Et godt madsted ..

Vi holder meget af god mad her i familien. Både at lave den og spise den. Og når vi en sjælden gang har råd til at gå ud og spise, så skal maden den unde-mig være god.

Det er den her, det er der ingen som helst tvivl om. Fredag er dagens ret altid flæskesteg med rødkål, sovs og kartofler. Og månedens menu på 3 dejlige og smagfulde retter kan altid fås til 169 kr….

Check selv: http://www.cafedenhvidehest.dk/ … Skulle I komme en tur til Horsens, så er dette hyggelige sted absolut et besøg værd.

PS: Manden har været ansat som tjener i fuld liberi og genoptager efter al sandsynlighed tjansen igen til september. Han kan ikke undvære kollegerne ;o)

Mor på distancen

En artikel om at give slip på sine håbefulde poder satte nogle tanker igang hos mig …

At være mor på distancen for langsomt kunne give slip på sit barn, tro på, barnet kan gå, stå, ligge og gøre selv, det er en proces, som alle forældre lever med visheden om kommer, uanset om deres fantastiske pode er et normalt barn, eller et handicappet barn.

Der, hvor den store forskel kommer, er for mig som mor i graden af at kunne ”give slip”. Et handicappet barn vil altid have brug for sin familie i langt højere grad end et normalt ungt menneske. Derfor får og oplever forældre til handicappede unge aldrig den følelse af “frihed”, som moderen i artiklen taler om.

Hvis jeg bare på noget som helst tidspunkt havde kunnet nøjes med at ringe hver dag i 14 dage til min håbefulde pode, eller min søn havde kunnet nøjes med at ringe til sin mor hver dag i 14 dage, så var vi heldig sluppet, både barnet og jeg. Ekstremt heldige.

Løsrivelsesprocessen er for et handicappet ungt menneske en ganske anden sag, end for et helt normalt ungt menneske. Barnet går på grund af sit handicap ikke af sig selv i gang med at frigøre sig fra sine forældre. Der er ingen selvmotiverende fremdrift, fordi handicappet også er mentalt…

• For det første, så kan barnet ikke “overleve” alene i verden, hvis ikke der er voksne omkring det, som hjælper og støtter.
• For det andet, så er det unge menneske slet, slet ikke psykisk eller fysisk modent til at klare sig selv i en alder af 18 år, selvom det i lovens forstand er “myndigt”. Det er ikke givet, der indtræder en senmodning, det kan ske, men det er ikke en naturlov. Lever det unge menneske med en modenhedsalder omkring de 13-15 år, eller yngre, så skal der træffes forskellige foranstaltninger for at sikre, at der ikke opstår svigtsituationer i form af mangel på tøjvask, ingen mad, sygdom, sociale konflikter etc.
• For det tredie, så er processen at lære at klare sig selv uden mor og far en gennemgående og livslang proces for et handicappet ungt menneske. Det er min erfaring, som man som læser af Fruens Sider måske har opdaget, nemlig ikke tilfældet, at det sociale systemet er klar til og gearet til at håndtere de vanskeligheder, der er forbundet med at være et handicappet ungt menneske på vej ud i verden.

Længslen efter frihedsfølelsen er stor … Det kan jeg kun skrive under på alle steder, hvor nogen vil have mig til at gøre det ….. Sorgen over, at den aldrig indtræffer, følelsen,  at barnet aldrig kommer til at klare sig selv, selvom håbet måske nok har været der, er fuldt ud helt reel og tilstedeværende … hver eneste dag i mit liv. Det er måske nok urealistisk at bevare et håb om friheden, men ikke desto mindre må det også være en menneskeret for forældre til handicappede unge … og for de unge selv, at komme til at opleve det … some day…

Lykken kommer i glimt, siges der.. Hvis det er lykken, jeg oplever, når min søn dagligt ringer og fortæller om sin dag, måske græder han, fordi han nu igen ikke kan forstå verden, og verden ikke kan forstå ham … eller han ringer og er jubellykkelig over at have fundet et nyt X-Box spil …. så må lykken være de dage, hvor det går godt ….

Friheden …….. Den bor ikke hos mig, som den gør hos forældre til normale børn … Fik jeg sagt, at min knægt flyttede hjemmefra for nu snart 3 år siden…..

