Jeg græmmes…

Som Søren Brun… jeg græmmes …. over Dansk Folkepartis gentagne valgfremgang… hvad i al verden er det dog, der gør, at de har så stor vælgertilslutning ? Kan nogen forklare mig det, for jeg har svært ved at forlige mig med tanken om, at almindelige danskere kan være så, ja, undskyld, dumme, at de stemmer på DF…

Der er ikke politisk konsensus i deres valgløfter. De gør ikke det, de siger, selvom de siger det. Det hænger simpelthen ikke sammen. Deres direkte menneskefjendske holding til mennesker af anden etnisk baggrund end dansk er direkte racistisk, selvom Pia ikke vil indrømme det - åbenlyst. Deres holdning til globalisering, internationalt samarbejde og ikke mindst socialpolitiske tiltag overfor de fattigste grupper i landet har en helt anden dagsorden, end den de giver udtryk for.

Kontanthjælpsloftet er lavet for at gøre gruppen af flygtninge og indvandrere, der modtager “almissen” endnu fattigere. At det så rammer en procentdel af etniske danskere, det er ærgerligt. Men den er først og fremmest indført for at få denne gruppe af borgere til at købe en enkeltbillet hjem.. og gerne med repatrieringshjælp i baglommen og aflevering af opholdstilladelsen grænsen, for aldrig mere at vende tilbage til landet, som flyder med mælk og honning.  

… jeg græmmes….

……heldigvis ikke over SFs flotte valgresultat. 23 mandater, det er simpelthen fantastisk. En fattet, træt og glad formand kunne i aftes sætte ord på sejren, og det jeg hæftede mig ved, som jeg også gentagne gange har sag til manden i mit liv, er Villys Vise Ord:

1. Vi skal snart til valg igen, for Foghs flertal kan ikke bære de store reformer, skat og kvalitetsreform af det offentlige, han gerne vil have indført. Det politisk brede samarbejde bliver ikke en realitet.
2. Fare for generalstrejke til foråret, når der åbnes for lønforhandlingerne med offentligt ansatte. Jeg håber personligt på, at alle pædagoger, SOSU’er og skolelærere nedlægger arbejdet, og at sygeplejerskerne, buschauffører og DSBs togpersonale sympatistrejker.
3. Fattigdom og nedslidning af den offentlige sektor begynder at gå op for den almindelige dansker. Dette bliver set som konsekvensen af Foghs snigindførelse af minimalstaten, afviklingen af den offentlige sektor.

Det, der i fremtiden kan bekymre mig, er udsigten til en pludselig rentestigning, fald i boligpriserne, konjunkturafmating og deraf følgende arbejdsløshed og tvangsauktioner af huse .. det vil give en meget mærkbar social slagside, som jeg ikke er sikker på, ret mange boligejere har gennemtænkt.  

… Der bliver god brug for Trines Bix…

Fattigdommens Ansigt

De er der. De fattige. De bor lige rundt om hjørnet fra dig, deres børn går måske i skole med dine egne, og hvis du kigger godt efter, så er det nemt at genkende dem i bybilledet. Hvis du altså tør.

Fattigdommen er reel. Den er tilstede. Den banker på døren, og vil ind, og er kommet det hos mange familier i dette smukke land. Læs blot på dette link, og især denne historie fra en familie, som lever med kontanthjæpsloftet som en snigende trussel hver eneste dag. Historien er fra siden “Loftsramte Eksperter”, som linket ovenfor henviser til…

 

Nu står der d. 19 på kalenderen, så skal vi til og i gang med næste måneds regnestykke. Det evindelige spørgsmål hver eneste måned er, er der penge til de vigtigste regninger? 

Vi har sat en smertegrænse, der hedder et gennemsnit på 200,- kr. pr døgn, det er ABSOLUT minimum for hvad vi kan leve for, 2 voksne og 4 teenagere.

Mange måneder kan det dog ikke hænge sammen, hvis der er et af børnene der har fødselsdag, skal vi have vredet 100 kr. til gave plus 100 kr. til at holde fødselsdag for ( til boller, kage, saftevand etc. ), ud af månedens budget. De ca. 200 kr. det som MINIMUM koster at holde fødselsdag, kan være meget svære at finde i et skrabet budget, men det vil vi have penge til.

