I mit nu 42 årige liv har jeg mødt en del mænd og sandelig også en del kvinder. Smukke, dejlige kvinder og sexede, følsomme mænd. Sådan cirka. Jeg har haft mange samtaler med begge køn om parforhold, tanker om tiltrækningskraft, hvorfor falder vi lige for den ene type og ikke den anden ? Forandrer vores smag for en bestemt type mand eller kvinde sig gennem tiden, eller forbliver den den samme gennem hele livet ?
Skal vi tale genetik og biologi, så tiltrækkes kvinder af flere forskellige typer mænd alt afhængig af, hvor de befinder sig i deres menstruationscyklus. Når der er ægløsning, er det en kampkraftig, råsexet mand med dyrisk apeal, og når menstruationen nærmer sig, og der måske er “bid”, vil hun hellere have en følsom og indlevende mand. Der er selvsagt også forskel på den fysiske udformning, man så kigger efter på et givent tidspunkt.
Mænd kigger efter en fødedygtig kvinde, og da den hormonelle balance for deres vedkommende ikke spiller den store rolle, i alt fald sammenlignet med den kvindelige, så vil valget være nogenlunde stabilt set over en måneds forløb. Kvinden bliver som sagt valgt efter kriterier for, hvor fødedygtig hun er. Der er så også forskel på, hvor i cyklus kvinden er, jo tættere på ægløsning og deromkring, jo mere attraktiv er hun. Selvsagt.
Når den biologiske forskel så er fastlagt, for den kan vi jo tage læsebrillerne på, så må jeg stille mig tilbage og undre mig… for der er mange, mange andre faktorer, som spiller ind. Faktorer, som jeg ikke synes, den bio-genetiske forklaringsmodel giver mig svar på.
Når gamle Sigmund skal på banen, ved vi efterhånen alle, at drengen forelsker sig i mor og pigen i far. Det vil sige, at hele det kønsidentiske slag skal slås her, i den ødipale fase.
Den sunde udvikling er der, hvor pigen får lov til at se og lære af mor, og blive set og anerkendt af mor. Til at begynde med er det lege der er “gøre lige-som”, nu leger jeg med dukker, klæder mig fint ud etc., så gør jeg ligesom mor. Min kønsrolle formes med andre ord efter den tilgængelige kvindelige model. Er mor en meget pyntelig dame, så bliver datteren det nok også, er hun en emanciperet kvinde med fod på alle i husstanden, så bliver datteren sandsynligvis også en viljestærk og principfast kvinde. Disse eksempler er selvfølgelig klokkeklare i deres symbolik. Der er tusindvis af forskellige udfald i denne kønsudviklingsroulette, uden vi af den grund synes det er mærkeligt. Lille Iben kunne jo også vælge at blive en drengepige frem for en pyntedukke, eller en rigtig haus-frau frem for en rødstrømpe. Eller noget helt ottende.
Det er her, vor fader kommer ind i billedet. Godt nok står han lidt på sidelinjen hvad angår den direkte kønsidentifikation, men han er lige så vigtig i denne sammenhæng som mor er. Mor giver lille Iben en rollemodel, viser Iben, at hun er kvinde og skal være kvinde på en bestemt måde, hvor far giver hende en direkte kærlighed til sit eget køn, fordi han har elsket hende som den fantastiske lille pige, hun er. Samtidig har han vist lille Iben, at han forguder hendes mor, og synes den slags kvinde Ibens mor er, er helt og aldeles fantakstisk.
Nu går lille Iben ud i verden med en fasttømret overbevisning om at være god nok som kvinde, fordi hendes far viste hende, at hun var en skøn, dejlig, fræk, slem, smuk, sød, fin og så fremdeles lille pige, og med en rolig indoptaget kvindemodel, fordi mor var en fornuftig kone. Hun står med andre ord godt rustet, den lille dame. Hun ved, hvem hun er som kvinde, og hun ved, hvilken type mand hun vil have, fordi far har vist hende, hvordan en mand skal være. Hun har en sund og naturlig kønsudvikling med sig i bagagen, og det giver hende en god ballast i forhold til kommende valg af partner.
Nu har jeg brugt den lille Iben som model, fordi jeg er kvinde, men samme udvikling gør sig jo gældende for lille Søren, blot med omvendt fortegn. Far skal vise Søren, hvordan en rigtig mand gebærder sig, er han mekaniker-typen eller akademikertypen, eller bliver lille Søren IT-nørd eller fodboldspiller. Far viser Søren, hvor det mandlige skab skal stå, og Søren kan så siden se ind i skabet og finde sin mandetype derinde. Mor står så på sidelinjen, og modtager den lille Sørens uforbeholdne kærlighedserklæring, samtidig med hun viser ham, at den slags kvinde, som hun er, fysisk som mentalt, er en kvinde, der er værd at stræbe efter. For far viser jo mor interesse, og med den i bagagen vil Søren også synes, kvinder ligesom mor er værd at rende efter.
