Men når vi så ser alternativet … hvad gør vi så.. ? Er det bare den der vished om, at kampen med systemet aldrig hører op ? For jeg nægter simpelthen at slække på mine krav til omsorgen for min søn det sted, han bor. Han har fortjent et værdigt liv. Ligesom et hvilken som helst andet menneske i dette land.

Jeg kan kun sige følgende til dig: Tænk jer godt om, inden han flytter. Undersøg de muligheder I har. For er han først på et sted, som arbejder som de gør hvor min søn bor, så er det simpelthen en sisyfos opgave at få vendt den den “tilbudspædagogik” skude… Det er som om de hverken ser, hører eller tager ind, hvad vi siger som pårørende…

Det er en holdingsændring blandt personalet, der skal til. Jeg har tænkt meget over det her siden vi fandt min søns lejlighed i denne sølle forfatning, og så vidt jeg kan se, bunder det i den daglige ledelse, det daglige arbejde, og holdningen til, hvad en pædagog skal og ikke skal på et givent bosted.

Jeg mener jo ikke, der går nogen skår af deres “faglighed” ved at tage fat i en klud, en spand og en flaske ajax, vel.. Det kan være lige så givende en pædagogisk opgave at hjælpe med rengøringen som det kan være at tage på ture med beboerne. Men det er jo nok sjovere at tage på ture… !!!!

Men hvorfor skal vi derud hver gang, at vi skal fremvise “ugens glade krøbling” i medierne før der sker en handling?

Vi står jo for at sønnen skal flytte i lejlighed i et bofællesskab, altså indenfor de næste fem år. Og storsøster er i den tro at det kommer til at slå ham ihjel. Måske har hun ret? Men jeg er også nødt til at sige stop – kan ikke længere magte jobbet at passe en voksen mand i døgndrift og hvad hvis jeg får en blodprop imorgen – hvem er der så?

Jeg er helt enig med dig – kampene stopper aldrig, desværre….Og sådan burde det jo ikke være.