Hvis der er en der har slidt hul i en sko, kan det ”æde” 2 døgns ”pengepulje”, det er svært at finde sko til under 200 kr., dog kan det godt lade sig gøre, men det er ikke altid en teenager bliver lige lykkelig over et par ”yt” gummisko, de har dog lært at nøjes med hvad de kan få.

Alle de regninger der er forfalden i næste måned samler vi i en bunke (sammen med dem der er forfalden). Huslejen SKAL betales til tiden, elregninger, varmeregninger, vand, kabeltv, telefonregning osv. må vi ringe rundt og bede om enten at få udsat eller splittet i flere dele. Dette er som oftest ikke noget problem, blot vil selskaberne have 100-250 kr. for at udsætte eller dele op, men det må vi tage med, hellere det end at få lukket for strøm, varme eller vand.

Hvis regningerne blev betalt i den fulde størrelse til forfaldsdagen, ville vi spare en masse gebyrer, det er ikke unormalt at der til børnepengedag er gebyrer for 5-600 kr, for at splitte- og udsætte regninger, disse penge kunne vi købe sko, jeans, undertøj og en sweater til en af ungerne for.

Det er vores store drøm i det nye år, at komme lige med, med alle regninger. Så vi kan få startet op med et budget, hvor vi sætter penge af til regningerne, f.eks når der kommer børnepenge, men det er svært at komme lige med, når man konstant halser bagefter. Det er en drømmesituation, hvis der bare var penge til regningerne på en budgetkonto, så skulle vi ikke ligge vågne om natten og spekulere på, om der skulle være noget man ku ”barbere væk”.

Men som sagt, er det en DRØM

Derfor stemmer jeg på SF. Fordi alle mennesker i dette land fortjener at få en chance for en MENNESKEVÆRDIG tilværelse. Og det er disse statements bestemt ikke udtryk for. Den, der siger det, er et koldt, kynisk menneske.

Husk det, når du skal stemme. Husk, at det kan lige så let blive dig, der ryger i svinget.. og står i samme situation som familien her ovenfor.

Forfejlet holding til sygefravær

Jeg er en af de mærkelige mennesker, der læser Ugebrevet A4. Jeg læser også Information, og Weekendavisen… men i dag læste jeg nedenstående artikel. Og eftersom den indtil videre siddende regering besynger arbejde som løsen for alle sociale problemer et menneske måtte have, så kommer der her en lille artikel skrevet af Marie Preisler, som sætter fokus på den forfejlede fokus på sygefravær…

Min konklusion på artiklens indhold må blive, at det er farligt at blive syg som lønmodtager i DK. Du bliver fyret og får ikke hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. For de vil ikke have dig, derude, når du ikke kan yde 150 %. Det koster i ressourcer, menneskelige såvel som økonomiske. For det er alt andet lige en gevinst for samfundet, hvis et menneske får hjælp til at vende tilbage som enten delvist eller fuldt arbejdsdygtig.

Så Anders & Co. I har ikke gjort det tilnærmelsesvis godt nok. Så I skal skiftes ud, stå uden job, for så kan I lære det.

Her er de kloge ord:

Danskeres sygefravær er lavt, fordi mange går syge på arbejde eller fyres under sygdom, vurderer Henrik Nielsen, overlæge ved Center for Arbejdsfastholdelse/ Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus. Han er ikke imponeret over den ellers højt besungne danske flexicurity-model. A4 har spurgt hvorfor.

Henrik Nielsen, alle taler om, at sygefraværet skal ned, selv om danskere kun er halvt så meget syge som svenskere. Er sygefravær et overdrevet problem?

»Ja, sygefraværet herhjemme er lavt sammenlignet med de øvrige nordiske lande, Holland og flere andre europæiske lande.«

Vi lever mindre sundt og kortere tid end vores nordiske naboer. Men vores sygefravær er langt mindre. Hvorfor?

»Der er stor forskel på, hvordan arbejdsmarkederne er indrettet i de nordi-ske lande. Den danske model betyder, at det er meget lettere at fyre medarbejdere i Danmark end i vores nabolande. Trygheden i ansættelsen er langt mindre her. Mange danskere går på arbejde, selv om de er syge. Det viser et projekt, vi laver i samarbejde med de praktiserende læger. Der er masser af fokus på, at sygefraværet skal nedbringes, men ikke på det faktum, at mange slæber sig på job, selv om de har helbredsbesvær.«

Er danske arbejdsgivere hurtige til at fyre folk, der er syge?

