Resten af sangen stod jeg helt stille og lyttede til den kvinde, som jeg stadig beundrer for hendes enestående stemme. Hun kan synge gospel, så trafikken stopper, den mest forbenede ateist bliver troende, og jeg, der bare var en stor pige, fik tårer i øjnene.. det gør jeg i øvrigt stadigvæk, når hun synger “Silent Night”… for uden den sang er det ikke jul for mig. Mahalia skal fylde køkkenet, når jeg nu som næste generation af kvinder i min familie laver det måltid, som fejrer Jesu Fødsel … min version af juleanden.

Men livet går jo ikke altid som præsten prædiker, vel.. Så på grund af udbrændthed og nogle fysiske sygdomme måtte jeg i januar 2002 forlade arbejdsmarkedet. Stress havde endelig fået bugt med mig, og jeg kunne ikke længere klare mit job som socialrådgiver for torturoverlevere, et job, jeg holdt meget af og som på mange planer var yderst berigende. Jeg var alene med min handicappede dreng, som nu er en voksen mand, og på næsten alle områder af livet var jeg hende, der gav og gav – uden selv at tænke på at få fyldt ressourcedepoterne op! Der meldte troen sig – igen-  og denne gang ikke kun som spørgsmål eller besøg i folkekirken juleaften, men som reel følelsesmæssigt behov. Jeg blev simpelthen nødt til at følge den indre stemme, som fortalte mig, at jeg skulle “gå den vej”, for der lå nogle svar til mig, som jeg ikke kunne finde andre steder. Der lå – om man vil – vejen til en åndelighed, jeg havde forsømt i mange år.

Derfor var det at begynde at synge gospel en stor håndsrækning til min stressede sjæl og min klemte ånd. Jeg fandt simpelthen et fristed, hvor jeg kunne trække vejret og få tanket op til den næste uges tid, lægge mine byrder og bare VÆRE ! Det gav mig også mulighed for at synge netop det, jeg som 12-årig pige havde følt så dybt, at det der, det måtte jeg synge en dag – for det var og er alt det, jeg forbinder med at udtrykke min tro og takke for den gave, livet er.

Jeg bærer min tro med mig, der, hvor jeg går – og det er en stor lettelse, når livets genvordigheder presser sig på, at jeg ved, HAN er der, og at jeg er elsket. Mig. Et lille menneske i den store verden, en blandt milliarder. For mig er Gud lyset på den mørke vej gennem livet,  Han er Håb, der, hvor der intet håb er og han ER kærlighed – for størst af alt er kærligheden.

Guds Fred til jer alle sammen.

Miraklet i Assens handler om de handicappede borgere, som bor på Bostedet Møller Eriksensvej i Tommerup og Poul Mose Parken i Glamsbjerg. Det er de bosteder, som kommunen på sigt vil lukke for at kunne centralisere al handicapplejen i Assens og Aarup. Disse borgere er “over night” blevet så meget bedre fungerende, at de kan klare sig med meget mindre hjælp end før. Det er da et mirakel – og politisk meget belejliget, nu, der er sparerunde kamufleret ved “innovationsforslag” i det nyligt indgåede forlig.

Helt konkret handler “miraklet” om, at bostederne Møller Eriksens Vej og Poul Mose Parken vurderes til at kunne omlægges fra et §107 bosted til en §85 foranstaltning. Det vil kortfattet sige: Fra fuld støtte i hele bofællesskabet af hele personalet, når den handicappede beboer har brug for det til “støtte i eget hjem, og kun når du har besøg af din pædagog. Resten af tiden må du klare dig selv”.

Eller for nu at stille det så firkantet op, at selv en konservativ kan forstå det : Vil du lade din 6-årige datter klare sig med 5 timers “forældreomsorg” om ugen.. ? Det er det niveau, vi er på. Det handler om mennesker, hvis mentale stade befinder sig i aldersklassen 5-11 år. Og dem vil man lade klare sig selv, fordi man tror, det kan spare kommunen nogle penge.. ! Det kommer til at koste langt mere, end den besparelse, man har forestillet sig. Mange af de to bosteders beboere skal nemlig på en endnu dyrere institution, hvis man skærer i personalenormeringen, som en omlægning reelt betyder.

