Tiden

Der er ikke noget som at holde søndag .. Normalt ville jeg sætte mig og virkelig komme helligdagen i hu, men i dag stod den på rengøring, oprydning i gæsteværelset/kontoret, hvor knægten har huseret den sidste uges tid, gulvvask og afsmudsning af badeværelset. Der kom kaffegæster, min veninde og hendes mand, som jeg ikke har set i meget lang tid. Det var så dejligt at se dem igen, det føltes både skønt og samtidig lidt trist, fordi vi ikke har kunnet ses så ofte, som vi gerne ville.

Det er forrygende, så meget tid betyder for forståelsen af den selvsamme rummelige bestemmelsesfaktor. Jeg har været væk fra livet på Fyn i 2 år. Det føles som i går og alligevel føles det som om der er gået tid. Tid, hvor jeg ikke har været en del af det liv, der er levet blandt venner og familie, tid, som mine børn ikke har haft sammen med mig, fordi jeg har boet i en anden del af landet. Det selvsamme land, det samme sprog, tidszone, den samme farve på græsset og den samme slags kaffe i kopperne, men alligevel er tiden anderledes nu.

Tidsforskellen manifesterer sig ikke kun i min bevidsthed, den kommer også til mig i små, løbende øjeblikke, hvor jeg ser og oplever den. Hvor det føles som om jeg står midt i tidscirklen og rammer midtpunktet et sted udenfor og indeni mig selv, en slags samtidig tidsoplevelse, som synes at indeholde elementer af fortid, nutid, fremtid, alt sammen på een gang. Her står jeg så, føler og sanser, ser og opfatter, forsøger at skabe mening med det fortidsnutidsfremtidige i tiden.

Alene er det ikke muligt at opleve tiden. Den går ikke alene, den går sammen med. Ligesom jeg alene ikke kan udvikle mig, kan jeg heller ikke alene opleve tiden. Den er nødt til at vise mig noget sammen med noget andet, ellers kan jeg ikke fornemme den, samle dens erfaring, og tage ved lære af den.

Sådan føles venskaber i tiden. De samler sig, giver erfaring, kærlighed, nærhed, følelser af fællesskab med noget, der er større end mig selv. Noget, jeg er en lille del af, men en givende del. Noget, jeg ikke kan undvære, men som kommer i stand ved netop den del af mig, som deltager i tidens sammenhold. Den fællesstidsfornemmelse, som skaber følelsen af samhørighed med det moment, det nu, der er lige nu.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s