Hvis vi konkret ser på, hvad vi så faktisk vælger, så er der jo stor, stor forskel på den fysiske fremtoning og de indre værdier, vi går efter. Jeg har en teori om, at vi med alderen lærer nogle lektier om det at indgå i nære relationer med en fra det modsatte køn. Jeg har da selv lært en del, men må jo konstatere, at jeg vælger den samme “type” mand, selvom de har set meget forskellige ud, de mænd, der har været mine gennem tiden. Den første lignede min far af statur men ikke mht. øjen- og hårfarve. Den næste lignede ham også af statur, men var lyshåret, den næste det samme igen, den næste var mørkhåret, brunøjet og samme statur som far. Min nuværende mand er tynd, senet, lyshåret og blåøjet. Fysisk så langt fra min far, som han næsten kan komme. Følelsesmæssigt og psykisk ligner han ham, måske endda mere min farfar, end nogen anden.
Når jeg ser på min mands valg af kvinder, så har han haft en tendens til lyshårede, lettere rødblonde, kommunefarvede piger. Alle var rimelig slanke i overkroppen, og rundere ned over. Rigtig pæreformede damer. Min svigermor, som desværre er død, var en lille, lidt spinkel kvinde med denne kropsform, blå øjne og rødblond hår. Min mand ligner hende meget, blot er han høj, tynd og senet. En stor mandlig udgave af hende. Jeg ligner ikke min svigermor af udseende. Heller ligner jeg nogle af de andre typer kvinder, min mand valgte før mig. Jeg ligner nok mest min svigerfar. Stor, mørkhåret, robust i kropsform, æbleformet.
Når en mand som min så vælger en kvinde som mig, selvom jeg ikke ligner svigermor af udseende, hvad får ham så til at vælge mig i stedet for en, der ligner hans mor ? Hvad får mig til at vælge ham, selvom han ikke ligner min far af udseende ? Her kommer jeg lidt til kort, for jeg kan ikke med sikkerhed udtale mig fuldstændig kategorisk om dette. Er det u-udtalte, kropslige og psykiske mekanismer, der gør, at vi alligevel løber af med hinanden, når vi nu så åbenlyst ikke er den direkte fysiske kopi af den rollemodel, vi havde for øje som barn ? Er der følelsesmæssige bånd til stede i kønsidentifikationen, der gør, at vi vælger en model, der har de samme psykiske klangbunde, som den model, vi fik med hjemmefra. Som er farvet, både af far og af mor. Fik vi selv den sunde udvikling med, der gør, at vi kan sige, vi har en fast og stærk kønsidentitet, der giver os den base, vi har brug for til at vælge til og fra ?
Et par tanker fra blogland … ??
Den 7. juli 2008 skal vi til møde med kommunen angående handleplan for min søn. Vi har nu bedt om aktindsigt, så vi kan se, hvad der er af papirer etc. i det kommunale system. Især glæder jeg mig til at læse, hvad man tænker om min søns muligheder, fremtid etc., samt hvordan man anskuer hans vanskeligheder. Det er ikke mindst vigtigt i det fremtidige arbejde for hans ve og vel, som han ikke har haft meget hjælp til siden han flyttede ind sidste år i oktober.
Iben er nu lettere forvirret. Hun går igennem en ødipal fase, hvor hun nok forguder sin far, men kontakt med ham får hun aldrig. Der kommer ikke anerkendelse til hende, fordi hun er lille, dejlige, skønne Iben. Kun når hun er på en bestemt måde, får hun opmærksomhed og kærlighed. Ibens mor bekæmper de følelsesudbrud, Iben naturligt kommer med, når hun bliver vred, sur, gal, alle de “negative” følelser, som kvinder i Ibens familie ikke må vise. Disse udbrud betyder øjeblikkelig skæld ud, og tab af kærlighed og omsorg. Iben lærer, hun er forkert, hvis hun er på en bestemt måde.
Jeg tror det ikke. Jeg tror Iben vælger en mand, der psykisk har den sammensætnig, hun er kodet til at vælge, fordi sådan var far. Jeg tror også, hun fysisk set vil vælge en mand, der ligner ham. Der er større sandsynlighed for, hun igennem livet vil være tiltrukket af mænd, der fysisk ligner far, ved første øjekast, for så at screene dem for den psykiske kodning, der gør, at lige netop ham, hun har set sig lun på, er den “rigtige” for hende. Og jeg tror også, lille Søren vil vælge en kvinde, der har den psykiske kodning mor havde, og ligeså primært vælge en kvinde, der fysisk ligner hende. Eller, som Iben, flytte blikket mange gange efter kvinder, der fysisk set “ligner” mor.
…. men vi ligner ikke hinandens mor eller far, min mand og jeg … de fysiske træk er helt anderledes. Så holder min teori jo ikke. Vi er nummeret udenfor rækken. Jeg kan dog konstatere, at min mand stadig synes, de rødblonde, små og feminine er interessante (han er ret betaget af blandt andet Hellen Mirren, Shakira,Kate Blanchet og Madonna ) frem for den mørkhårede, som jeg er. Og jeg kan konstatere, at en mand med en stor, fysisk og meget maskulin fremtoning stadig er noget, der fanger mit øje (skuespillerne Russel Crowe, Bruce Willis og Nikolas Cage er jeg helt vild med, men jeg kan også falde i svime over Johnny Depp….).
Nye kommentarer