En artikel om at give slip på sine håbefulde poder satte nogle tanker igang hos mig …
At være mor på distancen for langsomt kunne give slip på sit barn, tro på, barnet kan gå, stå, ligge og gøre selv, det er en proces, som alle forældre lever med visheden om kommer, uanset om deres fantastiske pode er et normalt barn, eller et handicappet barn.
Der, hvor den store forskel kommer, er for mig som mor i graden af at kunne ”give slip”. Et handicappet barn vil altid have brug for sin familie i langt højere grad end et normalt ungt menneske. Derfor får og oplever forældre til handicappede unge aldrig den følelse af “frihed”, som moderen i artiklen taler om.
Hvis jeg bare på noget som helst tidspunkt havde kunnet nøjes med at ringe hver dag i 14 dage til min håbefulde pode, eller min søn havde kunnet nøjes med at ringe til sin mor hver dag i 14 dage, så var vi heldig sluppet, både barnet og jeg. Ekstremt heldige.
Løsrivelsesprocessen er for et handicappet ungt menneske en ganske anden sag, end for et helt normalt ungt menneske. Barnet går på grund af sit handicap ikke af sig selv i gang med at frigøre sig fra sine forældre. Der er ingen selvmotiverende fremdrift, fordi handicappet også er mentalt…
- For det første, så kan barnet ikke “overleve” alene i verden, hvis ikke der er voksne omkring det, som hjælper og støtter.
- For det andet, så er det unge menneske slet, slet ikke psykisk eller fysisk modent til at klare sig selv i en alder af 18 år, selvom det i lovens forstand er “myndigt”. Det er ikke givet, der indtræder en senmodning, det kan ske, men det er ikke en naturlov. Lever det unge menneske med en modenhedsalder omkring de 13-15 år, eller yngre, så skal der træffes forskellige foranstaltninger for at sikre, at der ikke opstår svigtsituationer i form af mangel på tøjvask, ingen mad, sygdom, sociale konflikter etc.
- For det tredie, så er processen at lære at klare sig selv uden mor og far en gennemgående og livslang proces for et handicappet ungt menneske. Det er min erfaring, som man som læser af Fruens Sider måske har opdaget, nemlig ikke tilfældet, at det sociale systemet er klar til og gearet til at håndtere de vanskeligheder, der er forbundet med at være et handicappet ungt menneske på vej ud i verden.
Længslen efter frihedsfølelsen er stor … Det kan jeg kun skrive under på alle steder, hvor nogen vil have mig til at gøre det ….. Sorgen over, at den aldrig indtræffer, følelsen, at barnet aldrig kommer til at klare sig selv, selvom håbet måske nok har været der, er fuldt ud helt reel og tilstedeværende … hver eneste dag i mit liv. Det er måske nok urealistisk at bevare et håb om friheden, men ikke desto mindre må det også være en menneskeret for forældre til handicappede unge … og for de unge selv, at komme til at opleve det … some day…
Lykken kommer i glimt, siges der.. Hvis det er lykken, jeg oplever, når min søn dagligt ringer og fortæller om sin dag, måske græder han, fordi han nu igen ikke kan forstå verden, og verden ikke kan forstå ham … eller han ringer og er jubellykkelig over at have fundet et nyt X-Box spil …. så må lykken være de dage, hvor det går godt ….
Friheden …….. Den bor ikke hos mig, som den gør hos forældre til normale børn … Fik jeg sagt, at min knægt flyttede hjemmefra for nu snart 3 år siden…..
