Efter at have skrevet livet ud af sjælen..ja, sådan har det føltes, bekendelserne om barnet, mit liv, har jeg med vilje og med et par snotklude og lidt feberhjælp, holdt fri et par dage. Det har været rimelig sundt for sjælen, og nu har jeg så et par dage til at gøre mig klar til en del af noget, jeg er begyndt på, noget, som gerne skulle give et spark i den rigtige retning.

Jeg er barn af en dysfunktionel familie. En familie, som har alkoholmisbrug som overordnet faktor. Det har lagt sine våde lænker om mange generationer, selvom ikke alle var lige tørstige. Derfor har jeg valgt at deltage i ACA, et fælleskab af mænd og kvinder,  som er voksne børn af alkoholikere og dysfunktionelle familier. Vi er begyndt på trinarbejdet, en rejse ind i sjælen med en højere magt som guide. Eftersom jeg er en overbevist believer, er det ikke svært for mig at forestille mig GUD som min guide. Min hjælper, sammen med et flok af dem med vinger.

Rejsen begynder. Den ender. Men der vil altid være bevægelse i sjælen.