Magtesløshed ..

Når magtesløsheden rammer mig, reaktiverer det gammel sorg. Sorg over at have et handicappet barn, sorg over igen … igen…. igen.. at skulle kæmpe mod Jerikos Mure, uden at opleve at blive set, hørt, taget alvorligt….

Det gør så ondt langt ind i min sjæl, at jeg ikke med ord kan beskrive, hvad jeg egentlig føler helt nøjagtigt.. Jeg ved bare, at jeg er dybt, dybt ulykkelig, for jeg kan ikke tage verdens grimheder fra min søn, især når han ikke har fortjent at få drag over nakken … Når systemet svigter ham, og jeg står der som den eneste, der hjælper ham.. fordi systemet simpelthen går ud fra, at det gør jeg da som den største selvfølgelighed … Uanset, at knægten nu er 20 år og jeg … i princippet … ikke længere er forpligtet til noget som helst…

Jeg sørger over hans skæbne.. over gamle nederlag… over min egen skæbne, over nye kampe … over magtesløsheden, føler ikke, der er nogen vej ud, det her bliver aldrig, aldrig nogensinde bedre eller anderledes…Jeg kan ligeså godt gøre en ende på det hele … Ja, sådan føler handiapforældre ind i mellem… at det var bedre barnet var død…. og det er så omgærdet af tabu, at man ikke engang kan tænke tanken uden at få brækfornemmelser, men det er sådan … det ved folk i systemet, det ved psykologer … men almindelige mennesker ved det ikke … og forstår det heller ikke …. De eneste, der ved det her, er andre handicapforældre…….. ikke sandt ?….

Så langt ude kan jeg komme i min sjæls tove ind i mellem…. og jeg forundres hver gang over intensiteten og den dårlige samvittighed…… Jeg havde sådan håbet, jeg fik lov til at få lidt af mit liv tilbage, når han kom ud og bo for sig selv … Fik lov til … for første gang i mange, mange år, at gøre noget af det, jeg gerne ville, uden at skulle føle skyld og skam over hvert eneste øjeblik, jeg brugte for mig selv.

Skyldfølelse over at være til stede, sørge for egne behov først, være for mig selv først, for da kunne jeg jo have siddet og skrevet breve/klageskrivelser/ansøgninger til kommunen, ringet til bofællesskabet og fortalt dem om, hvordan han har det etc… Altid kunne jeg gøre noget for ham, for at lette hans liv … Det fortsætter, og jeg fortsætter med at skulle være den ansvarlige, tilstedeværende mor, ellers går min søn til grunde…

Hvem sagde, at en handicap-mor også havde ret til et liv ?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s