Taknemmelighed

Jeg har svært ved det… At vise jeg er taknemmelig, for hvad skal jeg være taknemmelig for ? Jeg har mistet så meget, at jeg synes det næsten er som at have levet 2 forskellige liv… Et før stress/udbrændthed og andet stoppede min erhvervsaktive karriere, og et efter… Livet efter arbejdet… Livet som førtidspensionist.

Skal jeg da være taknemmelig for Livet, at jeg kan trække vejret og ikke er død ? Jamen, det skal vi alle sammen da, det er jo en selvfølge, noget, vi lever med, i, for, til, hver eneste dag.. Gud har givet os livet, åndedrættet, så vi kan trække vejret og leve – Vi er ! Indtil den dag, vi ikke er mere, og drager det sidste suk.. Livet er en gave … Men hvis det, der definerer livet er så belastende, hvordan kan det så være en gave ?

Mit helbred, skal jeg være taknemmelig for det ? .. Det kunne klart være meget, meget bedre, og jeg er ikke taknemmelig for at være syg og nedbrudt af diverse sygdomme, stress etc.
Det er jeg ikke, jeg er vred på Ham deroppe for at skulle igennem alt dette. Hvis jeg skal se Åndelighed lig med Sygelighed, så var den lille Hildegard jo syg hver eneste vinter som barn, og hun var jo så oplyst som man sjældent finder et menneske være..
Er sygdom så Guds prøvelse, en gave, for at se, hvor åndsduelige vi er, til trods for kødets skrøbelighed ? Er sjælen åben for potentiel udviklet hos den, som bliver syg, for netop at åbne sig for Gud ? Eller hvad sker der ? Hvorfor skal nogle mennesker prøves mere end andre ? Det giver ingen mening i min hjerte, for jeg kan ikk finde nogen rationel forklaring på det. Og går jeg over i den anden boldgade, den åndelige, så kommer der tifold af spørgsmål dumpende for hvert et nyt, jeg stiller… Spørgsmål, jeg ikke selv kan svare på….

Min sociale position i samfundet levner mig en del ambivalens. Både glæde og vrede blander sig her, for jeg er ikke udelt begejstret for den politiske scene, jeg lever i. Jeg ville ønske et andet styre, en anden samfundsstruktur, men det kan jeg som det lille menneske jeg er, slet ikke lave om på eller ændre.
Min mulighed er at leve i det samfund, i den tid, jeg er i, og skabe mit liv som jeg bedst kan. Det er den fysiske side af sagen. Det står mig til gengæld frit at berige min ånd så meget, som min fysiske styrke tillader det… Se, det er jeg dybt taknemmelig for.
Tiden er min til at udvikle mig åndeligt, for det kræver min fulde tilstedeværelse og er ikke .. altid, i alt fald, betinget af min socio-økonomiske situation…

Taknemmeligheden i mit hjerte er derfor meget centreret om tidsgaven ! For den sindsro, det giver mig at være med mig selv og noget, som er infinitivt større end noget, jeg nogensinde kunne have mødt ude i den samfundspulserende virkelighed. Der takker jeg min Gud hver dag for den dag, der er mig tildelt, med alt, hvad den indeholdt, og alt, hvad jeg fik og gav ! Der er min kærlighed til livet meget intakt og meget tilstedeværende for mig.

Sanctum … Det hellige… ligger ikke lige for, det kræver min tid og min dedikerede tilstedeværelse i den process, åndelig udvikling er.. Det kommer jeg i alt fald ikke sovende til, men der drypper lejlighedsvist lys og kærlighed til mig, og den indsigt, jeg mærker, kommer i stille, medidative stunder, hvor jeg er fordybet i bøn. Så takker jeg. Så er jeg dybt taknemmelig…

Konklusion er så, at jeg er dybt taknemmelig for den tid, jeg har nu, fordi den giver mig mulighed for en udvikling, jeg ikke havde før. En, om man vil, åndelig udvikling, jeg har valgt, den vej, mange har gået før mig.

Det siger jeg et stort og dybtfølt TAK for .

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s