Forrådnelse og forfald i det offenlige hjælpersystem

I dette så skønne land, med dets smukke efterårsfarver rundt om os, falder mine tanker som bladene falder af træerne på noget andet, som kommer med efteråret, nemlig forrådnelse og forfald. Og hvad er da mere nærliggende end at tale om disse 2 begreber i den måde, det offentlige vælger at passe vore handicappede medborgere på. Dem, som Serviceloven betegner som “mennesker med (betydeligt) nedsat psykisk og fysisk funktionsevne” Mennesker som min søn.

På det bosted, hvor min søn bor, arbejder man ud fra følgende principper:

Vi tager udgangspunkt i den enkeltes behov, ønsker og drømme og ud fra det gives individuel råd og vejledning. Der er mulighed for deltagelse i egenkultur og lokalsamfundet for derigennem at indgå i et fællesskab. Vi tilbyder hjælp til økonomi, kontaktperson, fælles aktiviteter og ture, fællesspisning.

Dette betyder i praksis, at man siger til “Jens” (fiktivt navn og person) på 26, lavt fungerende autist med udadreagerende tendenser: “Det synes jeg er en dårlig ide”, når han for 3. gang den uge spiser slik og drikker sukker-cola, selvom han har diabetes, eller til Tina (fiktivt navn og person), som er svært retarderet med et funktionsniveau som en 6 årig “synes du ikke, jeg skal hjælpe dig med at gøre rent i din lejlighed”, selvom Tina i de mange år, hun har boet på stedet, aldrig nogensinde har vist hverken evne eller indsigt i egne rengøringsbehov eller egen-strukturering.

Konsekvensen af denne “tilbudspædagogik” er, at min søn og andre udviklingshæmmede, der bor i bosteder med samme pædagogiske holding går til i sit eget skidt, ikke får hjælp til oprydning, strukturering af dagens opgaver, ikke får lødig og nok mad, ikke får hjælp til at tage medicin, og hvad der nu ellers er af arbejdsopgaver. Og det gør han ikke, fordi personalet synger den samme “sang” om hjælp til selvhjælp, som de har gjort i 10 år. Når det så viser sig, at der er rengøringskatastrofe i min søns lejlighed, så stiller de sig alle sammen hen til den berømte håndvask og siger “det er ikke vores skyld, vi har tilbudt ham hjælp, men han siger nej”………….. !

I min optik er det logik for burhøns, at spørger det pædagogiske personale en udviklingshæmmet som f.eks. min søn, om han vil et eller andet, som har med ubehagelige, kedelige eller trælse opgaver at gøre, så siger han nej, for han er lyststyret uden indsigt i behovet for rengøring, sund kost etc. Det gør vi andre også, siger nej, hvis vi ikke gider eller har lyst. Men vi kan, til forskel fra et menneske som min søn, selv indse, at vi er nødt til at gøre disse ting, ellers går vi til i skidt, vasketøjet bliver ikke vasket, og vores helbred degenererer med lynets hast.

Jeg er dybt, dybt rystet over denne holdning til en gruppe af medborgere, som ikke kan selv. Dybt rystet over et personale, som simpelthen ikke kan se, at den måde, de vælger at gøre deres arbejde på, ikke fastholder en positiv udvikling for den enkelte endsige forebygger sociale og helbredsmæssige problemer. Denne “tilbudspædagogiske” metode giver et uværdigt og fattigt handicap-liv med store konsekvenser for den enkelte. Det er svigt på helt basale områder af livet, nemlig helbred, kost og personlig hygiejne.

Denne vanvids-pædagogik skal stoppes. Og det gør I bedst den 17. november ved at stemme på et parti, som vil den faglige udvikling indenfor det sociale område frem for skattelettelser, besparelser og stagnation. Det medfører nemlig nedgørelse af mennesker, som ikke formår at tale og tage vare på deres egen sag. Det er vores pligt, os, der kan, at tale de svages sag. At tage vare på de svage. At værne om de svage. Det er vores pligt at skabe et samfund, hvor fællesskabet er i centrum. Hvor der er plads til os alle.

2 thoughts on “Forrådnelse og forfald i det offenlige hjælpersystem

  1. Uha – du har godt nok fat i en varm kartoffel og jeg kan ikke være mere enig med dig.
    Jeg har qua mit tidligere arbejde frekventerede et bosted for psykisk meget syge personer. Og her var så ulækkert af møg, tis og bræk og når jeg spurgte personalet omkring den manglende rengøring og hygiejne – så var svaret netop i forhold til din skitserede “tilbuds-pædagogik”.
    Jeg blev så rasende – for personerne på dette bosted var så syge og seederet kraftigt af medicin at de ikke så den losseplads de boede på….
    Tænk at man kan arbejde sådan et sted med sådanne pædagogiske tiltag? Og hvad skal der til for at ændre denne form pædagogik – for det sker jo nok ikke kun ved at stemme på den rette person til kommunevalget.

  2. Nej…. det er helt sikkert, det at vælge en anden “retning” ikke i sig selv er nok, Marianne.

    Det er en holdingsændring blandt personalet, der skal til. Jeg har tænkt meget over det her siden vi fandt min søns lejlighed i denne sølle forfatning, og så vidt jeg kan se, bunder det i den daglige ledelse, det daglige arbejde, og holdningen til, hvad en pædagog skal og ikke skal på et givent bosted.

    Jeg mener jo ikke, der går nogen skår af deres “faglighed” ved at tage fat i en klud, en spand og en flaske ajax, vel.. Det kan være lige så givende en pædagogisk opgave at hjælpe med rengøringen som det kan være at tage på ture med beboerne. Men det er jo nok sjovere at tage på ture… !!!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s