»Ja. Mange afskediges under et sygdomsforløb, viser vores projekter her på Center for Arbejdsfastholdelse. I Danmark er det svært at fastholde sygemeldte på arbejdsmarkedet. Efter et antal uger er det næsten umuligt at komme tilbage i job. Arbejdsfastholdelsen fungerer langt bedre i de øvrige nordiske lande. I eksempelvis Sverige har arbejdsgiveren pligt til at lave en revalideringsplan for den syge medarbejder.«

Den danske flexicurity-model skamroses internationalt. Men du er ikke imponeret?

»Der er mange bivirkninger ved den danske model. Usikkerheden og udstødningen er stor. Når man er syg, går man ikke bare lige ud og får et andet job. Virksomhederne efterspørger folk, der kan løbe stærkt og er dygtige, og det er svært at byde sig til, hvis man i en periode ikke kan yde fuldt ud. Man mister selvværd. Og at være syg er faktisk meget arbejdskrævende. I Norge og Sverige har den sygemeldte trygheden ved at vide, at de ikke afskediges. Herhjemme er det op til den enkelte sygemeldte at være sin egen advokat.«

Er det arbejdsgiverne, der svigter?

»Vi oplever, at mange arbejdsgivere ofte gerne vil beholde Ole, selv om han får rygsmerter eller en blodprop i hjertet, men de frygter, at det er uforsvarligt. Den lille tømrermester og maskinfabrikken har naturligvis ikke indsigt i de sociale

regler, som ellers rummer en del muligheder for økonomisk kompensation, hvis de beholder den syge medarbejder. Virksomhederne mangler i udtalt grad konkret, individuel rådgivning, og den nuværende regering har desværre sparet på arbejdsmiljørådgivning og fjernet kravet om en bedriftssundhedstjeneste på alle virksomhederne. Situationen forværres yderligere, fordi kommunerne i sagsbehandlingen af sygedagpengesager er pålagt mange bureaukratiske regler, som tager tid og kræfter fra kontakten til virksomhederne og andre samarbejdspartnere.«

Hvad skal til for at nedbringe sygefraværet?

»En tredjedel af sygefraværet skyldes arbejdsmiljøforhold, der kunne forebygges med et godt arbejdsmiljø og trivsel. Samtidig skal man sætte ind med hjælp til de 20 procent af de sygemeldte, som har 80 procent af sygedagene. De er i dag ofte passivt sygemeldt, men kunne med hjælp og støtte i stedet være aktivt på vej tilbage i job.«

Fru Fræ’eræksen og Ø-Karen

Her den an’ auten så jæ et par dam’mænsker i tv-avisen.. de snak’ nu nå’ for ders syg måster, gjor’ de.

Ø-Karen snak’ en hel del om arb’ .. at al’ de fattig skal bare arb’, så går det hel’ maj nemmer’. så æ de’t fattig’ mer’ å de har heller ik’ non’ pråblemer.

De ska’ bar’ ha’ n娒 hjælp hvis a de har pråblemer … de ska’ ha’ et arb’, for a det æ det, der hjælper bæst. De ska’te ha’ hjælp te å betål huslejen æller hjælp te å tal mæ en psykolog. For det ka’tte bevilges. Men de ska’tte ha’ mer i bi’stans’hjælp, for a dæn æ stor nåk som den æ.

Så ka’ jæ bæ’er li’ fru fræ’eriksen.. hun æ en quin’ etter mit hjarte. Jæ’ syns nu bar’ te a hun lo’ Ø.Karen snak’ for maj un’ a hun gik te hen… For de’ der mæ’ å vær’ fattig. Det ve’ fru Fræ’er’æksen nu nåk mest åm, ja hun gø’

For væm var det li’såm a der var sosjalminister i 1990erne.. Det var jo Ø-Karen. Og så var hun jo å såsjal’dæmokrat. Men det ka’ jo gå te’ba’ for en’vær’….

Men va’ ve’ jæ’ - jæ æ jo bar’ en fattig førti’spænsionist…