Bodily Distress Disorder

Jeg læser ofte en blog om udbrændthed og stress, hvor forfatterinden af bloggen har gengivet en kronik skrevet i Jyllandsposten af Emma Rehfeld, overlæge, speciallæge i psykiatri, og Per Fink, overlæge, dr. med., ph.d., speciallæge i psykiatri, begge Århus Universitetshospital. Nedenfor er hele artiklen.

Mange mennesker bliver nemlig langtidssygemeldte og kommer på pension uden at man har forsøgt at behandle dem. De lider af sygdom, som ikke kan ses eller måles og lægerne derfor har vanskeligt ved at sætte en diagnose på. Personer med såkaldte funktionelle lidelser bliver ofte fejlagtigt opfattet som om de ikke fejler noget…. tankevækkende, ikke… ?

De udstødte af behandlingssystemet……..

Af Emma Rehfeld, overlæge, speciallæge i psykiatri, og Per Fink, overlæge, dr. med., ph.d., speciallæge i psykiatri, begge Århus Universitetshospital.

10-15 pct. af de førtidspensioner der uddeles hvert år går til personer med såkaldte funktionelle lidelser dvs. de har symptomer, som lægerne ikke kan finde nogen medicinsk eller kirurgisk forklaring på.

Nogle af dem har fået diagnoser som kronisk smertetilstand uden kendt årsag, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi, irritabel tyktarm, kronisk piskesmæld, duft- og parfumeallergi m.fl.

De har svære gener i det daglige og ofte kniber det med at kunne klare det derhjemme: rengøring, vask, madlavning og indkøb. Hvis de er forældre har de ofte kronisk dårlig samvittighed over for deres børn, fordi de ikke magter det, andre forældre kan. De er ofte meget trætte, har hukommelses- og koncentrationsbesvær, er svimle, har hovedpine, smerter i muskler og led, dårlig kraft i musklerne og føleforstyrrelser. Maveproblemer er hyppige. Nogle gange i en grad, der gør, at man altid skal være i nærheden af et toilet.De lider af en let vakt spændingstilstand med hjertebanken, lufthunger, trykken i brystet, sitren og rødmen, som gør det svært at fortsætte med igangværende gøremål.

De symptomer patienterne har tyder på at kroppen er i en stresstilstand. Indenfor forskningen i området bærer sygdommen navnet Bodily Distress Disorder.

I befolkningsundersøgelser har man fundet en øget risiko for at få sygdommen, hvis man har været udsat for langvarig stress eller belastning.

Ved gennemgang af livshistorien finder vi ofte forværrede symptomer i pressede perioder. 25 pct. af de der henvender sig til egen læge tilhører denne gruppe. På de medicinske afdelinger udgør de 20 pct. og på neurologiske afdelinger 33 pct. af patienterne. Ofte bliver de sendt fra undersøgelse til undersøgelse, til speciallæger og til hospitalsvæsenet. I sig selv en risiko for at pådrage sig yderligere skader. Lægerne vil gerne finde årsagen til deres lidelser men kan ikke. Og patienterne vil i reglen også gerne vide hvad de fejler men får ingen forklaring.

Tilstandene kan ikke diagnosticeres ved en blodprøve eller anden objektiv måling og det er ofte en tilfældighed hvilken diagnose den enkelte person får – afhængig af hvilken læge han eller hun møder.

De praktiserende læger gør et stort arbejde for at hjælpe patienterne. Men heller ikke de, kender ret meget til tilstanden. Selv om der siden 2000 har været tilbud om enkelte kurser om funktionelle lidelser hvert år til de praktiserende læger, har kun et fåtal været gennem dem. Der er dog fra i år indlagt kurser i efteruddannelsen til praktiserende læger om disse lidelser.Men nogle af patienterne er så syge, at de har behov for mere hjælp end selv den bedst udannede praktiserende læge kan tilbyde.

