Når dit handicappede barn fylder 18 …

Jeg tror, der er mange som jeg, mødre og fædre til et voksent handicappet “barn”, der sidder meget alene med følelser af sorg, afmagt, stress, angst for barnets fremtid, når deres pode fylder 18 …

Ikke alene tror jeg dette, jeg ved det. Min viden og erfaring som gammel socialrådgiver og mor til en nu voksen handicappet ung mand springer ind fra den bagerste del af min hjerte, og fortæller mig, at når barnet er fyldt 18 år, bortfalder alle muligheder for hjælp til familien (læs: forældrene), for nu anses den handicappede i juridisk forstand som “myndig” og derfor som selvstændigt individ. Alt sammen udmærkede foranstaltninger for at beskytte den handicappedes rettigheder, selvom intet om dette er nævnt i Grundloven !

Der opstår ofte dyb frustration overfor systemet, fordi man som forælder nu virkelig oplever, at det er definintivt slut med særlige foranstaltninger ! Ønsker man som forælder at hjælpe sit voksne barn, er det rent juridisk sådan, at kommunen beder om samtykkerklæring fra den unge ifht. aktindsigt og udlevering af oplysninger. Juridisk korrekt, men også en måde, hvorpå man definitvt lukker for forældrenes ansvar og hjælp til deres handicappede voksne barn. Nemt og bekvemt.. Så er det slut med forældreinddragelsen, og mange sagsbehandlere drager et lettelsens suk: Slut med de besværlige forældre !

Rigtig mange har stadig deres voksne børn boende hjemme uden støtte af nogen slags, selvom de reelt ikke er hverken økonomisk eller på nogen anden måde “ansvarlige” for deres børn. De har pga stress/udbrændthed ganske enkelt givet op, når deres poder bliver 18, måske har de endda mistet deres forsørgelsesgrundlag, fordi den tabte arbejdsfortjeneste er slut.

Uden hjælp til at komme videre står mange forældre så der, brugte af stress, sorg, hårdt fysisk arbejde med mange tunge løft, søvnløse nætter af bekymring, mange og hårde dage med børn, der af den ene eller anden grund IKKE kan andet end være de børn, de nu engang er. Handicappede.

Disse følelser af bekymring er helt reelle. Kommunalreform, skattereform og skattestop har for alvor beskåret hjælpen til handicappede, både voksne og børn, og det i sådan en grad, at det sted, min søn bor, er “døgnbemandingen” halveret. Det er blot eet sted, det ser sådan ud.

Der kunne sikkert laves en fin og meget belysende statistiks undersøgelse fra SFI (Socialforskningsintituttet), Dansk Socialrådgiverforening eller Danmarks Statistik… Men desværre… Det tror jeg ikke den siddende regering ønsker, og dette af meget simple årsager; Den danske befolkning vil gennem et sådant materiale få øjnene op for, hvor grelt det står til på socialområdet, et område, de tror fungerer, et område, de lever i “lykkelig uvidenhed” om ud fra devisen: Sålænge det ikke rammer mig, så er jeg ligeglad. Det er folks egen skyld de har et handicappet barn, er syge, arbejdsløse, fattige etc. !

Det er mit store ønske, at der kan skabes debat om dette emne. Der er mange som jeg, det ved jeg, men jeg tror også, vi vælger at stoppe arbejdet, forde vi ikke kan mere.. Men føj, hvor ville jeg gerne have et sted, hvor jeg kunne henvende mig med mine følelser, tanker og oplevelser, dele dem med andre forældre, der står i samme situation som mig selv…

2 thoughts on “Når dit handicappede barn fylder 18 …

  1. Ingen gider at høre om “vores” problemer – vi skal helst gemmes væk – sådan føler jeg det.
    Det er så hårdt at knokle med en multi-handicappede barn 24 timer. man er sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver – hele tiden.
    Hvad hjælper det at ungen nu er godkendt til et pgf. 108 botilbud – når der intet er og ventelisten er lang. Hvad hjælper det at kommunen blev tilbudt af dygtige socialrådgiver til at tage hans sag da han var 14 år så der muligvis var en bolig når han var 18, det ville man ikke, han kunne først visiteres når han fyldte 17½ år…
    Jeg er så træt af at bo i et land der kalder sig, velfærdssamfund når der ingen velfærd er for de aller svageste i samfundet. Og så taler man mad i skolen til de såkaldte normale børn – helt ærlig….
    Jeg er så træt af at jeg ikke kan bruge alle mine lange uddannelser på andet end at skifte ble på en 17 årig…
    Sorry – du skulle ikke have alt mit lort, men hold en kamp vi er ude i og som aldrig stopper….
    Knus fra en mor i samme båd

  2. Kære Marianne

    Det er helt i orden, eet sted skal man have luft for sin frustration. Og jeg føler med dig, det skal du vide..

    Jeg tænker også på, at det er spild af samfundets ressourcer, at du ikke kan arbejde med det, du er uddannet til, at jeg måtte bukke under med stress/udbrændthed, og ikke længere heller kan bruge en fin uddannelse til noget..

    Blot fordi vi fik et handicappet barn.. Det er der sgu ikke meget retfærdighed i..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s