At være søsken .. og forælder … til et handicappet barn !

At være lillesøster eller storebror til en kronisk syg søskende er en udfordring. Alle børn samarbejder og tilpasser sig den familie, de er havnet i. Det er vigtigt, at den raske søskende ses og anerkendes.

Familieterapeut Jesper Juul har i sin bog “Familier med kronisk syge børn” samlet indtryk af, hvad søskende til kronisk syge børn tumler med. Disse indtryk fortæller om søskende, der samarbejder, sætter sig selv i anden række, børn der mangler tid og opmærksomhed fra deres forældre, og børn der føler skyld og ensomhed.

Søskende til kronisk syge børn kan vise deres behov for kontakt ved at være “krævende, frække eller besværlige”. Derfor er det vigtigt, at man som forældre ser disse signaler og anerkender, at den raske søskende har de samme behov som andre børn. Det gøres ved, at forældrene sætter pris på det raske barns ansvarlighed og værdifulde bidrag til familien. Den raske søskende skal støttes og opfordres til at deltage i sport, klubber og leg, ligesom alle andre børn, og forældrene bør afsætte tid alene sammen med den raske søskende. Alle børn, raske som syge, nyder alenetid sammen med mor eller far.

Dette er fra hjemmesiden, DR 1 linker til i bunden af den bekrivelse, de giver for aftenens program, som i øvrigt genudsendes på fredag, den 20. februar kl. 20.00…

Programmet handler om, hvordan det føles at have en handicappet bror eller søster.

Før du læser videre… så må du love mig at have et åbent hjerte .. for det jeg skriver, bliver kontroversielt.. måske endda tabu.. og ganske sikkert grænseoverskridende for nogle. Men ikke desto mindre, så må jeg bare have luft nu.

Det første der slog mig, var, hvor belastede de “normale” søskende er af den handicappede bror eller søster, hvor oversete de er. Selvom de siger, de ikke vil bytte, at de elsker den søsken, som er handicappet, så siger deres adfærd noget andet. Der.. har de… i deres adfærd …allerede sagt fra. Nemlig ved at blive kede af det, besværlige i skolen, bagud i skolen, indelukkede, fulde af skyldfølelse og deprimerede…. angste… nøjagtig samme følelser som forældrene til den handicappede søsken tumler med. En pige var endda bange for sin søster, mongol, som slog hende.

DET ER IKKE I ORDEN ! Et barn, som tager så mange af forældrenes kræfter og ressourcer, at de omsorgssvigter det raske barn/børn, og/eller et barn, som andre søskende er bange for, skal ikke være hjemme. Så er den skid ikke længere, uanset, hvad forældrene så end siger ! For det er åbenlyst, at de ikke magter ansvaret for de “raske” børn i familien, fordi det handicappede barn fylder så meget. Hvis de magtede det, ville de normale børn ikke have problemer.. og det havde alle de børn, vi så i udsendelsen.. uden undtagelse !

Forældrene kan ikke se, de gør noget forkert. De er så optagede af at tage sig af det handicappede barn, så deres egen skyldfølelse, sorg og angst kan dulmes, at de glemmer deres raske barn/børn. De fortaber sig i opgaven som handicapforælder, de “ofrer” sig på handi-forælder-alteret… 

De kræfter, man ofrer der, kommer ikke igen. Der kommer heller ingen og siger tak.

Der er så meget fornægtelse, sorg og vrede forbundet med dette emne, så meget tabu fra samfundet, familie, forældre etc. at man næsten ikke tør sige noget forkert om de her fantastiske forældre (jeg er selv en af dem), for så er man da et slemt menneske… Men lyt… og hør lidt på de børn, som det her går ud over….

Og nej, kære medsøster og medbror, I bliver ikke bedre forældre af at passe jeres dybt handicappede barn selv. I sviger jer selv, jeres normale børn og hinanden! Færdig på arbejde. Det er så forsvindende få, jeg har set være i stand til at tackle denne opgave, at det kan tælles på een hånd. Og jeg har mødt mange efterhånden. Og rigtig mange bliver skilt… desværre!

Jeg må også, når jeg ser sådan en udsendelse som den ovenfor, virkelig tænke meget på en bog, jeg læste for et stykke tid siden om det at være handi-forælder … og være “med-afhængig”.. co-alkoholiker-syndrom…. Og ja.. jeg må give manden, der skrev bogen ret… At man vælger rollen som den “medafhængige forælder”, fordi den giver identitet, fylder livet ud, så man ikke behøver at tage vare på sig selv og sine egne behov. Man ser kun det handicappede barn, og glemmer alt andet… En rigtig god anmeldelse af bogen kan du læse her.

Jeg er af den overbevisning, at rigtig mange multihandicappede børn ikke skal bo hjemme fra det fyldte 7. eller 8. år. Så kan forældrene nemlig ikke mere ! Og hele familien lider under barnets tilstedeværelse i hjemmet. Det giver fra da af kun problemer og tærer på forældrenes ressourcer, i så stor grad, at de før eller siden brænder sammen. Og hvem har glæde af det.. Ingen… slet ingen.. !

Jeg kan tillade mig at være kritisk, for jeg har selv været lige der, hvor jeg var så dybt “medafhængig” og handimor-offer, at det gav mig en førtidspension… !!! Så spar mig for trælse kommentarer, fordi du som handiforælder bliver provokeret, vred eller ked af det, jeg skriver…

TÆNK i stedet for, og føl efter, for pokker … ! For så vil du se, at jeg har ret… selvom du ikke kan lige nu… så kommer det.. For du er EN GOD NOK FORÆLDER … du skal “bare” lære at give slip på kontrollen over, at du er den eneste, der kan passe på dit barn !

May The Lord Be With You in Your Hour of Need and Sorrow !

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s