Pippi Langstrømpe som rollemodel

Jeg voksede op ude på landet. 10 huse og fælles toilet, sådan kan man med lidt god vilje beskrive det lille landsbysamfund, hvor jeg slog mine barnefolder sammen med naboens unger og min allestedsnærværende lillebror, som jeg dengang, som enhver anden sur storesøster, ikke gad have med på slæb, når jeg drog ud i verden for at lege.

Min yndlingsheltinde var Pippi Langstrømpe. Jeg elskede at se hende i skikkelse af skuespillerinden Inger Nillsson og høre hendes sang “Här kommar Pippi Langstrymp” i fjernsynet, dengang i 1969 og fremefter, hvor jeg var godt 5 år gammel og i sindet lige så eventyrlysten med trang til sang, samfundssind og styrkeprøver.
Det er jeg stadigvæk. Godt nok er jeg ikke 5 år længere, men hvor ville jeg ind i mellem ønske, jeg kunne gynge vildt på gyngen, skråle højt af hjertens lyst og løfte hesten på terrassen, bare fordi jeg kan !

Hun personificerede alt det, jeg gerne ville kunne og være, hende Pippi.. Alt det, jeg ikke turde, men gerne ville, fordi det var sådan, jeg følte det. At hun havde fat i den lange ende af hestens hale, når hun revsede den sure dame fra socialforvaltningen, snød de 2 dumme politimænd, og alle de andre autoriteter, et barn skal forholde sig til. Måske især forældrene, som jo er den første autoritet, man møder som barn. Hun gjorde, hvad hun ville, fordi hun ville og fordi hun kunne. Hun var stærk, klog og modig, alt det, jeg følte en pige godt kunne være uden at være mærkelig og underlig. At man gik foran, tog kampen, fandt på og klarede ærterne, FORDI man var en pige..

Min fascination af Pippi som rollemodel har jeg siden tænkt meget over. Hun var den rollemodel, jeg sådan længtes efter at se hos en kvinde, for den gav min mor mig bestemt ikke. Det var snarere fuldstændig modsat, en feminin, hjemmegående husmor, Annika om igen, den lille kvinde, som reddes af manden, fine sko, fin kjole og uden nogen som helst form for selvstændigt initiativ til at gå ud i verden og EROBRE den.. Sådan ville jeg ikke være, og jeg kunne ikke lide at være så underdanig, heller ikke dengang. Men jeg turde ikke sige noget, og slet ikke til min far, som havde den holdning, at børn skal ses, og ikke høres… især små piger ! De kan gå ud i køkkenet og hjælpe deres mor !

Jeg drømte mig i stedet for ind i en verden, hvor jeg var heltinden, den stærke, den kloge, hvor jeg kunne flyve og levede i mit eget land, hvor jeg bestemte. Det var godt nok stort for en lille pige, som altid havde følt sig anderledes og lidt udenfor… Således mødte jeg Pippi Langstrømpe lige på det tidspunkt, hvor jeg skulle finde en rollemodel, 5 år gammel, med en fraværende, autoritær far og en underdanig, indadvendt mor.

Heltinderollen, hende, der kunne klare alt, var stærk, sjov og modig, det var mig, sådan ville jeg være, og sådan blev jeg også. Men det var ikke min mor, der viste mig vejen, det gjorde min bedstemor og min farmor. De viste mig, hvordan man kæmper, er en fri, stærk, modig og klog kvinde. Alt det, min mor ikke kunne give mig, så jeg hos dem, og fik det bekræftet af min barndoms heltinde, hende med de røde fletninger.

Men jeg blev jo også mor til et barn med særlige behov, som krævede alt mit mod, styrke og nærvær, noget, som Pippi ikke havde taget højde for. Hun var jo også personifikationen på den perfekte frihed, man som kvinde opnår, når man rejser sig og udviser netop disse egenskaber. De går ikke i spænd med moderrollen, og især ikke til den opofrende rolle, som min mor viste mig, og som jeg måtte påtage mig, da min søn viste sig at være alternativt begavet. Mine Pippi-egenskaber måtte jeg bruge i min kamp mod systemet for min søn og hans behov. Men jeg kunne jo ikke trylle og jeg havde ikke en taske fyldt med penge, selvom jeg ofte ønskede, det var sådan…

Jeg opgav aldrig min fascination af stærke kvinder, tværtimod har den altid været meget nærværende. Thit Jensen er en af dem, en af de helt store, som jeg nærer stor beundring for, en anden er Lilly Gyldenkilde, gammel SF kvinde, Mother Theresa er en anden side af kvindemodellen. Den gav min mormor mig også, den opofrende kvinde. Det var den ynkelige, underdanige rolle, “offeret”, jeg så hos min mor. Til dato er det den kvinderolle, jeg mener virkelig har holdt kvinder bundet fast i den mandschauvinistiske begrebsverden “Kvinder hører til i køkkenet og soveværelset”……

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s