En halvklam oplevelse

Så oprandt 1. maj, veninden og jeg drog afsted i silende regnvejr og hørte på Henrik Dam Kristensen og vores borgmester, Jan Trøjborg, på Industrimuseets plads nær ved havnen i Horsens.

Talerne faldt på den siddende regerings nedskæringspolitik og konsekvente udsultning af den offentlige sektor – og selvfølgelig strejken blandt de rigt repræsenterede FOA medlemmer, som foretog en grundig underskriftindsamling til støtte for deres mere end rimelig krav om ligeløn.

Jeg nående ikke at synge eller noget andet, for det stod ned i stænger. Og veninden, som lider af svær panikangst, fik et mega-anfald, og måtte hjem … lige pludselig. Sådan er det, for det ikke er til at styre, når verden ikke vil, som man selv vil … det giver mange tanker til den manglende indsats overfor mennesker som min veninde, som lider så svært .. og som bare skal piskes rundt i kontanthjælpssystemet, for hun har jo ikke andet problem end ledighed…. !

Det er så som så med solidariteten med mennesker som min veninde .. for modtagere af almissen har det jo godt nok .. de sulter ikke, dør ikke på gaden, har tøj på kroppen og er ikke udsat for systematisk forfølgelse fra systemet som folk i Burma eller Kina …. eller … er de ?

Næste år vil jeg gerne se Fr. Frederiksen her på pladsen .. i sin egenskab af socialminister, om Gud vil .. for det fjogh vi har siddende på pladsen, både den sociale og statsministerposten .. dem kan vi godt undvære …

Så .. om vejrguderne og og venindens panikangst vil, så prøver vi da bare igen næste år .. ;o)

Reklamer

5 thoughts on “En halvklam oplevelse

  1. At lide af en usynlig sygdom er ikke sjovt. Det gør det meget meget svært for systemet at tage én alvorligt! Men det handler om at sætte tillid i stedet for kontrol. Der er vist, desværre, lang vej igen her i lille lykkelige fontexDanmark!

  2. Ja .. og meget øv for det. For hun er en super kloge-åge, min veninde … men angsten sætter sine begrænsninger…

    Hvor ville det dog være dejligt, hvis der fandtes behandlingsgaranti til angstpatienter, og til os, der lider af følgerne af opvækst i en dysfunktionel familie med misbrugsproblematik …

  3. Der er vel sådan set “behandlingsgaranti” også for os angstpatienter (det er mig, der er veninden. Red). Men dels er der skåret så meget ned allevegne, at ventetiderne i sig selv forstærker problemerne – jeg måtte f.eks. vente godt et år på at få tid hos en psykiater, da panikangsten i 2005 for alvor vandt over mig…

    Hertil kommer det simple faktum, at angsttilstande ikke uden videre er “behandlelige”, bl.a. fordi nogle af os responderer helvedes dårligt på den medicin, der heldigvis kan hjælpe andre. Den gruppe hører jeg desværre til. Psykiateren har helt enkelt opgivet mig – forstået på den måde, at jeg har gået med problemet så længe, at tilstanden desværre er stationær. Det må jeg lære at leve med – i stedet for endeløse “behandlingstilbud” (som min panikangst i sig selv er en hurdle for at møde op til…) ville jeg såmænd være tilfreds med en fredningsklausul ;-).

    Og jeg så også meget gerne Mette Frederiksen som socialminister – jeg tror faktisk, hun er den sidste, rigtige socialdemokrat, vi har.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s