At ændre retning !

Det er nemt for et menneske med evnerne, og derfor måske også passionen i behold, at forestille sig, at det er skønt at kunne gå en tur, som tager 3 timer, hvor den før tog 1, at gøre køkken rent på 6 timer hvor det før tog 2 og så videre… Hvis det er det, du altid skal, er det et helvede på jord sammenlignet med det, du kunne før. Den vil altid være der, “det var ikke som før”. Den går aldrig væk, uanset hvor mange år der så end går fra det øjeblik man ikke længere er på arbejdsmarkedet og til den dag, man accepterer det faktum … Nogle takler den bedre, eller.. nogle er bare bedre til at fortrænge smerten, tabet, sorgen… end andre ! Jeg har nemlig aldrig mødt en ftp, som ikke af hele sit hjerte ønskede sig sine evner tilbage…

Jeg har en fornemmelse af, at evnen til at overkomme den nye tilværelse som ftp (førtidspensionist) i høj grad afhænger af, hvad man lavede før .. har man nogle “evner” eller interesser i behold, som kan fylde dagen, så er de ikke så lange og uoverskuelige, og fyldes også nemmere med glæden ved det, man stadig er god til ..

Nu har jeg ingen evner, jeg kan bruge at blogge om, som f.eks. madlavning, strikning, hækling, billedkunst eller andet tilsvarende kreativt.. Jeg arbejdede som socialrådgiver før jeg fik konstateret fibromyalgi  og stress/udbrændthed ! Desuden er min søn handicappet, så der var ikke hverken tid eller penge til fritidsinteresser, jeg var alene med ham gennem hele hans opvækst.

Pludselig at få al den tid, der findes, men ingenting at fylde i den.. det er skræmmende .. for evnerne er der ikke længere til at gøre det, jeg havde en drøm om at gøre, når poden blev voksen… Koncentrationen er væk, hukommelsen er som en si, fysikken er ikke længere helt i top, og har jeg f.eks. læst en bog eller set en dvd, så har jeg glemt den igen 14 dage efter ! hvis jeg da kan huske, hvor jeg har lagt den…

Jeg har forsøgt at finde tidsalternativer. Læst bøger, hørt lydbøger, forsøgt mig i køkkenet med diverse tiltag, strøget tøj i megalange baner, ordnet planter på altanen.. sunget i gospelkor… Men det er som om intet af det længere fylder det samme i min bevidsthed som det gjorde tidligere. Det indtager ikke den hæderkronede plads, hvorfra jeg kan fremtage min interesse og sætte den på hovedet som en fin kongekrone, klar til at blive vist frem og nydt for sin skønhed.

Passionen er der ikke, det kan jeg konstatere. Måske er det en ny mulighed for at finde andre områder, eller også er det en bevidsthedsproces, jeg endnu ikke har helt styr over. Jeg kan blot konstatere denne “det har jeg prøvet-følelse”, som beder mig om opmærksomhed. Det er som ønsker min sjæl/ånd noget andet…

Hvad dette andet helt præcist er, ved jeg ikke endnu. Men jeg er villig til at tage rejsen derhen😉

8 thoughts on “At ændre retning !

  1. Kære dig,

    Hvor rammer du bare så meget plet ned i de tanker og overvejelser jeg gør mig… og jeg er ikke engang ftp’er endnu!

    Men jeg møder meget fra andre folk, både IRL og på min blog, at nu skal jeg se at fylde mit liv ud, finde mine passioner osv. og jeg har “adopteret” den tankegang, men inderst inde er jeg da nok godt klar over, at jeg er så træt ovenpå min kamp, at den dag det lykkes mig at få min ftp og min ro, så er der da ikke lige plads til at finde mine passioner sådan lige med det samme… jeg orker det heller ikke nu midt i kampen.

    Men det er som om at det er det omverdenen forventer af os… eller er det bare mig der har den fornemmelse?

    For det må da unægteligt tage den tid det tager (som en anden Klovborg-ost) at finde sig selv og sit stå-sted når man får sin ftp og jeg tror du er virkelig inde på noget helt rigtigt, når du siger, at det må da afhænge af hvad folk har interesseret sig for før!

