet til også at passe min søn, når han var syg, jeg skulle på arbejde etc, fuldtidsstøtte til sønnen i børnehaven, og endda også viden om tabt arbejdsfortjeneste i fald jeg skulle få brug for det, når jeg begyndte ude i det pulserende.

Aflastningsfamilie og fuldtidsstøtte til min søn i børnehaven… forget it.

Hjælp til at bearbejde traumet over at have fået et handicappet barn og hvad det betyder for ens fremtidige liv … forget it.

Alt dette måtte jeg klare helt alene og samtidig passe en uddannelse og senere et himmelråbende hårdt job. Jeg forstår godt, nu, jeg ser tilbage, at jeg brændte ud. Jeg kunne næsten ikke andet.

Min søns far ville ikke vide af sin handicappede dreng, så ham kunne jeg udelukke allerede meget tidligt i forløbet.

Min familie forsøgte at støtte så godt de kunne, men deres bearbejdningsfase gik først for alvor igang for et par år siden. Accepten af, at deres eneste barnebarn er handicappet tog dem nok 10 år. Desværre fik jeg hele “skylden” for min søns adfærd og problemer. Hvis jeg ikke var sådan en “dårlig” mor, så havde han nok ikke alle de problemer. Det er desværre en meget almindelig reaktion, jeg ved det godt. Men det har ikke hjulpet på vores forhold, som i dag, af blandt andet denne grund, er ikke eskisterende.

Jeg fik desværre ikke flere børn, selvom jeg nu meget gerne ville have haft et par stykker til. Der kom heller ingen mand, der var værd at samle på. Gewiss, der var et par stykker, en psykopat og en “mucho-man”.. så er valget ligesom ikke til stede, vel ! Først nu har jeg mødt ham, jeg skulle have. Og nu kan jeg ikke få flere børn… Sådan er skæbnen desværre også.

At have et handicappet barn betyder ikke ret mange venner, og derfor ikke noget socialt voksenliv. I alle de år, jeg var alene, var jeg i biografen 3 gange med en ven/veninde for at se en decideret voksenfilm. Vi taler 15 år her. Mit liv stod på Stand-By, mens jeg sørgede for at tage mig af min handicappede dreng.

Han er en dejlig ung mand nu, min søn. Og jeg ved, jeg har gjort et monsterstort stykke arbejde for ham. Jeg har “ofret” mit liv, mit hjerteblod, for at hjælpe min søn på vej, for jeg har gjort det med en moders uforbeholdne kærlighed til sit barn.

Ville jeg gøre det igen ?….. JA !

Ville jeg gøre det uden hjælp igen ?… Så absolut ikke ! Jeg ville råbe og skrige om hjælp på forvaltningen, og smide deres grimme keramikaskebægre efter sagsbehandleren for at få noget hjælp. Og jeg ville have NADA skrupler over min opførsel !

Har vi følt os oversete og ikke hørt, sønnen og jeg …… Ja, hvad tror du, der læser det her ?