Det er faktisk muligt at stille diagnosen, behandle og genoptræne denne gruppe. Det er vigtigt, at den rette diagnose stilles i tide, så de kan undgå unødige og måske skadelige behandlinger og undersøgelser. Sundhedssystemet har nemlig en ikke ubetydelig del af ansvaret for at disse patienter bliver kronisk syge. En patient sagde: »Jamen kan du ikke bare fortælle dem derovre, at de skal lade være med alle de undersøgelser, når der ikke er grund til det!«

I Århus, på vores afdeling, har vi som led i forskningsprojekter behandlet patienter med svære funktionelle lidelser og set, hvor meget bedre de i reglen får det. Også i udlandet har man gode erfaringer med behandling i form af psykoterapi med undervisning i sygdommen, ændring af sygdomsopfattelse, ændringer af tanker og handlemønstre, der vedligeholder symptomerne og gradvis, langsom genoptræning i et tempo, der ikke medfører forværring af symptomerne.

Der findes intet behandlingstilbud og ingen kliniske specialafdelinger til at tage sig af de dårligste i denne gruppe. Vores patienter kommer fra hele Jylland og Fyn, men på trods af, at vi har gode erfaringer med behandlingen her, har det kun været muligt at få dækket en mindre del af udgifterne til behandlingen. Dette er sket via indtægter fra andre amter og nu fra andre regioner. Men denne mulighed synes nu også lukket, idet indtægterne fra andre regioner går i Region Midts kasse, og den øgede aktivitet kommer således ikke afdelingen til gode.

Vi har det dårligt med ikke at have et behandlingstilbud, og vi må ofte afvise svært syge patienter, der er i risiko for at ende på pension. Det er også frustrerende kun i begrænset omfang at kunne imødekomme andre lægers store behov for at få råd.

I det sociale system mødes patienterne ofte med mistro, udtalelser om at de skal tage sig sammen, at de bare er hypokondre (som i virkeligheden er en betegnelse for helbredsangst, som er en plagsom angsttilstand på lige fod med andre angsttilstande). De bliver sendt i aktiveringer eller arbejdsprøvninger den ene gang efter den anden uden at kunne opfylde kravene i arbejdet.

Resultatet er forværrede symptomer, nederlagsfølelse og frustrerede socialrådgivere. Nogle får tilbudt fleksjob, men bliver fra starten presset til en ugentlig arbejdstid, som de ikke magter, hvorefter man presser dem yderligere til at gå op i timetal. Resultatet kan så blive pension, som hverken patienten eller nationaløkonomien er interesserede i.

Patienterne er ofte mennesker, som har været meget aktive i deres liv og kunnet klare meget. For dem er det meget skamfuldt og rystende, at skulle være afhængig af det offentlige. Det billede de har haft af sig selv, kan de ikke leve op til, og de får nederlagsfølelse, når de ikke bidrager til samfundet. Nogle holder sig inden døre indtil kl. 16 for at andre ikke skal opdage, at de ikke går på arbejde.

Efter at have været på overførselsindkomst kan det være meget svært at komme i gang igen. De kan ofte ikke klare et fuldtidsarbejde og perioden for sygemelding er tit brugt op. Det kunne ellers være en løsning at trappe arbejdstiden op på en deltidssygemelding over en længere periode. Revalidering kan de oftest ikke magte på grund af hukommelses- og koncentrationsbesvær, som gør, at man er uegnet til at tilegne sig ny viden. Fleksjob kan, hvis det håndteres fleksibelt, være en løsning. Men det kræver, at man fra starten skal kunne magte at arbejde 15 timer om ugen, hvilket en del af patienterne ikke kan. Endvidere ser vi af og til, at en patient presses til at stige i timetal af arbejdsgiveren og socialrådgiveren, selv om vedkommende ikke er klar til det og derfor lider nederlag og må starte forfra eller søge om pension.

