De kommer til os alle, de tider, hvor vi ikke ved, hvorfor ting sker .. men det gør de. Uhåndterlige oplevelser, prøvelser, hårde, følelsesmæssige slag i ansigtet, som ingen havde bedt om. Og slet ikke nu.

Jeg tager hånd om mig. Om mine. Om den kærlighed til livet, til min mand, som er så stor, at den nok kan bære hele verden rundt og tilbage igen.

Jeg beder til, at de med vinger og Han vil hjælpe os i den næste tid. At vi sammen kan bære, slæbe, græde, grine .. at vi sammen kan være der. For hinanden. Og til hinanden.

I medgang og i modgang. Det er sådan det er. Det er sådan, det skal være. Fordi størst af alt er kærligheden.