Hvordan har Assens Kommunes politikere og embedsmænd tænkt sig at bevise, at disse borgere mirakuløst er kommet sig over en hjerneskade, en udviklingsforstyrrelse og diverse fysiske og psykiske sygdomme ? Det påhviler nemlig kommunen at føre bevisbyrden, når man vil fratage en borger en foranstaltning, f.eks. ved at ændre i de tilbud, man har til borgerne, og derved stille borgeren ringere end før ! Vil man sætte syn under skøn ? Vil man lade gamle undersøgelse være det, der udgør “bevisbyrden” eller vil man nøjes med pædagogens udsagn .. ? Og hvordan med klagefrister, svarskrivelser, partshøring etc. ?

Vi venter i spænding på næste afsnit af “Miraklet i Assens”…. !

Som det måske er de fleste borgere bekendt forhandles der i disse dage også budgetter i kommunerne, budgetter, som strækker sig for det næste års tid, og for mange kommuners vedkommende, frem til 2015.

Således også for Asssens Kommune, hvor min søn bor på et af 4 bosteder uden døgndækning, et såkaldt §107 bostedstilbud. Kommunen har i sin visdom efter et besøg i Vejle kommune fundet ud af, at det kan “betale sig” at omlægge sådanne botilbud til §85 støtte i eget hjem.
Det siger sig selv, at det er en besparelse der vil noget for de mennesker, det går ud over. De allersvageste borgere i det danske samfund, mennesker, som ikke har evnerne til at tale deres sag, og som derfor er dobbelt afhængige af politikere og embedsmænds forgodtbefindende, det er dem, man vil spare på! og man er fløjtende ligeglade i Assens kommune med de høringssvar, både personale, beboerne og vi som pårørende har indgivet. Dem lytter man overhovedet ikke til, og man tager slet ikke bestik af det i beslutningsprocessen.

Budgetforliget er nu indgået, og der skal omlægges til §85 støtte. Det betyder i praksis, at min søn skal have 6 timers hjælp om ugen mod nu mulighed for hjælp 5 dage om ugen fra kl. 08.00 til kl. 21.00 . Hjælp, han er visiteret til, da han flyttede hjemmefra, fordi bostøttehjælp var for lidt..

Hvordan har “man” tænkt sig, at et menneske med en hjerneskade skal klare sig med så lidt hjælp ? Han kan ikke strukturere sin hverdag selv, får han ikke hjælp i form af en “voksen”, som styrer rengøring, indkøb, madlavning, tøjvask, oprydning etc., så sidder han i sin sofa og ser dvd, spiller på sin guitar eller hænger foran sin pc.. ! Han vil i løbet af 2 – 3 måneder tage mange kilo på og udvikle full-blown diabetes 2, hjerte-karsygdomme og så videre.. for der er ingen til at hjælpe ham med at smøre madpakke, købe sundt ind, lave sund mad, og frem for alt, hjælpe ham med at forstå og bearbejde den verden, han møder hver dag udenfor bofællesskabet.. en verden, som ikke altid forstår ham og som han har svært ved at manøvrere i uden hjælp.

Nu kørte det lige så godt på hans bosted.. jeg kunne endelig, efter 20 år, lægge noget af ansvaret fra mig, og begynde at bruge bare lidt tid på mig selv. Det er slut nu.. virkelig slut. Vi ender med at skulle hjemtage ham, fordi han går til i sit eget skidt og bliver både fysisk og psykisk syg, fordi han ikke får den hjælp, han brug for.

Behøver jeg at sige, at jeg er dybt rystet, ked af det, og meget vred på een gang. Behøver jeg at sige, at jeg er meget, meget bekymret for min søns fremtid. For hans liv !?