En af vores patienter fik det så meget bedre efter behandlingen, at hun gerne ville i arbejde igen efter at have været pensionist i mange år. Hun kunne dog ikke klare de 15 timer ugentligt, som et fleksjob kræver. I stedet tog hun sort arbejde og trappede timetallet gradvist op til 20 timer ugentligt. Derefter bad hun selv om et møde med kommunen for at komme ud af sin førtidspension og ind på arbejdsmarkedet.

Der har i den senere tid været meget fokus på at få personer, der er langtidssygemeldte tilbage på arbejde og at forebygge førtidspensionering. Meget af debatten har drejet sig om arbejdsmarkedsforanstaltninger og sociale og arbejdsmæssige tiltag. Det er i mange tilfælde fornuftigt, især når det drejer sig om personer med veldefineret legemlig eller psykisk lidelse som f.eks. ledegigt, kræft eller følger efter hjerneskade. Disse mennesker har man forsøgt at behandle bedst muligt i sundhedssystemet. Når man som speciallæge får en sådan patient til vurdering i forbindelse med pensionssag af hvad patienten fejler, om tilstanden er kronisk, om patienten kan vende tilbage til arbejde og om de behandlingsmæssige muligheder er udtømte, er det ikke vanskeligt at besvare spørgsmålene.Det er denne gruppe af patienter som vores rehabiliteringssystem er indrettet efter.

Men det gælder ikke dem som ikke passer ind i denne beskrivelse, personer med funktionelle lidelser. De har intet behandlings- og genoptræningstilbud, der findes ikke passende sociallovgivning, der gør det muligt efter behandling, gradvist at blive sluset ind på arbejdsmarkedet i et tempo, der svarer til kræfterne. Men de vil gerne.

Vi spørger: Hvorfor har samfundet valgt ikke at ville behandle personer med disse sygdomme? Hvorfor skal de ikke behandles lige så godt og kvalificeret som andre syge i vores samfund?

For os at se kan det ind i mellem nærmest ligne tortur, at man blot mener, at patienter med disse lidelser skal rehabiliteres og tvinges tilbage i arbejde, underforstået at behandling ikke er nødvendig. Har du ingen diagnose, må du jo være rask!

Anledningen til denne kronik er, at der igen er en sparerunde på vej i sundhedssystemet i Region Midt. Og det er dybt frustrerende, at se udsigten til forbedringer for denne patientgruppe fortone sig i det fjerne. Der er jo kommet en tradition for, at man først tilgodeser de patienter, der har en målbar eller synlig sygdom samt dem, der råber højest, hvorved de svageste bliver tabere.

19 thoughts on “Bodily Distress Disorder

  1. Jeg kan ikke lide din side. Fink og Rehfeld er ikke værd at bruge så meget krudt på. Nu har de åbenbart opfundet en ny diagnose – med et fint navn på engelsk: bodily distress syndrome, som åbenbart ikke engang er en anerkendt diagnose med et WHO-diagnosenummer. Psykiaternes spekulationer når kreative højder, men det kniber da med de videnskabelige fakta og henvisninger – i hvert fald, når man læser Fink.

    Er deres interesse for ME/CFS, postviralt træthedssyndrom G93.3 ikke overdreven. De aner jo ikke, hvad de er oppe imod. Det ved de 100 danske pt., som er testet i Bruxelles af prof. De Meirleir til gengæld bedre. Virus, bakterier, tungmetalforgiftninger og immundefekter er fundet dér. Det tror jeg ikke psyk. ville kunne finde!
    Mvh
    Hanne T. Jensen

  2. Hvad du kan lide og ikke lide, Hanne Jensen, det er jeg sådan set ligeglad med.. Det er dit eget valg.

    Din kritik af det jeg har skrevet er jeg efterfølgende meget enig i. Ensidigt at fokusere på det psykiske som eneste årsagsløsning til menneskers sygdom er farligt. Det giver for mange fejldiagnoser.

