Fattigforsorg, fra almisse til arbejde

Vi skal til valg. Og vi debatterer som aldrig før, på og udenfor nettet, på arbejdspladser, venner ibland og med hinanden, derhjemme i familien. Kort sagt, alle steder, hvor en god snak om velfærd og omsorg finder ord og tanker.

Jeg har derfor researchet lidt på fattigforsorgen her i landet, idet det er min påstand, at tanken bag forsorgen fra middelalderen og frem til nu ikke har ændret sig synderligt. Især ikke under den siddende regering, for hvem der i den grad skelnes mellem værdige og uværdigt trængende fattige.

Det første må være en definition af, hvad fattigforsorg er, så vi forstår begerebet i den kontekst, vi debatterer det.

Hvad er Fattigforsorg ?

Fattigforsorg er betegnelsen for de private og især offentlige foranstaltninger, hvis formål det er at skaffe mennesker, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, og som heller ikke har naturlige forsørgere, et livsnødvendigt underhold. Dette er stadfæstet i Grundloven af 1849.

Fattigforsorgen som privat velgørenhed kan ydes i form af almisser, der gives som enten naturalier eller penge. Ydelserne kan desuden henlægges til private eller offentlige institutioner, der som stiftelser, legater eller fonde har til formål at forvalte en formue i overensstemmelse med de testamentariske bestemmelser, hvorved den enkelte institution er oprettet. Privat velgørenhed kan endvidere ydes i form af kollekter, som er betegnelsen for de indsamlinger af milde gaver, der har fundet sted i kirker og ved henvendelse til den enkelte husstand.

Offentlig organiseret fattigforsorg kan ydes dels som individuel kost- og/eller pengeforsorg, dels som institutionsforsorg; i det sidstnævnte tilfælde har der været tale om institutioner som fattighuse og fattiggårde samt tugt- og manufakturhuse (arbejdshuse), hvoraf fattighusene var friboliger for såkaldt husarme fattige, dvs personer der ikke tiggede, og som ikke var optaget på forsørgelsesanstalter, og fattiggårdene var friboliger, der tillige kunne tjene som arbejdsanstalter.

Jeg ser ingen forskel i denne definition af fattigforsorg i forhold til tiden før den første bistandslov og så den lovgivning vi kender i Lov om social service i dag.

Begrebsforståelsen er stadig den samme. Du er enten værdig fattig, uden skyld i din situation, eller du er uværdigt fattig, og selv skyld i din situation. Især er der efter indførelsen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats virkelig sat fokus på det forjættende i at være afhængig af offentlig hjælp og det offentliges krav til modydelser.

I dit ansigts sved skal du tjene dit brød, noget for noget, du skal yde før du kan nyde, disse er alle små “sayings” vi bruger i flæng. Men opstået ud af intetheden er de ikke, de ligger i den grad til grund for den måde, vi tænker på modtagere af socialhjælp og deres rettigheder på.

Det ses helt tilbage i historien. I følge gammelnordisk opfattelse af begrebet fattigforsorg skulle omsorgen for de fattige varetages af den nærmeste familie. Dette fandt man sjovt nok i landskabslovene, Skånske Lov, der er blandt de ældste vi kender,  sandsynligvis nedskevet i slutningen af 1100 tallet.

Bliver en mand eller en kone så hjælpeløs og fattig, at han ikke selv kan klare sig, eller alderdom og sygdom kommer over ham, da må han tilbyde sig til sine nærmeste arvinger, for at de kan tage imod ham.

Sammenlignet med den sociallovgivning vi kender i dag er der ingen forskel. Både i Lov om social service og i andre sammenhænge slås det fast, at man skal sørge for sig selv og sine, også, når man skal udforme foranstaltninger til mennesker med særlige behov, sindslidende, handicappede, narkomaner, etc.

Under f.eks. perioder med hungersnød eller anden nød, var det ikke ualmindeligt, at man så igennem fingerene med tyveri, her fra Valdemars Sjællandske Lov.

Men stjæler en mand mad til sig eller sin kone i hungersår, fordi han ellers ikke kan få føde, da er det hård både over for Gud og over for mennekser, hvis han (bonden) lader ham hænge eller lader ham lide stor straf, når det er gjort for hungers skyld.

Det er min påstand, det her: Jeg tror, at mange mennesker på kontanthjælp og starthjælp ind i mellem enten gør sig skyldig i ovenstående for at overleve eller virkelig gør “en god handel” ind i mellem. Mon man stadig kan påberåbe sig Valdemars Nåde ?