Tak

Det er godt at huske at sige tak, når noget går, som det skal.

Lederdamen fra Assens Kommune har skrevet et fint brev til mig, hvor hun fortæller, at hendes vurdering af det brev, jeg har sendt til hende gør, at hun har taget initiativ til at foranstalte et handleplansmøde vedrørende de problemer, min søn oplever i det bofællesskab, hvor han bor.

Ret skal være ret. Når man henvender sig til rette vedkommende, så sker der også noget. Nu venter vi på en indkaldelse til Handleplansmøde for min søn, hvor vi så skal tale om de vanskeligheder, han har og hvad der kan - eller ikke kan - gøres ved dem i det regi, han bor i.

Alt andet lige, lidt af en lettelse. Men også det rette at gøre fra systemet. Nu vil jeg foreberede mig på mødet, og tale med barnet om, hvad han vil og hvad vi kan gøre selv. For det står jo stadigvæk klart, at systemet IKKE gør noget for min søn, hvis ikke vi som pårørende råber højt.

 

BALI og Barnet

Se her er sønnen i forgrunden med sit blå tøj og guitaren i favnen .. han spiller for de prominente… og er hans mor stolt … JAAAAA !!! Nedenstående er fra Fyens Stiftstidendes Netavis.

Bali sagde farvel med musik

Rådmand Søren Thorsager holder afskedsreception.

Foto: Jørgen Hansen

 

Bandet Bali, der til daglig holder til i Kulturhuset i Rytterkasernen, sagde farvel til rådmand Søren Thorsager med et par numre til receptionen i går. Bandet, der består af udviklingshæmmede, øver op til 25 timer om ugen i kulturhuset og har for nylig også spillet i Kansas City, hvor mange andre af byens up coming bands holder til. Bali spillede to selvkomponerede numre, og det lød ganske udmærket.

Søren Thorsager er gift med Lotte Bundsgaard, tidligere MF for Socialdemokratiet.

Med loven i hånden !

Med loven i hånden kan man komme langt. Man kan også lade være med at komme afsted overhovedet. Såmænd.

Det skal dog ikke stoppe mig fra at kæmpe som en gal løveinde for min søns velfærd. Han har krav på hjælp, støtte og et anstændigt liv, selvom hans hjemkommune ikke vil handle på hans problemer. De har så bare gjort regning uden vært. De har glemt hans furie af en mor !

Et lille udpluk fra klagebrevet, jeg sendte til den gode lederdame i Voksen-Handicapafdelingen.

“Assens Kommune har valgt at anskue min søns psykiske problemer som en klage over personalet i bofællesskabet, hvilket jeg er meget uforstående overfor.

Jeg anser det som ansvarsforflygtigelse ikke at ville tage sig af de problemer, jeg klart skitserer min søn slås med, og jeg kan kun på det kraftigste henstille Assens Kommune til at varetage den lovmæssige forpligtelse overfor min handicappede søn, som henhører under SKAL bestemmelserne i Lov om Social Service. Det burde ikke være nødvendigt at gøre lederen af voksen/handicap opmærksom på dette.

Den pædagogiske “laissez-faire” vinkel,  som det åbenbart lader til, personalet i bofællesskabet arbejder ud fra, efterlader min søn til ensomhed, selvforvaltning og derfor omsorgssvigtet af systemet. Ud fra en dybt fejlagtig antagelse om, at disse handicappede beboerne selv skal tage initiativ og ansvar for de ting, de vil, fordi det er deres eget hjem, undlader det pædagogiske personale at tage initiativ og ansvar for en gruppe mennesker, som grundet deres handicap bor i netop sådan et beskyttet miljø for at få den hjælp til det, de alle, uden undtagelse, har papir på, de ikke magter.  

Så med loven i hånden omsorgssvigter Assens Kommune sine handicappede medborgere.. “

Underretningen, der blev væk !!

 

I forhold til sociallovgivningen kunne man i “gamle dage”, det vil sige, da den gamle bistandslov eksisterede, foretage en underretning på både børn, unge og voksne.. Jeg mener det var §§ 18-20 stykker…

Det kan man åbenbart ikke mere! Nu gælder underretningsreglerne i lov om social service kun for børn og unge… For de nysgerrige er det § 154.