    For hvad nu hvis ens interesser er blevet væk i kampen? Hvad nu hvis ens interesser før man blev syg og ftp’er ikke kan lade sig gøre mere?

    Jeg kan saftsuseme godt forstå hvis du synes det er svært.

    Mange gode (og kærlige) tanker til dig og med ønsket om, at du finder der hvor du helt præcis kan lide at være og lave det du vil🙂

  2. 🙂 Kære Heidi

    Det er jo lige netop det, der er svært, at finde “passionen”, for midt i kampen bliver kræfterne brugt på ren og skær overlevelse … og efter en ftp-tildeling, så bruger man lang tid på at komme sig, for der er jo ofte gået år forud for bevillingen, hvor man har slidt sig selv synder og sammen …. Det tager simpelthen tid at komme sig over, og tid, det har vi så fået. Men det er også det eneste, vi har fået …🙂

    Jeg kan ikke fylde mit liv med noget af det, jeg brændte for, for det brændte jeg ud af.. Jeg kan ikke lave frivillig socialt arbejde, for jeg går ned med stress og jag efter 10 minutter i en café med stakler, for de vil søge min hjælp og jeg kan ikke hjælpe dem, selvom jeg meget gerne ville. Jeg kan simpelthen ikke tåle det længere.

    Hvad er der så tilbage ? Jeg gider ikke strikke om sommeren, det er kun om vinteren det er sjovt, jeg kan ikke sy, min tålmodighed rækker ikke rigtig, jeg kan ikke tegne, og jeg er ved at være træt af at synge… Gå ture og dyrke motion, det må vente lidt, min krop har nogle skavanker, som jeg i skrivende stund selv betaler for at få hjælp til… Det tager tid at restituere sig, for vi taler ikke om helbredelse her.. Det kan ikke lade sig gøre, når sygdommene er kroniske.

    Hvad kan jeg så ? Skrive på min blog .. om hvad ?? Jeg får hjertebanken og svedeture, når jeg går i gang med socialpolitiske indlæg, selvom jeg stadig brænder for området… Og jeg kan ikke længere klare at stille mig frem foran andre og synge solo, selvom jeg er rimelig god til det, det tærer simpelthen alt for meget på mig.

    Så nu er jeg gået på jagt efter passionen. Foreløbig handler den om restitution af min krop. Og det er alt rigeligt for mig lige nu😀

    Hvad med dig.. ? Bortset fra kattene, hvad har du så af interesser, eller havde, før du blev syg ?

    • Hej igen,

      Åhja… mine passioner og interesser før jeg blev syg?… hmm… tænke tænke. Tror sgu sågar jeg aldrig rigtig har haft nogle passioner.

      I mange år gik mit liv med at stå op, gå i skole/på arbejde, komme hjem, spise og sove… og lave lektier da jeg gik i skole. Havde stort set ikke overskud til et socialt liv, heller ikke da jeg boede hjemme. GIk aldrig i byen, men var da sammen med veninderne. Da jeg flyttede hjemmefra, jamen så havde man jo et hjem der skulle passe, tøj der skulle vaskes, indkøb osv. osv.

      De år hvor jeg trivedes bedst og lavede det jeg allerbedst kunne lide, var fra januar 2000 til juli 2002, hvor jeg tog en it-uddannelse, først på fjernundervisning og senere med undervisning inde på Tiegtenskolen i Ejlskovsgade. Der var jeg totalt i mit es. Havde ikke så mange undervisningstimer om ugen, men elskede at sidde og nørde med det derhjemme. Desværre kunne jeg ikke få arbejde på det, men endte i mit gamle fag som jeg faktisk aldrig har været glad for eller trivedes i.

      Så en af mine store interesserer har så de sidste ti år været computer og it. Er bidt af en gal computer, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke har fået brugt min uddannelse efterfølgende og at jeg nu – efter jeg har haft så mange tilbagefald i depressioner, psyken er blevet “forværret” og kampen har overtaget mit liv – ikke har det samme overskud eller hjernekapacitet til det mere. Men jeg håber virkelig inderligt jeg kan få det igen, for jeg elsker fx at nørde med hjemmeside.

      Madlavning er også en af mine store interesser, det samme er bøger, film og musik. Men igen… hjernen er ikke hvad den har været.