    Der hersker en holding bland danske læger som er præget af stor arrogance og magtfastholdelse. Findes en kur, en sygdom, en diagnostisk procedure eller forskningsresultater, som viser entydige resultater, så eksisterer de ikke i danske lægers bevidsthed før de selv har forsket sig frem til et resultat, som i forbløffende grad ofte modbeviser det, læger fra England, Tyskland, Frankrig, Norge, Sverige, USA etc. er kommet frem til. Mage til storhedsvanvid og dumhed skal man lede længe efter !!

    Især indenfor de autoimmune sygdomme som du også nævner er der objektive fund fra dygtige udenlandske læger, som bruger helt andre tests end herhjemme. Det burde få danske læger til at få en endog særdeles fad smag i munden, men næh !

  3. Hej
    Ja, jeg er så en af de tosser, som heller ikke passer ind noget sted i arbejdslivet og i behandlersystemet!
    Jeg har hele livet forsøgt at finde et arbejde, som ikke krævede at jeg sled mig fuldstændig ned.
    Det er ikke lykkedes endnu.
    Senest har jeg været socialpædagog for en udadreagerende autist, som slog mig i ansigtet.
    Det medførte en nakkeskade, som jeg nu er i behandling for, samt at en gammel angst kom op til overfladen.
    Jeg fik at min leder at vide, at det var min egen skyld, at jeg blev slået og truet, fordi jeg ikke havde håndteret sitiatinen professionelt (jeg var ikke dygtig nok!).
    Jeg har aldrig været “rigtig” og var enten overkvalificeret eller underkvalificeret og måtte derfor knokle løs uden at være god nok.
    Det har medført en lav selvværdsfølelse og har slidt mig ned.
    Nu har jeg været mere eller mindre syg det seneste år.
    Jeg har været sendt rundt i systemet og fået at vide af min læge at:”du kan jo nok forstå, at vi har undersøgt dig så grundigt, så du fejler jo ikke noget”.
    Det er det mest ydmygende, jeg nogen sinde har været udsat for, for jeg var jo hundesyg og kunne ikke se, høre, stå på benene, var svimmel, træt, havde hjertehanken , allergi over for parfume, stearinlys osv.
    Nu er jeg så på vej til klinikken for funktionelle lidelser og psykosomati.
    Alene navnet gør mig lidt valen, er det nu endnu en omgang afvisning og nedgørelse?
    Jeg er ikke ude på at få en pension, men skal tænke mig rigtig godt om, før jeg igen begiver mig ud i arbejdsmarkedet, for lige nu er jeg lagt godt og grundigt ned!!!
    Jeg betaler for behandling hos psykolog, kiropraktor og fysioterapeut (som også kan akupunktur og kranio-sakral-behandling).
    Jeg er forsøgt aktiveret gennem falck-healtcare, men det er jeg for syg til, da jeg ikke kan tåle høj musik, som der er sådan et sted.
    Hele tiden kræves det at jeg selv bruger kræfter på at sige fra, og det er svært, når jeg har det så dårligt.
    Jeg skal starte i coathing-forløb i næste uge, og jeg ved, at det betyder, at jeg igen får tude-dage og dårlig nattesøvn p.g.a. det pres, der lægges på mig.
    Jeg er ikke uden ressourcer, men jeg har brug for respekt for at jeg skal “hele op” før end jeg vender tilbage til arbejdsmarkedet.
    Jeg er ikke tilhænger af diagnoser, men det giver trods alt en form for ro, hvis jeg ved at det er noget velkendt, jeg fejler, for jeg har ærlig talt følt mig meget alene i verden, og har ikke mødt megen genkendelse og forståelse i det lægelige system.
    Tak for din oplysning om tilstanden.
    Lad os håbe, at der bliver sat penge af til at behandle og oplyse om denne “lidelse”. Jeg ved, at jeg lider! Det er ikke skaberi, og forsøg på at unddrage mig arbejde. Tro mig, jeg vil gerne arbejde. Man har jo ingen identitet (eller økonomi) såfremt man ikke har et arbejde nu til dags.
    Arbejdsløse og sygemeldte er jaget vidlt med denne regering, og jeg ved, at det ikke fører nogen besparelse med sig at jagte mig og andre i min situation.
    Jeg er opsagt fra mit arbejde fordi der ikke er nogen horisont på min sygemelding. Det er det største svigt, for jeg blev jo syg af at lave 3 mands arbejde på min arbejdsplads. Man tvang mig til at knókle, og da jeg ikke kunne mere, blev jeg bare kasseret! Min faglige identitet har lidt skade, for jeg synes at besparelsen blandt de svageste i vores samfund er en skandale, og oven i bruger man nu også penge på min sygemelding.
    De penge kunne været sparet, såfremt jeg havde fået en ordentlig behandling.
    Samfundsmæssigt bliver der mange tabere, og det giver ikke besparelser!!!
    Jeg ved, at jeg nok skal komme tilbage på arbejdsmarkedet (dog med en ny skramme) men jeg får brug for at passe rigtig godt på mig selv i resten af mit arbejdsliv, så jeg ikke vælter igen.
    Jeg håber, at andre kan få glæde af mit indlæg, som ikke er ment som et surt bøvs, men som et “skræmmeeksempel” på, at det aldrig kan betale sig at “vride” medarbejdere, som allerede yder alt det, de kan.
    Det er rart at vide, at jeg ikke skaber mig, og at der er andre derude!

