Hånden og Åndens arbejde !

Jeg har altid set med stor respekt på mennesker, som yder håndens arbejde. Min far var klejnsmed, inden ryggen sagde stop, og han måtte uddanne sig til socialpædagog. Herefter arbejdede han som behandler indenfor misbrugsdelen af det sociale arbejde i hen ved 30 år, både som ansat og som selvstændig. Min mor var kontorassistent en del af sit arbejdsliv og siden medhjælpende hustru i det foretagende, hun og min far havde i 10 år, et behandlingshjem for stofmisbrugere. De har med andre ord ydet til det samfund, jeg voksede op i, ved både håndens og sjælens arbejde.. !

Jeg har altså gode, solide arbejdergen plantet i den fynske muld tilsat en stor portion socialt forståelse, og det er jeg ikke eet eneste øjeblik hverken flov eller skammer mig over, tvært imod. Jeg er stolt af mit ophav ! Det har givet mig en stor portion styrke og forståelse for, at et menneske har mulighed for at skabe det liv, han eller hun måtte ønske sig ud fra de forudsætninger, han/hun kommer til verden med, både de intellektuelle, socio-økonomiske og de fysiske/psykiske af slagsen.

Når jeg så ser på mit liv, og det jeg fik med, så jo, jeg kunne have taget en akademisk uddannelse, pæren var til det, men den sociale gødning var ikke. Det lå ligesom ikke i luften, at det var det, der var min vej.. Jeg ville gerne, men jeg troede ikke på, jeg kunne ! Der var noget, der stoppede mig fra at vælge den vej og jeg har brugt hele mit liv på at finde en forklaring på, hvad den stopmur består af!

Forskellen på os som mennesker og hvor vi kommer fra mærkede jeg ikke så meget til i folkeskolen, dengang i 1970-erne. Vi var ”alle slags børn”, om man vil. Dengang var det heller ikke almindeligt, at man kom på efterskole, medmindre man havde svære sociale problemer. Så vi repræsenterede samtlige socialklasser i folkeskolen, og det gav en forståelse for, at vi som mennesker er forskellige og kommer med forskellig viden, baggrund, indhold.. alt !

Først i gymnasiet mærkede jeg for alvor forskellen i den opvækst og den socialklasse jeg tilhørte sammenlignet med mange af mine klassekammerater. Da jeg kom i gymnasiet i 1981, var vi 3 arbejderbørn i en klasse på 24 unge.. Resten af de unge menneskers forældre var læger, sygeplejersker, dyrlæger, øjenlæger, andre akademikere, og store selvstændige indenfor gartneri og produktion. Behøver jeg at sige, at jeg følte mig meget udenfor.. ! Jeg kendte ikke den verden og den forblev mig temmelig fremmed gennem hele min gymnasietid. Ikke desto mindre gennemførte jeg med et ret godt gennemsnit, som jeg kunne have brugt til at søge ind på min drømmeuddannelse, psykologi. Jeg kunne endda have valgt det universitet jeg helst ville gå på, nemlig Århus.. Men jeg ville ud og rejse.. Jeg var træt af at læse, og ville gerne ud og se mig om… ! Det kostede mig en akademisk uddannelse at vælge det fjumreår, det kan jeg se nu..

På den anden side, så havde jeg nok været så træt af at læse, at jeg måske ikke havde gennemført uddannelsen. Men jeg fik aldrig siden chancen, for mit gennemsnit holdt kun til at være væk det ene år. Da jeg kom hjem fra det store udland året efter, var optagelsesgennemsnittet selvfølgelig steget, og jeg kunne ikke komme ind på min kun 1 år gamle gymnasiale uddannelse. Der var ikke noget, der hed kvote 2 dengang i 1985… Der var til gengæld en massiv ungdomsarbejdsløshed og det var hundesvært at komme ind på en af de uddannelser, man gerne ville have.. !

Jeg rejste så en tur til England og mødte min første mand, fik en søn, som senere skulle vises sig at have et medfødt handicap, og uddannede mig til korrespondent i engelsk og tysk, en uddannelse, jeg troede, jeg skulle rejse jorden rund med. Jeg ville så gerne have læst engelsk og dansk, men igen – livet stoppede mig – jeg var mor, havde en mand, der ikke gad vente på, jeg valgte og blev færdig, så jeg tog en kort, videregående uddannelse, som jeg til dato ALDRIG har brugt til noget som helst erhvervsrettet ! Det var spild af min tid og af samfundets penge.