Således mente lederen af voksen/handicapafdelingen i Assens Kommune, og i øvrigt forholdt man sig så til underretningen på min søns problem med at ville skære i sig selv, deprimeret, stresset, etc. SOM EN KLAGE OVER PERSONALET…….. !!!!!!!!!!

Alt vel i den sammenhæng. Vi tager hjertens gerne en klagesag over deres faglige inkompetance og ansvarsforflygtigelse. Der er masser af eksempler, som lederen bliver præsenteret for. Senere.

Man henholder sig så til lovens bogstav om en “eventuel justering” af min søns handleplan, hvor jeg som mor kan blive inddraget, hvis min søn skulle ønske og acceptere det….

Så har vi lige været en tur ved håndvasken……. !

PS : Jeg kunne godt tænke mig at høre fra andre forældre, som har handicappede børn/unge/voksne i Assens Kommune. I kan skrive til mig på voluptissima@hotmail.com, som også er min msn adresse.

Vi må kunne gøre noget ved det her…!

 

Videre om barnets situation !!

 

Min søn har haft det mildest talt skidt det sidste stykke tid. Det har resultetet i, at han tænker på at skade sig selv ved at skære i sig selv. Han er handicappet, en hjerneskade forårsaget af for lidt ilt til hjernen under fødslen.

En praktikant på det sted, han bor tog affære og tog sagen med på gruppemøde, efter jeg havde ringet og fortalt om hans sindstilstand. Dette skete sidste mandag. Jeg hørte INTET fra stedet, og valgte derfor at tage over til min søn torsdag og blive til lørdag …. Intet af personalet kontaktede mig i de dage for at fortælle mig, hvad udkommet af samtalen om min søns velfærd var blevet.

Jeg gik derfor selv til lederen ved en uformel snak om fredagen… hvor man så kunne informere mig om, at man ikke havde tænkt sig at gøre noget “for han har jo så mange tanker, der myldrer rundt i hovedet på ham” …………………………………………………. !

Målløs sad jeg så lidt, og småsnakkede videre.. Det ville ikke rigtig synke ind i hovedet på mig, før jeg kom hjem lørdag aften og bare gav los. Jeg græd og græd, var dybt bekymret, og gik med den her virkelig dårlige mavefornemmelse. Noget var galt, jeg måtte gøre noget,  handle fornuftigt for min søns skyld.

Det her er jo ikke første gang, jeg har henvendt mig, fordi jeg er bekymret for ham, eller for den sags skyld undrer mig DYBT over deres “pædagogik” og måde at tale til beboerne på … Her synes man det er i orden at påtale overfor min søn, at det ser grimt ud med hans fede mave og at han skal tage noget andet tøj på….

Kan det så undre, at han bliver ked af det og ikke føler sig godt tilpas I SIT EGET HJEM ……….. Og det er noget, ikke kun pædagogerne gør, lederen jeg talte med syntes det var helt i orden at sige sådan !!!!

På grund af ovenstående valgte jeg at lave en underretning på min søn, så systemet er nødt til at reagere. Lave en undersøgelse over hans behov for hjælp. Når nu det professionelle personale ikke kan se, han har brug for hjælp, og behandler ham som et råddent æg, så må jeg træde til - igen.

Kun 2 steder har jeg mødt hjælp, forståelse, viden og indsigt til min søns forskellige problemer. Den ene var hans klasselærer gennem 9 år, og det andet sted var Brangstrupskolen ved Ringe på Fyn. Jeg har sjældent mødt så superprof. mennesker,  som de pædagoger og lærerere min knægt mødte der. Det var simpelthen til UG, kryds, bolle og slange. Læs her et indlæg fra Socialpædagogen om stedet.

Vi afventer, som det hedder i fagsproget… !

 

At underrette de rette

Så har jeg lavet en officiel underretning på min søn til det sociale system. Jeg kan ikke vente på, at dovne og uduelige pæda-køer og et langsommeligt system får nosset sig sammen til at tage ansvar og  hjælpe min søn.

Min mavefornemmelse var ikke god, da jeg kom hjem her til aften. Den blev ikke bedre, efterhånden som aftenen gik og jeg blev klar over, at  jeg måtte gøre noget, noget der virkelig rykker. Det er min søns helbred, psykisk som fysisk, vi taler om her. Hele basis for hans liv … Jeg kan ikke svigte ham, jeg er hans mor … Hende,  han altid kan regne med og stole på. Hun er der - altid - uanset, hvad.

