Jeg ved ikke, hvad det er .. jeg læser og hører om alle de familier, der har “normale” børn, hører veninderne snakke om deres poder, så har den ene gjort det, så skal den anden til gymnastikstævne, så skal den tredie spille teaterforestilling og synge solo ….. Og alle lever de helt almindelige liv med præstationer, drømme, forventninger og glæde .. glæde over fremtiden. .. at der er håb for kommende generationer.

.. Og så står jeg der .. eller sidder, og tænker på min dreng… som ikke skal nogen af delene. For det kan han ikke. Og slet ikke på det niveau, som de andre unge mennesker, jeg jo kender så godt, skal og kan. Håbet for fremtiden med uddannelse, liv, børnebørn … gone with the wind….

Det gibber i hjertekulen, og tårerne står mig i øjnene..jeg bliver vred og ked af det på een gang, jeg får lyst til at råbe og skrige af dem … jamen for f.. , så nyd dog jeres helt almindelige unger … I aner ikke en skid om, hvad det vil sige at have et handicappet barn, så hold jeres k.. med brok og skrig om de her normale børn, som kommer til at leve normale liv og få børn, børnebørn etc…

Ja, jeg gribes af bitterhed, vrede, arrigskab, og stor, stor sorgfølelse. Al den vrede over skæbnens ironi, hvorfor skulle det lige være mig, der skulle have et handicappet barn, det havde jeg da for syv sytten ikke bedt om.. var jeg da og er jeg sådan et dårligt menneske, at jeg har fortjent den skæbne… ??

Det er bare ikke retfærdigt, er det ej.. det er det heller ikke for alle de andre forældre, som har handicappede børn og unge som min.. de lider lige så meget som jeg, nogle mere.. nogle mindre. Men vi lider med sorgfølelsen i behold. Den går aldrig væk, den kommer krybende, hoppende, kravlende og springende med jævne mellemrum. Men den kommer. Det så sikkert som AMEN i kirken, er det.

For det meste er jeg glad for at være mor. Men somme tider bliver jeg så ked og så vred og så for meget sur og gal og skrig, at jeg næsten ikke kan klare at være til og være mig. Det fylder så meget at være handicapmor, også efter knægten nu snart er 20 år …

Jeg græder stadig salte tårer over min skæbne ….