    Med venlig hilsen
    Susanne B.-Andersen

  4. Hej Susanne

    Tak for din historie, det er altid godt at høre, hvad man sådan gennemlever, som sygemeldt i DK.

    Kender du http://www.K10.dk ? Jeg vil tro, du kan hente lidt hjælp der, evt. inspiration ifht. kommunen og din sygedagpengesag. Også set i lyset af, at regeringen jo har udsendt en skrivelse til kommunerne om at lade meget syge borgere være i fred… Men som du nok også ved, så er det jo ikke ligefrem det, man ser og hører mest om.. !

    De symptomber, du beskriver, lyder for mig som ME/CFS. Prøv at google det, og se, hvad du finder frem til. Der findes også en rigtig god forening, som laver et stort stykke arbejde.

  5. Bodily Distress Syndrome/Disorder findes faktisk på ICD-10 – der hedder den bare somatiseringstilstand. Derudover anses det ikke for at være en psykisk sygdom.

  6. Nu skal jeg være lidt mere præcis, i hvert fald som jeg husker, at Emma Rehfeldt forklarede mig i mandags. Det er heller ikke helt det samme som somatiseringstilstand, men det er det, de har forsket videre på. Men BDS anser de for at være en biologisk sygdom, som til en vis grad er arvelig. Nogle har den helt fra barndommen, andre udvikler den “løbende”, og nogle får den af langvarig stress. I mit tilfælde mener hun, at jeg har haft det siden barndommen – jeg har i hvert fald haft mange symptomer siden barndommen, og så fik jeg et piskesmæld sidste sommer, som lige gav det sidste spark.

    Jeg kan læse ude på nettet, at de er vældigt i vælten med deres forskning. Men jeg har nu ikke grund til ikke at tro på hende – det gav rigtig god mening for mig.

  7. Hej Anne
    Det giver godt mening, det du beskriver. Jeg er også sikker på, mit har været med mig fra barnsben med gentagne halsbetændelser, mellemørebetændelser fra jeg var helt lille, indtil både piskesmæld og en infektion som voksen satte skub i en “kropslig deroute” .. Sammenholdt med langvarig og svær stressbelastet hverdag som mor til en handicappet nu voksen dreng og et stressende job forstår jeg sgu godt, jeg ikke kan mere, selvom jeg ikke er ret gammel..

