At være stress/udbrændhedspensioneret ….

 

…og ikke helt være klar over, hvad det egentlig betyder for evnen til at klare selv de mindst udfordrende daglige gøremål… Det er noget, jeg gennem de sidste par år har måttet sande.. På den hårde måde.. og det gør jeg stadig…. mon det aldrig holder op, stressen ??? Bliver mit liv aldrig tilnærmelsesvis “normalt” igen…. ??

1. januar 2007 blev jeg lovformeligt pensioneret på grund af stress, udbrændthed efter et hårdt liv som enlig mor til en handicappet dreng og et nedslidende job som socialrådgiver, hvor jeg arbejdede med flygtninge, i det sidste job endda med torturoverlevere, et job, jeg var meget, meget glad for. Der var desuden følgende diagnoser med i billedet: Fibromyalgi, gentagne depressioner og pco. Dengang var der endnu ikke diabetes med i billedet, det er kommet til siden..

Det var en tur gennem systemet, som tog 5½ år, næsten på dato. I den mellemliggende periode gik jeg fra en løn på 22.000 kr. før skat om måneden fra mit gode job, til dagpenge, sygedagpenge, forsørgertakst i kontanthjælp og til sidst ej-forsørgertakst, 9.000 kr. om måneden før skat. Det er en indtægtsnedgang på 13.000 kr. før skat om måneden. I ren løn. Der er ingen tvivl om, at det, jeg var igennem, var en social deroute, som afstedkom en økonomisk røvtur, som betyder, at jeg i dag er personligt insolvent og står i det, man i gamle dage kaldte RIBERS. Jeg aner ikke, hvor mange penge jeg skylder væk. Men jeg ved, at hvis jeg stadig havde kunnet arbejde, havde jeg været gældfri nu…. !!!!!!!

Nu er jeg så der, hvor jeg har været pensioneret i lidt over 2 år. Jeg er lige begyndt på et diabeteskursus, som jeg er meget, meget glad for. Derfor er det bare ekstra træls, at jeg … igen-igen….må sande, at det at være hjemmefra til et bestemt tidspunkt 2 gange om ugen a 2 timers varighed, det er for meget for mig. Jeg klappede helt sammen i søndags, og måtte grædende indrømme overfor både mig selv og min mand, det dejlige menneske, at jeg bare ikke kunne mere. At være igang med selvudviklingsarbejde via ACA, at holde møder etc., og deltage i diabeteskursus, det var simpelthen for meget for mig.. Jeg fik stress-symptomner lige med det samme, mit blodsukker stiger, mit blodtryk er lidt for højt igen, og jeg har kvalme, er svimmel, får stress-angst og har brækfornemmelser. Alle mine kroniske lidelser blinker lige op i fjæset på mig !

Jeg bliver helt fuldstændig smadret af at skulle deltage i noget, uanset, om jeg selv synes, jeg har valgt det. At skulle møde op på et bestemt tidspunkt, yde noget (selvom jeg er glad for motionen), og være til stede…. det er  så stressfremkaldende for mig, at jeg i sidste uge blev syg af det.

Så er det, at jeg må lægge mig og trække vejret rigtig dybt… og bare konstatere, at jeg ikke kan klare at være med, selvom jeg meget, meget gerne vil…. ikke engang 4 timer om ugen…

…. ja… den pension, jeg fik, den er fuldt ud berettiget… men for sørensen da, hvor ville jeg gerne kunne lidt mere… bare lidt.

Bliver det nogensinde anderledes ?