Nylig hjemvendt fra England i sommeren 1991, skilsmisse og mor til en handicappet dreng født i maj 1988, et barn, jeg godt vidste ikke var som andre. Helt og aldeles desillusioneret valgte jeg alligevel at tage kampen op med livet. Instiktivt vidste jeg, det ikke ville blive let, at de næste mange år ville blive en kamp med og mod systemet, som jeg ikke havde mange chancer for at vinde.
Det skete i de dage, at socialrådgiverne overgik til Ny Løn. Jeg blev uddannet til at følge flokken i juni 1996, da havde jeg været igennem 3½ års uddannelse på S.U.
Der var ikke megen hjælp at hente indenfor det sociale system til dette foretagende. Selvom min gamle læge mente, der var stor brug for en revalidering til uddannelse grundet sociale forhold, ville min daværende hjemkommune ikke bevilge en sådan. Han skrev endda, at fik jeg og barnet ingen hjælp, ville det få store sociale konsekvenser senere i vores liv. Jeg er nu udbrændt og stresspensioneret socialrådgiver… !
Nu var det mere reglen end undtagelsen ude på landet i de små kommuner, dengang i forrige århundrede, at man bevilgede efter, hvem man kunne lide og hvem man mente, havde fortjent en ydelse fra kommunekassen. Lovgivning og andet så man stort på. Dette lyder måske utroligt, men jeg har det fra ind til flere medarbejdere og tidligere kolleger fra små kommuner, og det er ganske vist ! Kunne socialudvalgets medlemmer ikke lide dig, så fik du ingen hjælp !
Min søn blev undersøgt først gennem småbørnsrådgivningen for handicappede børn under 7 år ved Fyns Amt. Der mente man, han havde en organisk hjerneskade, men helt sikre var de ikke. Vi blev derfor henvist til Det Børnepsykiatriske Hus v. OUH i 1994, og diagnosen var ganske klar. En organisk hjerneskade, mental retardering i sinkeområdet, store udviklingsforstyrrelser etc.
Jeg kan huske, at da jeg fik beskeden om resultaterne af undersøgelserne fra OUH, sad jeg helt alene til mødet. På vej hjem i bussen sad jeg bare og stirrede frem for mig, jeg kunne intet huske af hele turen.. jeg var i chok. Havde jeg kørt bil den dag, så var jeg kørt galt, det er helt sikkert. Ingen at tale med, da jeg kom hjem. Ingen hjælp fra forvaltingen, selvom de ved et senere udskrivnignsmøde på OUH fik besked på at finde aflastningsfamilie med udvidet kapacitet til også at passe min søn, når han var syg, jeg skulle på arbejde etc, fuldtidsstøtte til sønnen i børnehaven, og endda også viden om tabt arbejdsfortjeneste i fald jeg skulle få brug for det, når jeg begyndte ude i det pulserende.
Aflastningsfamilie og fuldtidsstøtte til min søn i børnehaven… forget it.
Hjælp til at bearbejde traumet over at have fået et handicappet barn og hvad det betyder for ens fremtidige liv … forget it.
Alt dette måtte jeg klare helt alene og samtidig passe en uddannelse og senere et himmelråbende hårdt job. Jeg forstår godt, nu, jeg ser tilbage, at jeg brændte ud. Jeg kunne næsten ikke andet.
Min søns far ville ikke vide af sin handicappede dreng, så ham kunne jeg udelukke allerede meget tidligt i forløbet.
Min familie forsøgte at støtte så godt de kunne, men deres bearbejdningsfase gik først for alvor igang for et par år siden. Accepten af, at deres eneste barnebarn er handicappet tog dem nok 10 år. Desværre fik jeg hele “skylden” for min søns adfærd og problemer. Hvis jeg ikke var sådan en “dårlig” mor, så havde han nok ikke alle de problemer. Det er desværre en meget almindelig reaktion, jeg ved det godt. Men det har ikke hjulpet på vores forhold, som i dag, af blandt andet denne grund, er ikke eskisterende.
Jeg fik desværre ikke flere børn, selvom jeg nu meget gerne ville have haft et par stykker til. Der kom heller ingen mand, der var værd at samle på. Gewiss, der var et par stykker, en psykopat og en “mucho-man”.. så er valget ligesom ikke til stede, vel ! Først nu har jeg mødt ham, jeg skulle have. Og nu kan jeg ikke få flere børn… Sådan er skæbnen desværre også.
At have et handicappet barn betyder ikke ret mange venner, og derfor ikke noget socialt voksenliv. I alle de år, jeg var alene, var jeg i biografen 3 gange med en ven/veninde for at se en decideret voksenfilm. Vi taler 15 år her. Mit liv stod på Stand-By, mens jeg sørgede for at tage mig af min handicappede dreng.
Han er en dejlig ung mand nu, min søn. Og jeg ved, jeg har gjort et monsterstort stykke arbejde for ham. Jeg har “ofret” mit liv, mit hjerteblod, for at hjælpe min søn på vej, for jeg har gjort det med en moders uforbeholdne kærlighed til sit barn.
Ville jeg gøre det igen ?….. JA !
Ville jeg gøre det uden hjælp igen ?… Så absolut ikke ! Jeg ville råbe og skrige om hjælp på forvaltningen, og smide deres grimme keramikaskebægre efter sagsbehandleren for at få noget hjælp. Og jeg ville have NADA skrupler over min opførsel !
Har vi følt os oversete og ikke hørt, sønnen og jeg …… Ja, hvad tror du, der læser det her ?
Jeg sætter lige et lille billede ind… så kan man ved selvsyn se giraffen for nøjagtig 1½ år siden. Fattig, korthåret, gråhåret, bare træt af det hele. Artiklen billedet er fra, kan læses her. Den taler for sig selv.
Nye kommentarer