Jeg er beriget med en dreng med særlige behov, som nu er en ung mand. Han bor på en godt bosted på Sydvestfyn, og for et års tid siden fik stedet ny leder og nye pædagoger.. Det gjorde en verden til forskel for min søn, og for de andre beboere. Stedet ændrede grundkarakter, der kom faglighed, varme og hjerteblod med i arbejdet.. der blev talt om ETIK… og jeg både mærkede og så de tiltag, personalet førte ud i livet.. jeg så forandringen ske, også for min søn..

en skytsengel til min søn og hans “bofællesskabsfamilie”

Nu vil kommunen så spare.. igen.. på de allersvageste borgere.. De forslag, som de vise mænd i embedsværket har fintænkt sig frem til handler om at fjerne bostøttedelen og erstatte den med individuel støtte.. det vil betyde, at mange af beboerne, som i øvrigt bor i lejligheder, de selv lejer af et boligselskab, tvinges til at flytte – ingen ved, hvorhen – fordi der ikke længere er den hjælp til stede, de er visiteret til ..

Et andet brilliant stykke emdbedsmandsfantasteri er at lukke et bosted for at erstatte det med 7 nye pladser, som skal bygges.. Spørg mig lige, hvad besparelsen er her … min ringe regnesans siger mig nemlig nul komma nul kroner..

Man kan, hvis man ellers har bare en anelse omløb i pæren regne ud, at det første spareforslag vil ramme netop denne gruppe borgere ekstremt hårdt. De står allerede med mindsteindsatsen. Nu skal de klare sig selv, med måske højst 6 timers hjælp om ugen – alle har i større eller mindre grad problemer med at strukturere verden, og skal de selv til det, kommer alt til at sejle … indkøb, madlavning, tøjvask, helbredsproblemer, kontakt til myndigheder.. Jeg kan næsten ikke se mig ud af de vanskeligheder og problemer, min søn får, hvis han ikke, som nu, kan gå ud og få hjælp af personalet, når behovet opstår. Det er en hel Sjøvahl-Wahlø krimi værdig !

Vi får menneskeskæbner, som dør af sult og går til i eget skidt. Som får livsstilssygdomme i løbet af 2-3 år, som mister færdigheder og evner, fordi de ikke stimuleres og vedligeholdes. Som skubbes helt derud, hvor de var i 1955 … eller før.. usynlige for samfundet, ude af øje, ude af sind for almindelige mennesker. Og derfor også nemme at skubbe helt ud over samfundskanten.

Jeg beder virkelig til, at kommunens politikere tager NEJ hatten på og stemmer imod de forslag, som ligger fra embedsmandsvældet.. For det kan da kun have været en hjerneblødning, som har afstedkommet så elendige og menneskeligt degraderende forslag.. for ikke at tale om lovligheden af dem.. men det er straks en helt anden snak..

Det mener jeg ikke vi som samfund overhovedet kan være bekendt. Og slet ikke, hvis vi priser os af et begreb som næstekærlighed forklædt i politisk svøbe som omsorg for de svageste.. For kærlighed til næsten kender ikke til hudfarve, pengepung eller politisk standpunkt eller andet, vi dømmer mennesker efter.. Det kender ingen grænser.. og derfor er kærlighed til næsten netop det – til det menneske, som behøver den mest.. og det gør vore handicappede medborgere..

Vi har snart folketingsvalg.. Jeg håber virkelig på, der kommer en regering med tanke på næsten ! Især på den næste, som behøver det mest !

Jamen.. det kommer her.. det er et læserbrev til Fyens Stiftstidende omhandlende nedskæringer på min søns bosted.. og ikke kun der, men på hele handicapområdet i Assens Kommune.. Så må vi se, hvad den gode debatredaktør har at sige til det..

Der er ikke råd til pædagogerne, så du må gå over i Friluftsbadet …!

Assens Kommunes handicappolitik bygger på principper om inklusion, ligeværd og et liv så nær det normale som muligt med udgangspunkt i FNs Konvention om Handicappedes menneskerettigheder fra 2006.”

Disse smukke ord var de første, jeg læste, da jeg besøgte Assens Kommunes hjemmeside under fanen ”Handicap”. Flot, tænke jeg “Her er endelig en kommune med et ordenligt menneskesyn” …

Og hvad skal jeg så erfare som mor til en handicappet, ung mand, som er heldig at bo i et godt bosted i Glamsbjerg med en dedikeret leder og fremadstormende personale? At nu skal der igen spares, og endda så betragteligt, at min skønne knægt risikerer at skulle flytte fra hus og hjem, fordi der ikke længere vil være personale at finde på bostedet, hvis de planlagte besparelser føres ud i livet !