      Det er faktisk ikke så mange ting der interesserer mig, måske fordi håndarbejde aldrig har sagt mig noget, fordi jeg aldrig har været til det at dyrke sport (hvilket min krop også bærer tydeligt præg af høhø)… når jeg ser tilbage i mit liv, har jeg altid mest været til ting jeg kunne “dyrke” i mit eget selskab.
      Så jeg skal også til at lære at være udadvendt i mine interesser, men jeg tror det bliver meget meget svært.

      En af de ting jeg RIGTIG gerne vil bruge tid på den dag jeg får min ro og bare lidt mere overskud i mit liv, er at fotografere. Det har jeg altid godt kunne lide og har i mange mange år ønsket mig et spejlreflekskamera (lige siden jeg havde foto i skolen og ungdomsskolen). Så der står et digitalspejlreflekskamera meget højt på min ønskeliste.

      Så det var det… eller… nåååh ja… jeg elsker også at skrive.. både småskriblerier for mig selv og så blog. Men som du skriver…om hvad? Man skal jo for hulan da også have noget at skrive om!

      Måske vi to – når jeg får min ro på – skal gå på jagt efter vores passioner sammen?

  3. Jo, det er altid rarest at finde ud af slige sager sammen med et andet menneske… Det er ind i mellem lidt svært at gøre det selv. synes jeg. Især, når jeg ikke er helt 100 på, hvad det egentlig er, jeg vil.

    Det lader da til, at du har nogle gode interesser.. Især for IT, som du jo sagtens kan “dyrke” nu, selvom du ikke er på arbejdsmarkedet. Og alle de andre ting, det genkender jeg godt. Film, bøger etc. Du er et klassisk indadvendt menneske, ikke sandt ?

    Jeg har altid været meget, meget social, spillet fodbold, sunget i kor, spillet teater etc. Men det ligger ikke lige til venstrebenet lige nu, jeg orker det simpelthen ikke længere.

    Hvis du sådan drømmer .. om et liv, som du godt kan lide det, hvad indbefatter det så af arbejde ?

    • Du har helt ret, det er svært at finde ud af tingene selv når man faktisk ikke aner hvad det er man vil. Sådan har jeg det også og har haft det i flere år. Jeg kan fx ikke sige, at lige det og det drømmer jeg om at lave i mit liv, for jeg har altid været den fornuftige pige der gjorde det jeg troede andre forventede jeg gjorde.

      Derfor kan jeg heller ikke sige hvad for et liv jeg drømmer om hvis jeg kunne arbejde. For jeg aner faktisk ikke hvad jeg kan, eller jeg tror ikke jeg aner det. Og det er faktisk dybt angstfremkaldende, for jeg er så ræd for at vælge forkert. For det har alle de andre valg været jeg har taget fordi jeg gjorde det jeg troede jeg skulle og ikke det jeg ville.
      Jeg var fx rædselsslagen for at blive voksen og gå ud af skolen. Jeg var rædselsslagen for om jeg kunne leve op til det voksenlivet nu stillede af krav.

      Så jeg ved faktisk ikke hvad for et liv ink. arbejde jeg drømmer om… andet end jeg ønsker mig min egen familie og børn.

      Men ja, det er nok meget sunde interesser jeg har og de ER meget indadvendte. Det er faktisk først her for et lille halvt år siden det er gået op for mig, at jeg er en indadvendt person der har levet som udadvendt hele mit liv og jeg derfor har ydet så meget vold på mig selv.
      Jeg er altid blevet tolket og behandlet som udadvendt og er det også på nogle enkelte punkter, men jeg kan også godt mærke at jo mere jeg giver mig selv lov til at være “mig”, des mere indadvendt er jeg faktisk. Så jeg er faktisk ret forvirret i mit hoved over det, for det er faktisk pissesvært at have levet som udadvendt i 37 år og så finde ud af man er noget andet🙂
      Og jeg er da rædselsslagen for, at jeg bliver mere indadvendt og isoleret den dag jeg måske får min pension.

      Så hvordan tackler du, at du som udadvendt og meget social har svært ved at klare de ting mere? Er det ikke ved at drive dig til vanvid?
      Og hvad for liv drømmer DU om?
      🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s