Dagen før dagen…

Juleflokkene kommer vrimlende hen ad gaden. Han går stille og roligt i sneen, bilerne snegler sig forbi, og tankerne flyver, som fnuggene, ubekymret rundt mellem hinanden.

Det er dagen før dagen. Den dag, han skulle have været afsted. Stedet for ankomst, der, hvor det hele begyndte, det, som nu giver så tydelig mening i hans liv, der skulle han have været. Nu er stedet et andet, men ikke mindre interessant og ikke mindre vedkommende. Blot et andet sted.

Stedet er kendt, men også ukendt. Det er en gammel kending, glemt mellem de andre steder, han har været, men fundet frem i bevidsteheden for at give husly og varme, nu, hvor der er brug for det. Stedet er godt. Det er kærligt og tager imod ham, varmt og blødt som de kys, hun også vil give ham, når han ankommer. Han kunne have valgt så mange andre steder, men dette lille sted syntes så ideelt, som det lå fuldstændig uforstyrret midt mellem de store 4. etagers bygninger i den gamle bydel. Næsten glemt, af andre, uagtet, men ikke ringeagtet. Og slet ikke af ham.

Stedet er et lille hus, hvidkalket med små vinduer og en enkelt, brun trædør med smukke udskæringer. Vinduerne har små sprodser, taget er af strå, og lyskæderne viklet rundt om fordørens karm har den eventyrgule farve, hun elsker så højt. Han kan næsten se hende for sig, når hun om føje øjeblikke vil åbne døren for ham, og byde ham indenfor i det gamle hus.

Hvad ledte ham herhen, tænker han, mens han går de sidste 100 meter hen til huset. Hvad fik ham til at vælge nøjagtig dette gamle hus, han kunne have valgt så mange andre.. Mulighedern var mangfoldige, men netop dette lille hus, i sig selv næsten upåagtet, var det bedste valg, da han først havde brugt tid på at vælge.

Om valget havde været så logisk og strategisk gennemtænkt, det kunne han godt tvivle på nu. Det var som om huset havde valgt sig selv, selvom der havde været andre og i princippet bedre steder, men det blev det lille hus med den smukke dør.

De sidste par meter, så var han ved døren. Lyset fra kæden rundt om døren hang lidt skævt i den ene side, så en ujævn, gullig skygge dansede hen over døren. Han løftede venstre hånd og bankede forsigtigt på.

Hun åbnede døren, lige så stille. På hendes ansigt breder sig et stille smil, hendes øjne lyser op, stråler om kap med de små, gule lys, der hænger rundt om døren.. Han ser hendes glæde i de øjne, han har set ind i  så mange gange før. Han ved, hendes glæde ved hans tilstedeværelse er ægte, hengiven og fuld af den kærlighed, en hustru føler for sin mand. Han ved, han er heldig.

Han træder ind  i entreen, et lille, firkantet rum med en trappe op til første sal, hvor soveværelset og et mindre badeværelse befinder sig. Under trappen af gammelt egetræstømmer er der indrettet en lille garderobe, den sparsomme plads er godt udnyttet, tænker han igen, og mindes det arbejde, det trods alt var at bygge garderoben under den skæve, gamle trappe. Der dufter af gran og gammelt træ, stearinlys og nybagte småkager. Duften af jul, som han mindes så mange gange før at have mødt, lige der i gangen, når han trådte ind.

Hun står med sit storblomstrede sjal om sig, med hånden på sin store, runde mave. Hele hendes væsen er centreret om det kommende barn, som både hun og han længe har ønsket sig. Der er et særligt lys over hende, som om hun, som hun står der i al sin sårbarhed, på een og samme tid bærer så meget styrke og kærlighed i sig, som det er et menneske muligt.

Han hænger overfrakken ind i den lille garderobe og går efter hende ind i stuen til venstre. Der dufter af grantræ, nelliker, appelsiner, hjemmebagte småkager og en velkendt duft af flæskesteg, hans livret. Glæden ved den gode mad, hun laver, har sat sine tydelige madspor rundt om på hans krop, men han er ikke bekymret. Det er glæden ved livet, han spiser, hendes kærlighed til ham, han synker, hver gang han tager en bid af hendes mad. Som det har været gennem tiderne, er kærligheden som et usynligt krydderi tilføjet maden af den, der laver den til den, der spiser den. Hverdagens madmagi, tænker han, og smiler i forventing om det stykke saftige kød og den pragtfulde sovs, der venter ham.

Hun går roligt hen til døren ud til køkkenet, stille og med afmålte skridt, for graviditeten er nær sin slutning og hun er en anelse besværet af sin størrelse. Faktisk står hun til at føde i morgen, men som det jo er med det første barn, kan man ikke altid regne med terminen. Hun glæder sig, og mærker både forventingen og bekymringen på een gang. Ind i mellem de mange øjeblikke af lykke har hun også en fornemmelse af tilstedeværelse af den lille ufødte, som hun hele sin graviditet har vidst blev en dreng. Hun kan ikke fortælle sin mand, hvorfor og hvorfra hun ved det, det ved hun bare.  Som om den lille dreng, hun venter, ikke kun er hendes og hendes mands barn, men et barn til alle mennesker. Alle, der venter på noget større, en åbning til noget mere, en yderligere dimension, bare …. noget.. Hun føler det i alle de plukveer, hun har, i de drømme, hun drømmer om barnet og dets liv, og hun mærker de spark han sender rundt i hendes mellemgulv og til hendes ribben, at han er i live, er stærkt som få, og har en livskraft større end hun kan forestille sig. Hun lægger beroligende hånden på maven, og tænker en stille bøn til den lille. Må du komme godt ud til mig og din far. Vi venter, som resten af verden, på du kommer….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s