Når systemet svigter III

Åh, jeg bliver så tung, så tung om hjertet, når jeg har været hos min søn og set, hvordan der faktisk ser ud, der, hvor han bor. Papir alle vegne, affald, støv i centimers højde på bogreoler og tv, tøj, der skal vaskes… tøj, der skal lægges sammen…. Det er hans hjem. Der, hvor han skal lade op, der, hvor han skal føle sig godt tilpas… og det ligner en losseplads…

Mit hjerte kramper sammen i brystet på mig, jeg bliver helt stakåndet, øjnene løber over af tårer og jeg bliver ganske tung i hele kroppen. Opgivende, trist, og så modløs, som om jeg næsten ikke kan sætte den ene fod foran den anden af bare tristhed og sjælesmerte. Fordi min søn bor sådan, så er hans livskvalitet forringet. Og det kære personale kan sagtens se, han ikke kan magte opgaven, men når han afviser dem ved døren med et “nej, jeg har ikke brug for hjælp”, så bruger de servicelovens bestemmelser om magtanvendelse for at undlade at gå ind af hans dør og påtvinge ham den hjælp, han på grund af sit handicap IKKE selv er i stand til at se, han har brug for.

Hvor er vi så henne ? Hvor er den faglige vurdering angående min søns behov for hjælp henne ? Jeg synes personalet gemmer sig bag ved servicelovens bestemmelser (jeg mener at kunne læse mig frem til det handler om magtanvendelse) og UNDLADER derved at tage fagligt ansvar for et menneske, som har et varig nedsat psykisk og/eller fysisk handicap. For slet ikke at tale om det menneskelige aspekt af denne sag. Etiske overvejelser. Moralske handlinger…

Min søns situation er desværre mere reglen end det er undtagelsen. Det gælder også for rigtig mange andre handicappede rundt om i landet. Det her er absolut ikke et enestående tilfælde. Og hvorfor hører vi ikke mere om det i medierne ? Fordi de trætte forældre ikke orker at gøre opmærksom på det og journalisterne rundt om på diverse avis- og tv-redaktioner mener ikke det er “godt nyhedsstof”… . Hvem gider også blive mindet om, at handicappede i et bofællesskab går til i deres eget skidt, ikke får ordenligt mad, ikke får den korrekte medicin etc..

De trætte forældre har nok at gøre med at holde det pædagogiske personale og den kommunale sagsbehandler op på handleplaner vedrørende den unge handicappede … såfremt der eksisterer een.. Vi venter stadig i spænding på den handleplan, min søns sagsbehandler lovede at udforme og sende til os sidste efterår ved denne tid ….. Mon det ikke er ved at være tid til at gøre hende opmærksom på servicelovens § 141? Jeg tror det.

Ligesom jeg ved, at jeg igen i morgen er at finde i min søns hjem for at hjælpe ham med at rydde op og gøre rent. For jeg har ikke hjerterum og tid i min sjæl til at vente på, de får gen-fortolket servicelovens bestemmelser … til den tid er min søn jo fyldt 30 og begravet i sit eget skidt…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s