Der er ingen tvivl om, at følelsen af ensomhed og tomhed lige nu fylder mit sind. Jeg har i mange, mange år defineret min eksistens, min identitet i forhold til 2 størrelser, nemlig som mor til et handicappet barn og som arbejdstager, nemlig som socialrådgiver. Undervejs i forløbet mistede jeg meget mere ….. men det er en anden historie…. en helt anden.
Min søn er nu snart 20 år gammel. Han bor ikke længere hjemme, men i et bofællsskab for sig selv, hvor han er begyndt at trives. Der er stadig indkøringsvanskeligheder, men det er til at overkomme. Jeg skal stadig være der, på en måde, som rigtig mange forældre til voksne handicapbørn også er det, fordi systemet ikke kan stille med de tilbud, som det voksne barn har behov for. Og fordi der er skåret så kraftigt ned på aktiviteter, støttetilbud og især - personalenormeringen - for handicappede, at man skulle tro, det var løgn.
Altså … fik jeg den fred, jeg havde regnet med, da min søn blev 18 ? Nej. Der kom bare en masse andre frustrationspunkter oveni hatten,som jeg helt sikkert ikke havde regnet med. Jo. Han bor ikke hjemme længere, han har sit eget nu, sin egen hverdag, sine egne ting, han foretager sig. Men derfor ringer han stadig mange gange i løbet af ugen, han skal lige snakke, fortælle etc. Det er som at være pædagog på distancen, for der er ikke personale til at hjælpe ham med de opgaver og problemer, han uvægerligt støder ind i. Jeg græmmes.. mig og Søren Brun … vi græmmes. For det føles ikke ubetinget som nogen lettelse, det her. Eller også er jeg naiv, og troede, at jeg kunne lægge mine bekymringer og min arbejdstid fra mig, så der endelig blev tid til mig selv …. blot for at opdage, at der ikke bliver søgt om de tilskud etc. han har behov for eller ret til fra den kommuale sagsbehandler. Der sker faktisk ikke en skid, trods en ansøgning, jeg sendte for over 1½ måned siden..
Jeg må have en eller anden forventning til systemet, som ikke står mål med den virkelighed, jeg oplever. Jeg forventer simpelthen det optimale til min søn, hele tiden, af dem alle sammen. Det perfekte. Og det er jo helt sikkert, at det magter systemet ikke at leve op til. Ikke engang halvdelen af det, jeg forventede, kommer af sig selv. Det er stadig noget, vi er nødt til at ansøge om, ringe om, spørge om… og det er stadigvæk tænderudtrækkende og så enormt stressende og bekymrende …
Det ene god ved det her er, at jeg ikke har ham længere hver eneste dag. Ja. Det har taget mig mange år at nå dertil. For det ville jeg ganske enkelt ikke kunne holde ud. Det er så stavnsbindende, ikke kun fysisk men også psykisk. Jeg orker ikke mere at stå til rådighed for et barn, som var så krævende som han var. Det giver mig næsten kvalme at tænke på det. Så forstår jeg godt, hvorfor jeg brændte ud. Hvorfor jeg gik ned med stress.
Tabet af rollen som mor - som var så altopslugende i alle dens afskygninger, efterlader mig derfor med et enormt hul i maven … jeg ved ikke, hvem jeg selv er mere … for hende, jeg forlod, da jeg blev mor til et hanciappet barn … hun eksisterer ikke længere i den form, jeg kendte hende i. Rollen skal nyopfindes, den er ikke den samme længere. Det er kvinden heller ikke. Angst, bekymring, vrede … så mange følelser kommer væltende ind over mig, at jeg næsten mister vejret ind i mellem.
