Indadvendt udadvendthed :)

Heidi stillede mig nogle spørgsmål i en anden tråd, og de fik mig til at fundere over følgende ting:

Udadvendthed/Indadvendthed…

Det at være udadvendt havde for mig en overraskende anden side, nemlig den indadvendte del. Denne side af mig selv har jeg gennem mange år forsømt at pleje, for nu, da jeg blev udbrændt/stresset og fik diagnosen fibromyalgi at finde ud af, at jeg har begge dele i mig, på godt og ondt. Så jeg savner ikke længere at skulle være sammen med så mange mennesker, sjovt nok. Det er som om jeg er mæt af det, og har mest lyst til selv at vælge, hvor og hvornår jeg vil se på folk.
Nogle dage kan jeg gå i endog store menneskemængder, ubesværet af deres tilstedeværelse i antal, andre dage må jeg kapitulere og tage hjem med det samme jeg er kommet ud. Det er som om der er kommet en ekstra sårbarhed, eller følsomhed ind over, som jeg er nødt til at tage hensyn til… Jeg kan godt lide min følsomhed, og synes det er ok at mærke de forskellige følelser og stemninger, som melder sig. Det er ikke altid nok at synes det kunne være hyggeligt at se nogle folk, for både udbrændthed og fibromyalgi spænder ind i mellem ben for det, jeg gerne vil. Det er der bare ikke noget at gøre ved, og på sin vis har begge “sygdomme” gjort mig meget mere åben overfor min indre følsomhed og åbnet for nogle muligheder, som jeg slet ikke ville have set, hvis jeg havde fortsat i det spor, jeg var i fuld gang med…

Jeg har dage og perioder, hvor jeg ville ønske, jeg stadig kunne det samme som før, bogstavelig talt. Alene af den grund, at jeg ikke havde andet end mit job… Ingen fritidsinteresser, ingen kæreste, ikke ret mange venner, det var konsekvenserne, som meldte sig, da jeg blev alene med min handicappede søn… De kom tifold tilbage, da jeg røg ud af arbejdsmarkedet, og blev førtidspensionist. Den sociale isolation som følge af fattigdom og et nedbrudt helbred var ind i mellem uoverskuelig. Samtidig var min søn endnu ikke flyttet hjemmefra, og jeg havde nogle år, hvor jeg synes, livet var så svært, at jeg frivilligt krøb i social isolation af bare skam over min tilværelse. Jeg orkede ikke at sige, at jeg var på kontanthjælp, syg og fattig, for det forstod kun meget få af de mennesker, jeg mødte på min vej. Og jeg orkede ikke deres mærkelige blikke, anklagende, spørgende, uforstående, nedgørende. Jeg ville bare kravle i et musehul og leve mit eget, stille og meget indadvendte liv, så kunne de alle sammen rende mig et vist sted … !

Sådan har jeg det stadigvæk. Skammen over at være fattig, socialt udstødt, på alle måder, det er ikke særlig positivt. Det kan da godt være, at nogle på ftp eller andre overførselsindkomster kan magte at være samfundsdeltagende og derfor bilder sig selv ind, de ikke vil være bitre, brokke sig, føle sorg, vrede eller afsavn… Og også i perioder lever et liv, der gør disse sociale udflugter mulige. Men jeg kan ikke svinge mig op til at være lyve overfor mig selv. Det har jeg brugt alt for mange år på, og det er uigenkaldeligt slut ! Jeg er ikke tilhænger af “mind-tricks” (kognitiv psykologi) eller andre coachingmetoder, som har til formål at fortælle mig, hvad jeg skal tænke og hvad jeg ikke skal. Det er der fandenhyl’me ingen, der skal bestemme, det er helt sikkert. Mine tanker er mine, og at tænke anderledes helbreder IKKE forkrøblede følelser. Det eneste der helbreder et forkrøblet sind er erkendelsen af smerten, sorgen og vreden  ! Når det er erkendt, så kan man arbejde med at lære teknikker til at hjælpe sig selv videre. Jeg tror ikke på “fake it till you make it” … For en kronisk sygdom vil altid stille sine krykker i vejen for det indbildningsprojektet “jeg-vil-ikke-lade-sygdommen-styre-mit-liv”, rigtig mange kronisk syge forsøger at leve op til.  Vi må jo ikke vise svaghed i dette nyliberalistiske og asociale samfund vi lever i, og sygdom er altså også at være og vise svaghed ! At være “offer” for omstændighederne er helt legalt ! Derfor er det også legalt at føle sig som offer !

Det leder jo derhen, hvor jeg vil sige, at det liv, jeg kan forestille mig, der ved jeg ikke helt endnu, hvad det skal indeholde. Vi flyttede sidste år, og jeg har sådan brug for at tage vare på mig selv og få min base i orden, inden jeg begynder at fare ud i samfundet igen. Det er mine projekter. Mit helbred og mit hjem. I den rækkefølge.. Det gør, at jeg, som overskriften siger, nu lever med indadvendt udadvendthed 🙂

Reklamer

6 thoughts on “Indadvendt udadvendthed :)

  1. Åh hvor jeg genkender meget fra mig selv, især det med at nogle dage kan man godt være ude blandt andre, andre dage kan man ikke. Jeg har så flest dage hvor jeg IKKE kan.