    Så jeg siger rigtig mange tak for dit info.. Hvad gør du så nu.. ifht. behandling etc??

  8. Jeg har først fået diagnosen i mandags, men jeg har været sygemeldt i over et år. Jeg har som sagt haft symptomer hele livet (og er blevet kaldt doven og hypokonder…), men det er taget til de senere år. Jeg har en dreng med autisme (han er 6 år nu), og du ved, hvor stressende kampene for et barn med handicap kan være, haft langvarige bækkenløsninger med begge børn, og for et par år siden fik jeg opereret hoften, så der har været knald på de sidste 7 år, og for et år siden fik jeg så det piskesmæld.

    Behandling: Jeg er blevet tilbudt kognitiv terapi her fra nytår eller forår 2011. Det kan vare fra 3 måneder til flere år at blive bedre. Heldigvis er min sygedagpengedame med på, hvad den diagnose betyder. Pyh! Man skal sætte sit “hverdagsniveau” meget langt ned, så man undgå stressreaktionerne fra kroppen, og så skal man langsomt bygge det op igen. Det tænker jeg meget over de her dage, for jeg kan lige nu slet ikke se, hvordan jeg kan gå SÅ langt ned i gear, men det skal jo til.

    Jeg glemte at skrive, at man føler smerte kraftigere end andre, og det kan man se på en PET-scanning. Man bruger kun den scanner til forskning, fordi den er så dyr, men man kan se, at smertecentrene reagerer meget kraftigere på smrtepåvirkning hos en person med BDS end på en person uden. Så det er jo et glimrende bevis på, at det IKKE er en psykisk sygdom eller piveri eller hypokondri eller hvad har vi.

    Hvis Susanne stadig læser med her: Emma Rehfeldt fortalte mig om, at mange også udvikler voldsom allergi. Jeg tror slet ikke, at du skal være så bekymret for at komme op på Forskningsklinikken. Og lydfølsomhed har stort set ALLE, som får den diagnose.

  9. Hej Fruen + Anne
    jeg har i mellemtiden været til undersøgelse hos hals-næse-ørelæge, som har konstateret søvnapmø i mild grad og jeg er sat i behandling med næsedråber, og det ser ud til at hjælpe.
    Jeg har haft samtaler med psykolog og coach og har fået gode behandlinger af min cranio-sakral-terapeut. Alt har medført en bedring.
    Jeg har fået scannet mine halspulsårer for at udelukke muligheden for en forsnævring, som givet skulle kunne medføre en pseudo-sclerose. Det ser heldigvis ud til at jeg ikke har denne forsnævring men bare en gevaldig livlig puls i halsen, som stadig vækker mig om natten.
    Jeg er lige startet i et jobtræningsforløb, som er en gavaldig udfordring. Derudover går jeg på en maleterapi-skole.
    Alt i alt har jeg det bedre, men er ikke rask!
    Jeg afventer stadig indkaldelse til forskningsklinikken.
    En samtale med en psykiater affødte et nyt “stempel”:
    Jeg er neurotiker og mine oplevelser b´l.a. i barndommen er ikke så voldsomme som jeg har beskrevet dem, det er bare min opfallelse af dem der er farvet af mine “neuroser”.
    Jeg har altså ikke PTSD.
    Hilsen Susanne

