Barndommens Magi

Der er ikke noget som magi, vel.. og slet ikke noget, som det at være midt i magien, at være i den verden, hvor magiens skabes.. I barndommens land, hvor fantasien råder, hvor barnets sjæl er uberørt af voksenlogik, hvor alt det, som ingen kan se, er til stede for barnet. Det allerbedste ved barndommens magi er selve evnen til at skabe en fantastisk fantasiverden, hvor alt kan lade sig gøre, alle væsener er til stede, gode feer, onde stedmødre, alfer, engle, dæmoner, frygtesløse riddere og slagfærdige pirater.. verden er, fantisien er, barnets følelsesverden skaber magien, som igen skaber glæden. Glæden ved at være barn, ved at lege, ved at være til stede i sin barndom, være barnlig, barnagtig, frygtesløs, mageløs, og ikke mindst – sorgløs ….

Jeg skabte tanker i mit hoved og følelserne løb af med mig, da jeg for en stund forsvandt ind i eventyrets verden og så “Finding Neverland” med Johnny Depp og Cate Winslet. Så, hvordan et barn, drengen Peter, ikke havde brødrenes evne til at leve i den sorgløse, barnlige magi, og derfor ikke havde evnen til at glæde sig, til at lege. Alt var faktum, fakta, den voksnes verden. Det lille “voksne” barn fanget i en krop og i en sjæl, som ingen jordisk chance havde for for at frigøre sig fra sorgen overs sin fars død, og genskabe barndommens sorgløshed og magi…. før han møder forfatteren John Barry, som forløser hans indre sorg, og hjælper med at genskabe netop det, han havde mistet .. barndomsmagien og glæden….

Scenen, hvor den lille Peter er til premiere på “Ønskeøen”, og forestillingen er slut fanger hele essencen af magien for mig.. Her finder Peter ind til barndommens magi, til glæden, til sorgløsheden, selvom han kort efter mister sin mor. Han ved, at han gennem forestillinger i sin fantasi kan genskabe kontakten til hende, godt hjulpet på vej af en tilstedeværende og dybt empatisk voksen, og der er håb for den lille Peter…

Den sorgløse barndom. Den var ikke en del af mit liv, mærkede jeg lige der, midt i filmen og for alvor i den scene, jeg beskrev ovenfor. Barndomsmagien, den var væk. Den eksisterede ikke, og jeg græd som havde nogen slået mig med erkendelsens boldtræ. Græd, fordi jeg lige der vidste, at jeg sørgede over tabet af en allerede fortabt barndom, fordi der ingen empatisk og magisk voksen var i mit liv, der kunne redde mig fra at glemme min alvorlige og tunge følelser. Glemme, at jeg ikke var ansvarlig, ikke var voksen. Give mig troen på, at min barndom var magisk, fuld af glæde, fantasi, og leg … Give mig troen på, at der var en voksen, der kunne genskabe sorgløsheden. Hvis jeg overhovedet nogensinde har vist, hvad den betød og hvordan det føltes. Sorgløshed.

Magien i barndommen lå for mig i små, korte glimt, når jeg besøge min bedstemor. Når jeg i sommerferierne forlagde barndommens hjem til hendes hjem på bakken i den lille landsby på Djursland, hvor jeg er født. Trådte ind ad døren og kastede mig i hendes bløde, varme favn, krammede og knuste hende, og blev krammet og knust igen. Der, lige der, følte jeg mig elsket, passet på, forstået, holdt af … lige der, kunne jeg være barn. Jeg gemte mig på loftet og rodede i gamle blade. Sad og frøs min også dengang runde bag mens jeg læste historier, kriminer, noveller, alt godt fra gamle Familiejornalblade, som bedste havde gemt, fordi hun jo aldrig smed noget ud. Sad inde hos min moster, som læste historier for mig om dyrene i skoven og på marken, som hun selv havde skrevet. Lavede stoftryk med hende, hørte musik og radio, og lærte at strikke. Spiste jordbærgrød fra jordbær, bedste havde dyrket i haven, og legede fange med onkel, når han var hjemme. Gik over til min bedstefar i laden, hvor han stod og rodede med gamle biler. Jeg fik lov at hjælpe, hente skruetrækkere, hammer, og hvad han ellers havde brug for … Alt sammen minder, som skabte min barndomsmagi, min glæde, min sorgløshed .. i korte glimt.

Sorgløsheden forsvandt fra mit liv, da jeg som 2½ årig lille pige ikke længere boede hos min bedste, men skulle leve sammen med mine forældre. Jeg glemte, hvad det ville sige at lege, være glad, være lille, barnagtig, barnlig, spontan….være barn. Alt blev fra da af til grumsede dage med længsel, mavepine og mørke tanker, som kun forsvandt, når jeg igen lå i min bedstes favn og kunne være og føle mig hjemme.

Denne følelse af hjem som en sikker og tryg havn har siden været en stor del af mig, ja, nærmest forfulgt mig. Sådan bogstavelig talt, for mit hjem har altid haft stor betydning for mig. Det var og er det vigtigste sted i mit liv, så det engelske “A man’s home is his castle” er dyb og alvorlig virkelighed for mig. Jeg inviterer ikke hvem som helst til mit hjem, ligesom indretning og rengøring af mit hjem er vigtige ting for mig. Her er den “favn”, jeg kommer hjem til, som skal kramme og knuse mig, så jeg igen kan føle mig elsket, næret, tryg. Det duer ikke, der ikke er nogen “bedste-følelse” i mit hjem, så kan jeg ikke trives der.

Trygheden er frem for alt gemt i de ting, der omgiver mig. Næringen ligger i følelsen af hjem, af det kendte, at jeg ved, hvad der skal ske, at intet uventet overgår mig, som jeg ikke kan forudse på flere kilometers afstand. Det er prisen jeg betaler for at være “fjernet fra hjemmet” ..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s