Når evnerne ikke længere rækker…

Det er ikke lysten, der mangler. Men de fysiske og psykiske evner råber ikke i kor om at komme først til fadet, og har ikke gjort det længe.

Jeg læser så gerne hos et par damer, som er meget dygtige til at lave mad og alle har også en kronisk sygdom, nemlig fibromyalgi. Nu kan jeg kun være med til den sidste del af diagnosespektret, for jeg deler.. næsten… ikke deres passion for madlavning, selvom ingen endnu er døde af noget, jeg har fremdrevet i mit køkken..😉 Jeg elsker at lave mad, men når klokken når aftensmadstid, så er jeg så træt, at jeg overlader det til min mand, som er super-duper i et køkken og af alle huslige gerninger er det køkkentjansen, han deltager i uden forudgående opfordring😉

For at gøre en meget lang indledning endnu længere, så handler dette indlæg om at føle en passion for noget, når livet har tildelt een nogle gevaldige øretæver både på den psykiske og den fysiske konto. Når der ikke er et job, man kan bryste sig med, og derfor en indtægt, som man kan vise sig med eller kolleger, som man kan være sammen med.. Der er måske knap venner tilbage.

Jeg taler om livet som førtidspensionist. Det liv, der leves efter en bevilling, det liv, som skal begynde forfra, fra siden, fra livlinen eller hvor det nu leves fra, men begyndes på noget nyt, det skal der.. !

Forleden dag kørte jeg ind til en behandling hos en kiropraktor (jeg betaler selv !) og tidspunktet for min køretur var på det tidspunkt, hvor jeg “i gamle dage” kørte på job som socialrådgiver… Jeg mærkede det der glædessug i maven, jeg altid havde, inden jeg mødte på job, mærkede mine medtrafikanters samme fornemmelse for den kommende dags dont, og den pulseren, som lå i dagens begyndelse midt i trafikken.. Jeg blev i den grad grebet af nostalgi og måtte tørre en lille tåre fra kinden, for jeg huskede jo, selvom det er 8 år siden, jeg var på arbejdsmarkedet, hvordan det føltes. Og alt jeg LÆNGTES efter det .. stadigvæk. Længtes efter at køre på arbejde, at have et job, at kunne tjene mine egne penge, at have en social status, hvor jeg ikke bliver vurderet og fundet for tung til triviel konversation over festbordet…

Jeg længes efter at bruge mine evner igen. Bruge mine kreative løsninger, min store empati, viden og forståelse for sociale problemers optræden og især deres løsning, og jeg savner at kunne udfolde mit ambitionsniveau. Det er slut .. uigenkaldeligt slut, for jeg kan ikke arbejde indenfor det sociale området mere, udbrændthed er også et del af mit diagnose-land.. !

Lige dér ville jeg have givet alt, hvad jeg ejede for at få min “arbejdsevne” igen.. for at måtte opleve den glæde, mit job gav mig og den glæde, der lå i at være nyttig. At gøre nytte.. ! At føle mig nyttig og føle, jeg havde en fremtid. En fremtid, hvor jeg kunne se frem til en karriere, jeg selv havde skabt, en ordenlig løn og glæden ved at gøre det… ikke mindst den.. !

Jeg kunne ikke andet end mærke følelsen og glæde mig over, at det er noget, jeg har oplevet. Men jeg blev … igen.. fuldstændig forsvarsløst, mindet om, hvordan det føltes, hvordan det var, for blot at forlade det igen.. midt i morgentrafikken..

Kiropraktorbehandlingen… ? den hjælper.. Men den er ikke helbredende.. !

2 thoughts on “Når evnerne ikke længere rækker…

  1. Kære AC
    Jeg føler med dig og jeg tænker, at du gør så meget nu ved at være “på”, ved at følge med, ved at skrive om dit liv og dele dine tanker. Tak.
    Kærlig sommerhilsen Kristine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s