  10. Jeg har det faktisk bedre. Jeg er ikke rask, men kan se tilbage i bakspejlet og se at jeg har været meget syg.
    Jeg havde svært ved at erkende det, men efter at have afprøvet forskellige tests på internettet, kan jeg se, at jeg har haft en mild til middelsvær depression. Den har det heldigvis med at lette på et tidspunkt. Derudover er jeg helt klar over at min bedring også skyldes, at jeg har taget alvorligt fat på mine problemer og set dem i øjnene. En depression/ stress kommer sjældent ud af det blå, det tager mange år, hvor man ikke anerkender problemerne for at få det så slemt, som jeg har haft det.
    Jeg har haft god støtte af at gå til psykolog – er stadig i gang! – og coach. Det har været rart at få malet et fremtidsbillede med muligheder i stedet for kun at se mine problemer i fortiden.
    Jeg har også brugt kræfter på at definere, hvordan jeg gerne vil have min fremtid og mit arbejdsliv til at se ud, og det har været der, som åbnede døren til min nuværende praktik. Det skal man også huske på midt i al det håbløse. Der kommer gaver til en, hvis man vover at ønske sig noget og man skal turde tage i mod dem!
    Jeg ville aldrig selv kunne have skaffet mig denne arbejdsplads, og selv om det er udfordrende, kan jeg mærke, at jeg igen har lyst til at være en del af en arbejdsplads og til at udforske spændende spørgsmål.
    Det er jeg overrasket og taknemmelig for.
    Jeg har det godt i min praktik, og det er meget mere spændende, end jeg havde turdet tro på, så det er en kæmpe tilfredsstillelse.
    Jeg skal have apparatur til at sove med om natten for min søvnapnø, og jeg har stadig svage tegn fra min krop, men det går bestemt frem ad.
    Jeg afventer stadig behandling i århus, og holder fast i, at jeg ikke er mig selv, og at der er noget galt – noget er gået i stykker og kan ikke laves igen. Men jeg er ikke så meget gået i stykker, at jeg ikke kan få et godt liv – jeg skal bare blive bedre til at lytte til mig selv. Det var det, jeg ikke syntes, at jeg fortjente førhen. På den måde er en krise et komma i livet, hvorefter man tager en ny retning. Det er ikke et punktum! Og jeg trængte til at tage en ny retning og til at lytte til mig selv! Så selv om jeg har fået lidt nye skrammer, går jeg alligevel mere hel ind i fremtiden, fordi jeg har lært på den besværlige måde, at jeg er nødt til at være tro mod mig selv!!!
    Det er en stor gave at arbejde med kunst på 2 så meget forskellige måder – både den officielle og anerkendte og den eksperimenterende og åndelige. Jeg udvikler mig og erkender, at jeg kan male mig ud af min vrede og frustration og samtidig finde et åndehul, som er mit eget, og hvor jeg ikke “skylder” nogen noget! – det her er helt og kun for min egen skyld. Jeg er således blevet bedre til at gøre ting for mig selv fordi jeg er nødt til at være den vigtigste person i mit eget liv! Jeg har alt for længe henvist mine egne bebov til en meget lav prioritering, men jeg vil ikke længere betale med mit helbred – jeg vil være fri og tage ansvar for mig selv og mine valg! og så vil jeg også tillade mig selv at tage fejl og skulle øve mig.
    Jeg skal ikke være verdensmester , blot være bedre til at lytte til min krop, som med det samme protesterer, når jeg ikke er ordentlig over for mig selv.Og det er jo ikke sygt, det er sundt, at min krop protesterer.
    Det var det ene tema (sundt/sygt).
    Det andet tema er sandhed/løgn. Det handler om at lytte til mig selv, og mærke det andre mennesker siger og gør føles som løgn eller sandhed. Jeg er siden min tidlige barndom blevet påtvunget løgne, som blev præsenteret som sandhed. Jeg skal derfor stole på, at jeg udemærket godt ved, hvornår noget er en løgn.
    Det betyder at jeg skal vælge at holde afstand til de mennesker, som vil fylde mig med løgn og holde fast i, at jeg har min egen sandhed, som de ikke altid forstår og respekterer, men det har jeg ret til, og det skal jeg tro på.
    Det her lyder meget frelst, men jeg forsøger🙂

    Tak for at lytte til mig og tro på mig!
    Du har givet mig respekt og styrke!

