Tradition og fornyelse

Jeg er lige kommet hjem fra Fyn … besøg hos sønnen, som sagt, og det er ikke lutter lagkage, men det har det jo ikke været i lang tid … Det er som om det er et vakuum, et sted midt i mellem intethed, som vi befinder os i. Vi skal ud og ind, gennem, langs med, men det føles som et stort stykke ingenting, der kommer ud af alle anstregelserne. Vi står der, begge 2, med hinanden i hånden og taler, holder om, er til stede, men det bevæger sig ikke … det er som det for al den stund siden, vi flyttede derfra aldrig har forandret sig … .. Selve stedet, følelsen af den lille by, den samme vej, den samme det hele.. Små forandringer i bybilledet. Men stadig den samme fornemmelse ….. Jeg tror, jeg leder efter ordet “stagnation”. På alle fronter.. også i bofællesskabet, hvor min søn bor.. måske især, der..

Vi havde en hyggelig onsdag aften med at lave mad sammen, sønnen og jeg. Vi spiste frikadellerne, som han selv havde lavet, ovnstegte kartofler og den største røvfuld salat, jeg nogensinde har lavet til 7 mennesker. De andre unge mænd og een pædagog slog vi vore kokkefolder for, som i øvrigt alle, uden undtagelse, højlydt nød maden og ønskede Fruen på madpinden hver dag, så de kunne få serveret sund og velsmagende mad, morgen, frokost, og aften ! ……. Gutter.. der er ikke noget, jeg hellere ville … Men kommunen vil ikke ansætte mig… !

Stakkels pædagog … Hun er et lille, indfølende og venlig menneske, som de unge mænd holder meget af.. Men lige pludselig mente de, hun havde fortjent en “kærlig hånd”, så under højlydt pædagog-protest greb een af de unge mænd hende under armene, min søn tog fødderne og en anden åbnede døren ud til baghaven, hvor det stod ned i fynske regnstænger…. De forbarmede sig dog over hende, og lod hende kun lige stå et øjeblik på trappen, så kom hun ind igen… Behøver jeg at sige, at de alle skraldgrinede og nød hvert eet øjeblik..

Så ja, der er positive øjeblikke for min søn, der hvor han bor, og heldigvis ! … Der er glæde og varme, gode grin og følelse af fællesskab … der hvor han bor… Men det kan ikke nytte noget, det kun er til stede, når den lille pædagog-dame er der … Hun kan jo ikke være der hele tiden, selvom jeg som mor ville ønske det .. beder om det …

Jeg er nødt til at slutte med denne bøn.

Gud, giv mig sindsro

til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre

mod til at ændre de ting, jeg kan

og visdom til at se forskellen !

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s