I middelalderen var fattigforsorgen i Danmark og andre steder i Europa noget kirken tog sig af, idet de fattige i Danmark, i modsætning til de fleste andre lande, ingen andel havde i kirkens tiendeindtægter. Fattigforsorgen byggede således udelukkende på privat godgørenhed, der ydedes i form af almisser og /eller som gaver til kirker og klostre.

Det gør de stadig, og i stigende grad. Blå Kors, Røde Kors, diverse andre varmestuer og frivillige organisationer råber om hjælp til disse grupper som aldrig før. Jeg bringer et klip fra indlæget her på min blog, fattigdom og ulighed, der underbygger dette:

»Det ord, der bedst karakteriserer vores blik på dem (udstødte/fattige) i dag er ligegyldighed. De udsatte, og i hvert fald de udstødte, er i dag henvist til de frivillige organisationer, som for eksempel Kirkens Korshær, der har en ideologisk betinget solidaritet med dem. Toppen i samfundet har altid lagt afstand til dem på bunden, men flertallet i Danmark i dag har det ekstremt godt, og man kunne måske mene, at den rigdom ville give et overskud til at tage sig af andre menneskers elendighed,« siger Bjarne Lenau Henriksen, leder af Kirkens Korshær

Var der mange fattige dengang … JA … var der mange syge, nødlidende etc. JA … skal den offentlige forsorg derfor, som de liberale, venstre og venner ønsker det, overgå til private organisationer … NEJ … Historien beviser ikke, at FRIHED UNDER ANSVAR kunne administreres, tvært imod. Der måtte lovgives om inddrivelsen af midler til fattighjælpen, ellers betalte man ikke.

Fattigforsorgenslovgivningen af 1708 var det første forsøg på at sammeordne de forskellige fattighjælpstiltag herhjemme. Man skelner i denne periode for første gang mellem værdigt og uværdigt trængende fattige.

De værdigt trængende var syge, handicappede, mennesker, som man ikke anså for selvforskyldt fattige… begrebet går igen i kontanthjælps- og syge/dagpengelovgivningen… selvforskyldt ledighed. Selvforskyldt fattigdom. Vurderingen af begrebet “en social begivenhed”, der udløser retten til hjælp UDEN tilbagebetaling af hjælpen.

De uværdigt trængende, dem var der ingen barmhjertighed med. Det var folk, som man anså for arbejdsdygtige, de var bare dovne. Det var landstygere, prostituerede, arbejdssky individer, og soldaterenker med småbørn, enlige mødre med “uægte” børn. Tanken her var, at de fattige skulle tvinges til at arbejde for føden.

Vi skelner stadig sådan i sociallovgivningen. Der er ingen forskel. Du er enten værdig til hjælp eller uværdig. Tænk på starthjælpen til flygtninge. Tænk på mennesker, som er nødt til at sige deres job op, for at kunne overleve måske, og som skal 3 uger i karantæne fra deres A-Kasse. I kontanhjælpsreglerne kan man være så uheldig at skulle tilbagebetale hjælpen, fordi der er tale om “uansvarlig økonomi og handling”.

Fattigdommens retsvirkninger
I løbet af 1800-tallet var der gennem lovgivningen blevet knyttet forskellige retslige virkninger af at modtage eller have modtaget fattighjælp.

Grundloven af 1849 havde fastslået enhver trængendes ret til offentlig hjælp, såfremt vedkommende underkastede sig de begrænsninger i den personlige frihed, der fulgte hermed.

Blandt disse begrænsninger angik de væsentligste valgret og valgbarhed samt ægteskabsindgåelse. Det bestemtes, at enhver mandsperson, som nød eller havde nydt fattighjælp, der ikke var tilbagebetalt, skulle ansøge fattigkommissionen om tilladelse til at gifte sig. Hertil kom, at de lokale myndigheder med oprettelsen af fattiggårde fra omkring midten af 1800-tallet, hvor de fattige skulle arbejde for husly og føde, understregede den sociale deklassering ved at modtage fattighjælp.

Hvor er forskellen på dagens Danmark, når vi taler om tvangsaktivering, tvangsbeskæftigelse af kontanthjælpsmodtagere, flygtninge på starthjæp og sygedagpengemodtagere .. de UVÆRDIGT trængende…. ?

Først i 1961 bortfaldt retsvirkningen vedrørende ansøgelse om indgåelse af ægteskab til kommunen, såfremt man modtog fattighjælp.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s