    Hilsen Susanne

  11. Hej
    Jeg er nu udredt hos Klinik for Funktionelle Lidelser i Århus.
    Jeg har Severe BDS samt forskellige personlighedsforstyrrelser inkl. helbredsangst, somatisering og hypokondri!
    Jeg skal indstilles til flexjob og i mellemtiden kan jeg ikke få sygedagpenge, så jeg har ingen indkomst!
    Dette til trods for at det er beskrevet, at jeg bliver mere syg af at spekulere over min økonomi.
    jeg skal mødes med kommunen og tale om få lukket op for sygedagpengene igen, så jeg håber, at det lykkes.
    Jeg skal også i terapi til efteråret, men det får jeg jo ikke råd til, såfremt jeg ikke har en indtægt.

    med venlig hilsen

    Susanne

  12. Hej Frue!
    tilfreds er ikke et ord i min ordbog lige for tiden. Desværre.
    Ikke at jeg er utilfreds- jeg er oprigtigt ked af alt det her. Jeg har ikke noget højere ønske end at være rask og normal.
    Jeg synes at det er svært at udkrænge sin sjæl for andre og risikere, at de tror, at det er klynk og piveri.
    Jeg er flov over at være havnet i denne suppedas og føler mig dum, fordi jeg ikke bare kan finde ud af at være normal og lægge min fortid bag mi og være tlfreds!
    Når det er sagt, kan jo godt se, at han har fat i noget, den gode læge.
    Det er bare meget svært at indrømme, at man er så ynkelig.
    Det hjælper heller ikke på mit humør, at jeg ikke har haft nogen indkomst i de seneste 3 uger. Afmagten og vreden lurer. Jeg synes at jeg har gjort alt, hvad jeg blev bedt om og mere til, og at jeg ikke har forsømt noget, og derved haft skyld i alt det, der er sket. Jeg har bare aldrig haft tilstrækkeligt med ressourcer til at håndtere et arbejdsliv ligesom andre, men gud, hvor jeg gerne ville!!
    Det er svært at tage imod hjælp og at være taknemmelig – det nytter jo ikke noget nu, for jeg skulle have haft hjælp for mange år siden, for at det ikke var gået så galt. F.eks. har jeg siddet fast hos min læge hver vinter de seneste 20 år, og sagt, at jeg var træt og havde svært ved at overkomme mit arbejde. Beskeden var: spis noget jern.
    Lige nu er jeg lidt bitter, men jeg ser trods alt frem til at få et lille job, som kan være med til at etablere en form for balance og glæde i mit liv.
    Lige nu er haven også min store glæde, man kan dårligt være ked af det, når det hele bugner i haven. Hurra for den! og hurra for at min nærmeste familie støtter mig.
    Jeg er dog stadig uforstående for, at jeg både kan være somatiserende og hypokonder. Der siges på den ene side, at min helbredsangst og somatisering er en regulær sygdom, som kan afhjælpes og ikke skaberi, men samtidig er jeg så altså skabagtig optaget af mit helbred??
    Jeg håber, at jeg ser lidt lysere på fremtiden om nogle måneder.
    Hilsen Susanne

  13. Kære Susanne

    Du må gerne skrive til mig på madamkjelsen@hotmail,com, hvis du vil.. forstår godt det er svært at skrive offentligt..

    Du skal vide, at nogle af de diagnoser, du har fået, ikke er i brug indenfor det psykiatriske system længere, samt at Per Fink et.al. ikke har belæg for at bruge diagnosen BSD… den findes ganske enkelt kun i Danmark, og er ikke en international anerkendt diagnose..

    knus og mange, mange tanker..
    AC

  14. Jeg kan ikke komme i kontakt med dig. Vil du skrive til mig igen?
    Jeg er nu røget helt ud af samfundet og har ikke udsigt til indtægt resten af året. Sådan er det at være sygemeldt i dagens Danmark. Så vogt jer derude!!!
    Det kræver et vældigt godt helbred at være syg.

    hilsen Susanne B. Andersen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s