Den sidste færd …

Højt svævende over en del af kirkegulvet og nogle af de fremmødte, tog venindens bror, som spillede guitar, og jeg plads ved organisten og kirkekorets side.  Veninden havde bedt mig synge, og hvad kunne jeg andet end sige “ja, selvfølgelig vil jeg det”

At synge for et menneske på dennes sidste færd inden han møder sin Gud er en stor ære. Det er det i alt fald for mig. Ydmygt stiller jeg mig op og synger for dette menneskes sjæl, der nu er på vej et andet sted hén. De fremmødte tog afsked med mennesket, de holdt af som søn, ven, bror, fætter, onkel, far, kæreste, og præstens ord var blandt andet ordene om kærlighed i Paulus’ 1. brev til Korintherne …

Veninden var meget glad og taknemmelig, hun havde lagt et stort stykke arbejde i at lave en smuk og mindeværdig bisættelse for sin kæreste. Gæsterne var blevet rørt og enkelte udtrykte direkte, at de først rigtigt kunne give slip på sorgen, da vi spillede og sang. Det rører mig dybt, når mennesker kommer og fortæller om sådanne oplevelser.

Jeg vil gerne have lov til at sige tak til Gud og til min veninde for at jeg måtte få lov til at synge for dette menneske på hans sidste færd. Det var en stor ære. Tak.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s