    Jeg smiler lidt over det du skriver med kognitiv psykologi og coaching… jeg får røde knopper af coaching (og min svigerinde er uddannet coach) og kognitiv psykologi.. tja… det har min psykolog efterhånden fundet ud af jeg ikke liiige responderer som forventet.. og stritter meget i mod. Jeg vil sgu også have lov til at tænke og føle som jeg gør og der er en grund til at jeg reagerer som jeg gør. Jeg har lært at jeg ikke må lyve, og det er altså for mig at lyve at jeg skal vende negative følelser til positive.
    Men jeg vil godt blive bedre til at ikke at reagere så voldsomt som jeg gør, for det er ret ødelæggende.

    Nåh, det skal ikke handle om mig hele tiden i mine kommentarer 🙂

    Jeg tager hatten af for det du skriver og kan som sagt genkende meget af mig selv. Jeg tager så meget hatten af for det du skriver om at være fattig og føle sig socialt udstødt osv., at du ikke orker at være ude blandt folk. Igen, noget jeg genkender.

    Tak fordi du er så ærlig, det inspirerer virkelig.

  2. Tak 🙂 Jeg har også lært, at jeg ikke må lyve, og jeg kan heller ikke finde ud af det.. Jeg vil også have lov til at have mine følelser og tanker, det skal ingen bestemme. Jeg bliver så sur og gal over al den “positivisme” at jeg nærmest får kvalme af det. Det er jo det med den lalleglade coachingbevægelse, at man ikke tager hensyn til, hvad folk føler, men kun arbejder med, hvad du tænker og at du selv er ansvarlig for alt, hvad der vederfares dig i tilværelsen. Sikke da noget forbandet liberalistisk sludder !

    Jeg gider ikke kognitiv psykologi .. Det er psykisk overgreb af værste skuffe, udtænkt af et samfund, som vil presse syge mennesker til at arbejde sig selv ihjel ! Man må ikke føle, og ved du hvad, et lille barn følte før det tænkte.. Derfor skal man arbejde med følelserne, ikke tankerne. De kommer bagefter, som hjælperedskab til at bearbejde følelserne… Sådan må og skal terapi være i mine øjne !

  3. Hvad synes du så om det hende Zobel kom med for – hvad er det, et års tid siden – det der positiv psykologi?

    Jeg var ved at brække mig da jeg hørte om det… og jeg blev dybt ked af det, da jeg fik bogen i julegave af min lillebror og svigerinde… følte mig virkelig svinet til og absolut ikke taget alvorlig!

    Jeg er et stort følelsesmenneske og jeg reagerer som jeg gør. Nogle gange er det virkelig voldsomt og i “normale” menneskers øjne totalt ude i hampen og irrationelt. But so be it… jeg er sådan her…. og jeg er efterhånden ved at komme til den konklusion, at jeg har indordnet mig alt for meget under hvad andre folk mener om mig… hvordan jeg skal være, hvordan jeg skal reagere osv osv.

    Men det er hammersvært at bryde ud af.

    Hvordan er du i forhold til det? Har du “brudt” ud og fundet dig selv i forhold til andre?

    Nåh, har i øvrigt lige hentet bogen “Fordelen ved at være udadvendt….” Nu må jeg se om jeg kan bruge den til noget eller om den også er noget forbandet ordgejl, som mange af de der bøger desværre er.

    Kan du anbefale noget brugbart litteratur om det at være indadvendt?

  4. Ja, det er nemt at være positiv, når ens liv er at være gift med en mand, der har mange penge, er berømt og succesrig, man har et liv, hvor alt flasker sig etc.. Man har ikke haft en skodbarndom, man har fået det, man har peget på hele livet, og generelt levet livet i den “posivite side”…… Eller sagt på godt dansk. Livet i skidesporet ville hun nok have svært ved at klare, sådan en trunte ! Lad hende bo 3 mdr. i vores krop, i vores liv, så gad jeg nok se hende være “positiv” bare i 10 minutter…

    Det er jo sådan med dysfunktionelle familier, at de kan nok ønske det bedste for dig, men de ved ofte ikke en skid om, hvor du er, rent følelsesmæssigt eller hvad du mener om den form for positivisme !.. Så kan sådan en gave virke som det rene følelsesvoldtægt, uden de ønsker det, de glade givere…

    Jeg forsøger at finde dig på msn… 🙂 Et omfattende emne, vi har taget hul på her..

  5. Fru Kjeldsen!

    Du er fanme så klog! Jeg bøjer mig i støvet for dette særdeles velskrevede indlæg. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstod det, men du har nogle pointer, der vækker sådan en genklang i mit indre, at jeg næsten tabte vejret.

    For pokker da! Kan du ikke selv se det? Du har jo så meget at bidrage med. Kloge tanker der velbegrundet og sagligt går i mod tidens trend, som jeg i øvrigt også er ved at få fniller af.

    Så klogt et indlæg. Du må snart skrive noget nyt.

    Mette

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s