Jeg synes jeg mærker berøringsangst, når det handler om de vilkår, jeg beskriver min søn lever under.
Er det for svært at læse om virkelighedens verden, hvordan det er at være forælder til et handicappet barn, som er blevet voksen.. ?
Jeg ved, jeg er ligefrem, ligepå og smækker den del af mit liv lige ud i æteren. Det er sådan, fordi jeg har valgt det skal være sådan. Det er på tide, danskerne finder ud af, hvilke konsekvenser strukturreformen har på den sociale velfærd, vi TROR vi har.
Mennesker som min søn bliver tabere i dette spil. Det skriver jeg om. Fordi det er sådan jeg bearbejder, tænker, og frem for alt ser en mulighed for at få kastet lys over de vilkår, jeg lever med…som mor til et handicappet, ungt menneske.
Og ja, jeg er pissesur på systemet. Jeg er vred, frustreret, galhovedet, som en af veninderne ynder at kalde mig, når jeg går i selvsving over dummernikler, uduelige møjspredere, hundehoveder, hængerøve, skidesprællere…. (tak, Egon Olsen…) og alt det andet, der kommer efter en sådan mystisk behandling af min søn…
Så nej .. det er ikke bageopskrifter, havearbejde, strikkeopskrifter eller andet ligegyldigt pis, jeg skriver om. Det her er den skinbarlige, grimme, grumme virkelighed, når man har et barn, der er anderledes. Når verden IKKE er normal.
Kære du – jeg har undret mig over det samme. Men det er nu engang lettere at kommentere et strikketøj end et stykke af virkelighedens vrangside…
Når jeg f.eks. hører en historie som din søns, får jeg kvalme, hver gang politikerne hyler op om, hvorvidt vi skal have lettelser i topskatten eller mere velfærd.
Hørte i går i nyhederne om en sclerose-ramt kvinde, der har fået sin hjælp mere end halveret. Begrundelsen var, at efter strukturreformen skulle tingene jo “harmoniseres”. Og ja, det skal de da – men hvem fanden har vedtaget, at det skal være efter laveste fællesnævner?
Som tingene efterhånden “kører”, er “skatteydernes” attitude ved at minde lovlig meget om Marie-Antoinettes, da hun sad på Versailles, mens folket kæmpede i gaderne af bitter nød: “Mangler folket brød – lad dem spise kage!”
Kæreste Møller
Det handler om berøringsangst. Folk gemmer deres manglende engagement under floskler som “uvidenhed” og “følelsesforvirringsangst” …
Det gør det så meget desto værre, at almindelige mennesker ikke længere har bare et minimum af indlevelse og interesse i, hvordan andre mennesker i deres eget land lever. Mennesker, som ikke lige lever i deres eget “segment” …
Den nok så højt besugne “sammenhængskraft” er dybt afhængig af denne nysgerring og omtanke for “næsten”. Uden den kan vores solidaritetsfølelse ikke vækkes, og det sociale sikkerhedssystem – de bredeste skuldre løfter mest – er hermed sat ud af kraft.
Egoismen længe leve …. det er dermed samfundets grundbestanddel.
Jeg synes det er for nemt at skyde skylden på kommunesammenlægninger og diverse reformer.
Vi kan ikke mærke forskel fra før sammenlægningen og så nu…
Kommunen er stadig:
- bagstræberisk
- kortsynede
- beslutningspaniske
- inkompente
- langsommelige
Altid skal det gøres op i penge, det er en kæmpe fejl, der skal ske en holdningsændring og der skal ske noget alvorligt mht. deres syn på borgerservice.
og med hensyn til topskattedebatten så viser undersøgelser jo at fjernelsen af topskatten vil give et plus i statens regnskab.
Michael
Jeg kan ikke være uenig med dig i dine betragtninger om det kommunale system. Jeg mener jeg har forudsætningen for at vurdere det med rimelig akkuratesse, eftersom jeg er “gammel” socialrådgiver, og mor til et nu ungt menneske med et handicap.
Det er ikke blevet bedre med den kommunale service efter kommunalreformen. Det kan jeg som bruger af systemet mærke.
Hvad vi gør ved det ? Har du et bud ?
Jeg er glad for at du skriver tingene lige som de er! Hvis man ikke er i berøring med “systemet” så aner man nemlig ikke, hvad man er oppe imod. Men hvad man dog skal gøre ved problemet ved jeg ikke.
Min erfaring er, at man selv skal læse samtlige sociallove for at kunne klare sig. Men det kan bare ikke være rigtigt at man selv skal stå for al den slags. Når man er i en periode, hvor man har brug for offentlig hjælp, har man næppe også overskud til at kæmpe sig igennem stakke af uvenligt læsemateriale.
En mulighed kunne være, at man lagde det sociale område under staten, så alle fik samme behandling, hvad enten de bor i Århus eller Øde Hastrup. For det er mit indtryk, der der er stor forskel kommunerne imellem. Både hvad angår kompetancer og økonomi.
Bliv endelig ved med at skrive som du gør. Livet er som det er! Strik (som jeg selv elsker), mad og haver er neutrale – men af og til kedelige emner.
Mht. topskat…….tja min mand er en af dem, der bidrager i stor stil. Og jeg kan hilse at sige at man får lov til at betale godt og grundigt, når man ikke vil være en af dem, der laver alle mulige fiksfakserier for at slippe, og med glæde bidrager til samfundet. Og for de penge vil jeg fanme have en ordentlig behandlig af alle mennesker i det offentlige system, som har brug for det af den ene eller anden grund.
Jeg håber dín søn (og min søn – og alle andre for den sags skyld) får den hjæp han og de har brug for.
Håber du får en dejlig dag – mange hilsner
Gitte H.
Kære Gitte
Mange tak for din fine kommentar og de gode ønsker til sønnen og mig selv. Jeg er glad for at høre fra mennesker, som måske ikke lige er i mit “segment” (førtidspensionist, bosiddende på “vesterbro” i Horsens..) og som har tænkt lidt på, hvordan det må være at være et andet sted i sit liv med andre omstændigheder.
Ja.. skat…Det er et “kært” emne..
skulle jeg en dag komme til penge, så vil jeg også med glæde betale min del. For jeg ved, hvad det går til. Og hvorfor vi sammen er forpligtede til at løfte de sociale opgaver, vores samfund er afhængige af… og som vi derfor alle er afhængige af, fungerer.