Det bringer mig til den anden del af mit identitetstab. Jeg var i mange år alene, også om de arbejdsopgaver, der hed uddannelse og job. Jeg læste på S.U., eftersom man i den lille kommune, hvor jeg boede, ikke mente jeg var berettiget til en revalidering. Det betød, at vi var meget fattige mens jeg læste. Mine forældre hjalp mig økonomisk og med at passe min søn, når han var syg eller jeg skulle noget, hvor jeg ikke kunne have ham med. Min søn var tit syg som barn, i mange år var det ikke ualmindeligt, at han havde 14 dage med sygdom, så 14 dage fri for sygdom, og så kørte ruletten igen…
Jeg blev uddannet socialrådgiver i 1996, efter 3½ års studie. Jeg nåede at have ca. 4 år på arbejdsmarkedet, så kunne jeg ikke mere. I januar 2002 måtte jeg sige farvel og tak, jeg var så syg af stress og udbrændthed, at havde nogen taget mig med på psykiatrisk afdeling, så havde jeg fået diagnosen PTSD i svær grad. Ingen tvivl i mit sind der. En tidligere kæreste, som jeg mødte, mens jeg havde det allerværst, fortalte mig senere, at han faktisk var bange for, jeg var psykisk syg, da han mødte mig.. Ja. Sådan ser det ud, når man er udbrændt i den kaliber, jeg var det.
Så begyndte et sandt kommunalt helvede. Jeg gemte mig i systemet i 1½ år, jeg troede, det ”gik over af sig selv”. Til sidst måtte jeg sygemelde mig, og på sygedagpenge, der var ingen anden vej ud. Det hørte op i 2005, uden yderligere foranstaltninger, så jeg røg på kontanthjælp, forsørgertakst. I denne periode måtte jeg stoppe med at betale lån i banken, studielån og anden gæld, jeg havde, ellers havde vi ikke råd til at leve …. ja, du læser rigtigt … vi havde ikke penge til mad. Til tøj. Til fritid.. til det, der kaldes et liv. I maj 2006 blev min søn 18 år. Da røg jeg fra forsøger til ej forsørgertakst, og måtte flytte i al hast til en midlertidig bolig ude på landet. Det var - uden sidestykke - noget af det mest stressende, jeg har oplevet. Oveni at blive syltet af kommunen, så var der ingen som helst hjælp at hente i forhold til min situation. Jeg var økonomisk fallit, jeg var psykisk ude af drift, og for at det ikke skal være løgn, så fik jeg i foråret 2006 fået konstateret fibromyalgi. Oven i det forhøjet blodtryk, som grundet stress ikke ville falde til ro. Så der kom nok en udgift i form af medicin til både blodtrykket og til smertebehandling af fibromyalgien.
I løbet af godt 5 år lykkedes det mig at miste min arbejdsidentitet, og ryge helt ud af systemet. Jeg havde ingen arbejdsevne tilbage, min økonomi var - og er - fuldstændig gennemhullet som en si, og jeg kunne ikke se 5 cm frem for mit eget næseskind. Jeg følte i den grad, at systemet havde svigtet mig, svigtet min søn … og efterladt mig i rendestenen, uden nogen som helst form for hjælp til at komme videre … ikke engang en anerkendelse af, at det arbejde, jeg havde gjort for min søn, var vel udført, var blevet påskønnet … et eller andet sted i systemet. Føj, jeg var — og er — bitter på den måde, vi blev behandlet på.
Skulle jeg nogensinde have ønsket “amerikanske tilstande” herhjemme, så var det i forhold til at sagsøge den kommune, vi boede i, for manglende indsats for både min søn og jeg, mangelfuld sagsbehandling, svigt, svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, både løn og pensionsopsparing, helbredsmæssig nedslidning og forværring af helbredstilstand …. ja, jeg kunne nok finde et par stykker til. Enhver, der har en lommeregner lige ved hånden, kan bare begynde at gange 25.000 med 12 og så fortsætte med at gange med 35 …. bare sådan til en begyndelse.. det er ikke PEANUTS, vi snakker om her.
Det jeg fik …. var en pension i januar 2007…. det var billigt sluppet !
Nye kommentarer