Jeg ved ikke, hvad det er .. jeg læser og hører om alle de familier, der har “normale” børn, hører veninderne snakke om deres poder, så har den ene gjort det, så skal den anden til gymnastikstævne, så skal den tredie spille teaterforestilling og synge solo ….. Og alle lever de helt almindelige liv med præstationer, drømme, forventninger og glæde .. glæde over fremtiden. .. at der er håb for kommende generationer.
.. Og så står jeg der .. eller sidder, og tænker på min dreng… som ikke skal nogen af delene. For det kan han ikke. Og slet ikke på det niveau, som de andre unge mennesker, jeg jo kender så godt, skal og kan. Håbet for fremtiden med uddannelse, liv, børnebørn … gone with the wind….
Det gibber i hjertekulen, og tårerne står mig i øjnene..jeg bliver vred og ked af det på een gang, jeg får lyst til at råbe og skrige af dem … jamen for f.. , så nyd dog jeres helt almindelige unger … I aner ikke en skid om, hvad det vil sige at have et handicappet barn, så hold jeres k.. med brok og skrig om de her normale børn, som kommer til at leve normale liv og få børn, børnebørn etc…
Ja, jeg gribes af bitterhed, vrede, arrigskab, og stor, stor sorgfølelse. Al den vrede over skæbnens ironi, hvorfor skulle det lige være mig, der skulle have et handicappet barn, det havde jeg da for syv sytten ikke bedt om.. var jeg da og er jeg sådan et dårligt menneske, at jeg har fortjent den skæbne… ??
Det er bare ikke retfærdigt, er det ej.. det er det heller ikke for alle de andre forældre, som har handicappede børn og unge som min.. de lider lige så meget som jeg, nogle mere.. nogle mindre. Men vi lider med sorgfølelsen i behold. Den går aldrig væk, den kommer krybende, hoppende, kravlende og springende med jævne mellemrum. Men den kommer. Det så sikkert som AMEN i kirken, er det.
For det meste er jeg glad for at være mor. Men somme tider bliver jeg så ked og så vred og så for meget sur og gal og skrig, at jeg næsten ikke kan klare at være til og være mig. Det fylder så meget at være handicapmor, også efter knægten nu snart er 20 år …
Jeg græder stadig salte tårer over min skæbne ….
jeg har læst din indlæg omkring at være mor til et handiccabede barn.. det er virkelig rørende især nårman kender til situationen og hvordan fet føles at ens barn er altid bag i …. det gør virkelig ondt men desværre kan man ikke spole tiden tilbage og skift sit barn, man kan kun passe dem og giv dem de bedste muligheder så god som muligt…. men du har ret, hvorfor skal det lige være mig, dig eller en hel tredje pesron…
Shireen Amin
Hej Shireen
.. og velkommen til
Ja, det er ikke nogen nem opgave… og ja, vi har ind i mellem bare lyst til at “bytte” dem… og det er helt normalt.. heldigvis.
Hej fruen…
Jeg vil starte med at sige at jeg fuldt ud forstår hvad du mener og jeg genkender dine føelser, min søn er psykisk handicappet, jeg kæmper en daglig kamp med kommunen for at han skal få den rette hjælp, man bliver træt i sit hoved af det…
Jeg kæmper også dagligt med den sorg som du beskriver, jeg ville ønske at man kunne trylle og få handicappet til at forsvinde…
Jeg bliver tom for ord, da det bare gør ondt når man føler sig modarbejdet og misforstået, den gænse jeg hører er at man ikke skal tro at bare fordi man har (i mit tilfælde) et psykisk handicappet barn, at det er så let at have normalt fungerende børn, det er bare fordi man ikke har prøvet det, men har de mennesker prøvet hvad det vil sige at have et psykisk handicappet barn?? Nej det har de ikke, de aner ikke hvad det vil sige, de udtaler sig om noget som de ingenting aner om…
Jeg bliver lige som dig, vred, ked, fustreret og føler mig overrumplet…
Hvorfor er der i 2009 ikke en større forståelse..???
KH Lisbeth
Hej Lisbeth, og velkommen til .. også du er handi-mor, som Shireen, der også har kommenteret her.
Det er en livslang smerte. Den går aldrig væk, for barnets handicap går aldrig væk. Det forstår forældre til normale børn simpelthen bare ikke. Det gør de ikke. Uanset, hvad man fortæller, hvilket billedsprog man bruger, eksempler, det er så langt fra den verden, de selv lever i.
Hvorfor der i dette Herrens År 2009 ikke er mere forståelse.. Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg kunne komme med en socio-økonomisk vurdering, men hvad skal vi bruge den til, den ændrer ikke de vilkår, vi som handicap-forældre lever med og i.
Jeg ønsker dig og dit barn alt vel. Det fortjener I