“Men det kan man da ikke, siger du. Så kan de jo ikke klare sig selv, hvis de tager alt personalet væk ! “
Der har du set helt rigtigt, søde ven ! Men det er sådan, det bliver, hvis spareforslagene vedtages som de ligger i budgetforslaget, for kommunalpolitikere vil hellere bevare Glamsbjerg Friluftsbad og Haarby Svømmehal, end tage sig af kommunens handicappede borgere ! Det er ikke en livsvigtig funktion at bevare en svømmehal og et friluftsbad. Men det er livsvigtigt for min søn, at han får hjælp til at leve et liv med inklusion, ligeværd og så nær det normale som muligt !

Eller var det bare noget, jeg læste et sted ! Ord er som bekendt taknemmelige, men når vi kommer til virkeligheden, til min handicappede søns liv og dagligdag, så gælder de flotte hensigtserklæringer åbenbart ikke længere !

Helt konkret betyder besparelserne, at min søn ikke får hjælp til at strukturere dagligdagen, kontakten til kommunen, lægebesøg, SKAT, banken, ingen hjælp til madlavning, ingen hjælp til indkøb, tøjvask, og alle de andre små og store problemstillinger, pædagogerne er så gode til at hjælpe med og som han grundet sit handicap har så hårdt brug for.
Han skal klare alle de ovenstående ting selv, og skulle han være så heldig at få bevilget 2 timer om ugen til ”bostøtte i eget hjem”, så skal han stoppe i sit elskede fritidstilbud, for i følge loven må han ikke begge dele !

Hvad skal min søn så lave, når han efter de kommunale nedskæringer sidder alene i lejligheden uden hjælp til noget som helst og intet at tage sig til i dagtimerne” – Nårh jo, han kan jo gå over i Friluftsbadet ! Eller tage en tur til Haarby Svømmehal.

Det er den virkelighed, jeg som mor til en voksen, ung mand med et vidtgående handicap skal være vidne til – IGEN ! Det holder aldrig op, kommunerne skærer og skærer i de sociale budgetter, og de handicappede lider under det – for der er ingen, der råber højt på deres vegne – og hvis der er, så hører vi kun ”Vi skal have vores Friluftsbad, for det er så godt for kommunens bosætningspolitik” !

Hvordan forstiller politikere i Assens Kommune sig, at min søn skal kunne klare at blive boende i sit hjem – sit eget hjem – uden hjælp ? Skal han gå over i Friluftsbadet og bede gæsterne om at hjælpe sig med at lave mad, vaske tøj, strukturere oprydningen, så han ikke går til i skidt og alt det andet, han grundet sit handicap ikke kan ? Eller skal der ligefrem lig på bordet, før I stopper den vanvittige nedskæringspolitik på handicapområdet !

Svar udbedes og det straks ! Min søn, og de andre handicappede borgere på de 4 bosteder i Assens Kommune kan ikke vente på, I bliver færdige med at bevilge flødevelfærd til resten af kommunens borgere.. !

Nix.. mit kamera virker ikke, og det andet er i opladeren. Jeg kan ikke få web-kameraet til at fungere, så I får et fra en tidligere begivenhed, nemlig i Juni måned dette år, hvor fruen sang for fulde gardiner..

Sangen er: Jesus I love You, og stedet er Metodistkirken i  Odense

Sorry, folk, på min mp3.. ja, så gammel er jeg, der ligger pt. nogle mindfullnes-meditationer Og skal jeg høre musik, så foregår det her på min pc, mens jeg skriver eller på vores anlæg i køkkenet eller måske i stuen, hvis ikke manden har okkuperet afspilleren..

