Symaskinesyningskvaler…

Den mindste hvisken…

og det er ud med jer, huske jeg hun altid skreg, damen henne ved katederet. Vores alle sammens håndarbejdslærer, rund og trivelig, og ventede hun sig, hvilket hun gjorde 4 gange i de 7 år jeg havde fornøjelsen af at have hende, var hun fuldstændig ulidelig at have som lærer. Ganske enkelt.

Nu kunne hun godt sy. Men særlig ggggrkkkreatiiiv var hun ikke, så det var til husbehov og praktisk brunt, vi fik syet. En slå-om-nederdel i et eller andet mærkeligt, rødt stof, en blå anorak, en gymnastikpose, en pudestramajting og et bogmærke… og så var det vist det, så vidt min gamle, faldefærdige syhullede hukommelse fortæller mig om håndarbejde i folkeskolen.

Det var godt, det var slut efter 7. klasse. Selv den dag i dag slæber jeg sjældent min symaskine frem.. da jeg havde én, vel at mærke. Skræk, rædsel, slæbende fodtrin, sved på panden og overlæben hver gang jeg skulle tråde undertråden på den gamle, grønne Husquarna… mine fingre fumlede afsted gennem luften, jeg tabte tråden, rent bogstavelig talt, og hullet i nålen gengav sig i flere udformninger i mit synsfeldt.. så mange udgaver, at jeg – af ren og skær angst for at fejle – valgte den forkerte, og ikke fik tråden igennem hullet…. Når det så lykkedes, og jeg af ren og skær glæde jublede ud i den klare, blå klasseluft, så hun på mig med en mine så stram, at selv Minnie Mus måtte krybe til korset. Jeg foldede mig sammen bag ved symaskinens vælde og skulle nu først i gang med den egentlige opgave… at få undertråden med op, så jeg faktisk kunne gå i gang med dagens haute-couture produktion.

Jeg flåede i den. Tråden. Og rev i symaskinens ædlere dele, til højre og venstre, jeg trådte på pedalen, hvis jeg da havde husket at sætte strøm til, og min nævenyttige klassekammeratinde, hende, der virkelig kunne sy og gjorde det, ikke havde hugget det sidste stik i væggen til sin altid velfungerende, velolierede maskine……

Lykkedes projektet med strømmen, var der for alvor dømt sy-ged i den…for sad jeg for længe og fumlede, vankede der skæld ud “Ka’ du sta’di’ ik’ hit’ u’ a’ det, Annsjalåt ” spruttede den lille, trinde dame for fuld dampspærring, og jeg trak vejret i små stød af bare bekymring…. “Nej” svarede jeg spagt … “Jeg kan ikke se tråden, og jeg kan ikke få undertråden med op” ….  “Nå, så flyt’ daj da, så ska’ jæ’ vis’ daj det – igæn”… og det gjorde hun så , hen ved en mindre halve snes gange, indtil hun opgav og lod mig sejle min egen sy-sø.

Hvordan det lykkedes mig at få produceret noget brugbart i håndarbejde og ikke gå til at af lutter skræk, rædsel og traumatiske sy-oplevelser ?? … Jamen, konen skulle jo kælve fire gange, og da havde vi den mest fantastiske vikar, sød, dejlig, venlig og HUN lærte mig at tråde maskinen ved blot at forklare det for mig én gang, mens hun viste mig det hele i “slow sy-motion”.

Så fik selv jeg, der stadig ikke har for 5 centimetermål tålmodighed med systof også lært dét, selvom jeg nu, som voksen, ikke syr andet end en knap i min mands skjorte eller hans bukser – eller mine egne, for den sags skyld ….

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s