De forhåndværende søm må derfor tages i brug .. det har jeg så gjort, og brugt mit kendskab til loven. En officiel skrivelse til systemets forlængede sagsbehandlerarm, så hun SKAL tage affære.

At handle … og ikke kun reagere. Det må være det, der skal til.

Lord, Hear Us, Help Us In This Hour Of Need.

Barnets Sjæl !

Den tilbagevendende sorg over at have et handicappet barn rykker i min sjæls tove for tiden. Min dejlige dreng har nogle vanskeligheder, der gør, at han har meget svært ved at håndtere stress, især psykisk stress.

På grund af den hjerneskade, han er født med, forarbejder hans hjerne indtryk og ny læring ekstremt langsomt. Han kan derfor ikke klare mere end et par beskedder på een gang, så mister han overblikket, ligesom han mange gange skal fortælles den samme ting eller “diskutere færdig”, inden han har forstået et problem eller noget viden. Vi taler ikke om 2-3 gange… Vi taler 15-20 gange…. flere dage i træk.

Der skal heller ikke ændre i “progammet” sådan lige pludselig, så kan han ikke følge med, og han bruger derfor utrolig meget energi på at checke aftaler, så han er sikker på, han har forstået det hele rigtigt og at der ikke sker uforudsete hændelser, han ikke er foreberedt på. Sker det .. og det gør det jo ind i mellem .. så bliver han utryg og oplever angst- og stressanfald.

Han er meget, meget langsom til alting. Han fortaber sig nemt i det, han foretager sig, og glemmer derfor det, han skulle lige bagefter. Afledes han, mens han er i gang med noget, kan han ikke af sig selv vende tilbage til den aktivitet han var i færd med.

Dertil kommer, at han rent bogligt/intellektuelt ligger et sted midt i 3. klasse, og hans evne til at forstå abstrakte begreber er derfor tilsvarende udviklet. Det giver selvsagt nogle svære vilkår at være menneske på i den verden vi lever i. Han kan ikke klare sig med sin meget veludviklede rum/retningssans og sin musikalitet.. Det er der ingen efterspørgsel på i vores præstrations-perfektionssamfund.

Det er nogle af de værste forhindringer, mit barn arbejder med. Når der så kommer for meget på tallerkenen i form af konflikter på arbejdet og tilpasningsvanskeligheder i det bofællesskab, han bor i, så “kager” det for ham. Han føler angst, vrede, sorg, frustration, så meget, at han ikke ved, hvordan han skal håndtere det …

Da han var lille, børnehavebarn, slog han hovedet ind i væggen, når han “fik sine ture” … senere, i skolealderen … kom den der med “jeg vil ikke leve mere, jeg slår mig selv ihjel, jeg er bare en handispasser” … han er desværre så klog, at han godt ved, han er anderledes……. Nu får han tanker om at skade sig selv ved at skære i sig selv ….

Behøver jeg at sige, at jeg græder snot i stænger, når han har det sådan. Dybt ulykkelig bliver jeg, for jeg føler mig så magtesløs… Jeg synes ærlig talt ikke, han har fortjent at have det sådan.. Han har nok at slås med som det er ….

Når jeg så er færdig med at græde, så bliver jeg vred…meget vred. Jeg kunne slå alle de “professionelle” voksne, der er omkring ham, til lirekasseidioter… I skal jo være der for at passe på min dreng, det er dét, I er uddannede til, det får I jeres penge for …. Hvorfor har I ikke opdaget det her … Hvorfor skal jeg, der bor så mange kilometer fra ham, igen og igen redde trådene ud for ham…… ?

BALI Music Projekt på Kansas City i Odense

 

Så skal min fantastiske knægt spille koncert med sit band på Kansas City den 6. juni 2008. Dørerne åbner kl. 19.00, billetter kan købes ved døren af den simple og nette sum af 50 kr.

Det er min vidunderlige unge mand i den gule trøje bagerst til højre… Normalt er han trommeslager, men han har også taget guitaren til sig som sit instrument nr. 2.

Rock On, knægt.. Din mor er SÅ stolt af dig…