Lige nu.. i dette øjeblik, hører jeg en dame ved navnet LaVerne Baker, en meget skrap blues/R&B/gospelsangerinde fra 1950-1960ernes USA.. Et nummer, jeg holder meget af, spiller lige nu.. “Just A Closer Walk With Thee”… så Preben.. eller Claus.. en dags tid, til Gudstjeneste.. så skal vi ha’ den på programmet.. den er BARE go’…

Andet er der ikke at sige.. selvfølgelig hører jeg gospel i stor stil, men bluesmusikken har også en stor plads i mit røde hjerte Noget, den smukke kvinde her til venstre i billedet mestrer til fulde.. Jeg kan desværre ikke uploade en sang med hende, som jeg syns er værd at lytte til, for det lykkedes bare ikke, hverken via YouTube eller på anden vis.. Men en dag.. så skal I høre hende..

Så.. nyd denne søndag aften.. Om lidt må der drikkes kaffe og tales lidt med manden, jeg har været til søster-weekend hele lørdag og halvdelen af i dag, så det er ved at være tiden, vi veksler et par ord med hinanden og SER hinanden lidt…..

Uha.. den var værre.. for jeg tror ikke, vi har et, hvor vi er samlet alle sammen.. Der er flere, hvor vi er sammen et par stykker, så det må altså vente til en dag, hvor jeg kan få lavet et helt familieportræt

Nåh.. jeg er en moden kvinde, godt gift og alt det der, men ham her.. han har en særlig plads i mit hjerte, for han var den første “heart throp”, fra dengang, jeg var ung, smuk og uskyldig..

John Joseph Travolta, f. 18.02.1954

John Joseph Travolta, amerikansk skuespiller, danser, sanger.. Han danser som en drøm, han synger godt, og han kan spille både the good guy og the extremely bad guy.
Jeg var solgt, da jeg så ham i Grease i biografen som 14. årig.. Fuldstændig solgt. Jeg ville bare ligge der i armene på den her lækre fyr, i stedet for hende der Olivia, ud med hende.. .. Næh, der skulle jeg da ligge og høre ham synge, danse med ham og i al min teenageuskyldighed, måske også kysse ham..

Siden er jeg blevet en anelse benovet over hans evner ud i det skuespilsmæssige, og min absolutte favorit er hans rolle i filmen “A love song for Bobby Long”, hvor han spiller en gammel faleret og stærkt alkoholiseret litteraturprofessor, som har slået sig sammen med en ung studerende i et lille hus udenfor New Orleans.
Da deres udlejer dør, efterlades huset til dennes datter, og så sker der noget i de to rom-glade gutters liv. Den kan stærkt anbefales, en virkelig varm og livsbekræftende film.

Gabriel Macht og John Travolta i “A love song for Bobby Long”

Rollen som den unge kvinde i denne sære 3-kant spilles af en af mine kvindelige favoritter, nemlig Scarlett Johansen, og som side-kick til den fallerede litteraturprofessor ses en meget dygtig og skøn skuespiller, nemlig Gabriel Macht..
Men I har nok andre favoritter med den gode mand.. for han har en lang karriere bag sig, og jeg tror, han har et par virkelig gode film i sig endnu.. så lad os se dem, John T.

Jeg fandt Blogspot ved et tilfælde.. en dag, jeg sad og surfede efter et sted at oprette en blog, som var nem at have med at gøre og havde nogle cool designmuliheder.. Og vupti, Pede, så dukkede blogspot op.. Så nemt var det.. det er nok 4-5 år siden, det skete…

Så kommer det at fylde indhold på og i sådan en blog. Det er straks en anden snak.. !!

Jeg blogger, fordi jeg ikke kan lade være.. fordi jeg gerne ville skrive noget mere.. fordi jeg følte et stort behov for at komme af med nogle ord på skrift, som ikke nødvendigvis havde forladt min hjerne via min mund, men formet sig i nervebanenerne, forladt hjernen, via armene og ud gennem fingrene.. Den slags ord.. cyper-ord.. ud til mennesker bag skærmene, som læser ordene, tænker, føler, mener noget.. mærker noget.. røres, blødgøres, fremmedgøres … måske endda oprøres..

Ord.. ord som forløser, som fremmer forståelsen, som gennemgår forvandlingsprocesser, som skaber nye sammenhænge.. ord er derfor fantastiske, magiske næsten..

Så er der alt det væsentlige.. indholdet.. emnerne.. og de ord, som hører til … Essensen. Men det er en helt anden snak, som former sig i et andet afsnit…