Senere kom uddannelsen til socialrådgiver, det var efter endnu et ophold i England og en skilsmisse. Jeg havde ikke opgivet min drøm om at blive psykolog, men nu så det endnu mere umuligt ud.. Jeg tog nogle fag på HF, samfundsfag og psykologi, samtidig med et 30 timers job som ufaglært hjemmehjælper og et liv som enlig mor til en dreng med et handicap, som først blev ordenligt diagnosticeret i 1994-1995, mens jeg læste til socialrådgiver.

Det var hårde år, at læse på SU een gang til, med en lille dreng, der krævede ALT, en uddannelse, der krævede MEGET, og en kommune der INTET gav ! Til forskel fra den første uddannelse, så følte jeg mig hjemme her, både menneskeligt og med min store interesse for socialpolitik, en interesse, der ikke er blevet mindre med årene ! Men jeg vidste også, at jeg havde evner til mere, end det studie, jeg gennemførte.. Igen følte jeg, at mine livsomstændigheder holdt mig tilbage ! Jeg ramte livsmuren !

Så fik jeg det ud af de evner, jeg blev tildelt i vuggegave .. Nej.. jeg fik en masse arbejdsopgaver, som var svært forbundne til det liv, jeg levede, det jeg kom af, og det, der skete i mit liv siden hen.. ! Men jeg brugte ikke mine talenter, mine nådegaver forblev mere eller mindre uforløste ! Det sted, hvor jeg har brugt ALT, hvad jeg evner, er i forhold til min søn ! Der har jeg brugt alt, hvad jeg vidste, følte og kunne … At give til et menneske, som har så store behov på alle fronter af livet, det koster kræfter, evner og kærlighed !

Jeg kunne have valgt anderledes, vil nogen måske sige. Ja, det kunne jeg… måske…. men et eller andet stoppede mig fra at gøre det. Enten var det penge, et handicappet barn eller også livsomstændigheder, jeg ikke formåede at gøre op med på det tidspunkt, jeg stod med og i det ! Ofte har jeg set tilbage, og ønsket, jeg havde formået at gøre det anderledes, jeg stod med. Så var mit arbejdsliv blevet noget andet, end at ende med et liv som udbrændt socialrådgiver på førtidspension, det ved jeg med sikkerhed !

Bitterheden og magtesløsheden har ofte været gæst, og det samme har vreden.. Med alderen og tiden er den ikke blevet mindre gennemtrængende, mere håndterbar eller bare mindre tilstedeværende. Den er her og jeg er træt af den.

Samtidig må jeg indrømme, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gribe og gøre i for at blive den her følelse af vrede over livsstagnation og tilbageholdt evnespild kvit. Hvilke skridt skal jeg tage … ? hvor fører de mig hen og er der nogen garanti for, at jeg aldrig ender i samme suppedas igen ?

Jeg ville gerne have kunnet gøre en masse andre ting med de evner, jeg besidder, end dét, jeg fik mulighed for at gøre. Men livets gang på karrierekontoen blev ikke sådan for mig.  De ydre omstændigheder har jeg aldrig helt selv kunnet vælge, så de valg, jeg traf, var farvet også af det.  Nu sidder jeg tilbage med et helbred, der sagtens kunne være bedre, på førtidspension, og en økonomi i ruiner. Jeg har stadig en handicappet søn, og nu også en god mand.

Men det opvejer ikke behovet for at sætte et mærke i livets sand som var og er helt mit eget ! Et mærke, jeg kan se tilbage på med stolthed og glæde, den dag, jeg skal herfra !

4 thoughts on “Hånden og Åndens arbejde !

  1. Skriv, Charlotte! Skriv, skriv, skriv! Systematiser dine skriverier, søg eventuelt hjælp til det for du har nogle sjældne evner til at formidle det du har på hjertet. Du gjorde dit bedste, husk det! Søg tilgivelsen af dig selv, hvis du kan. Brug Gud, sjælesørgere, præster eller andre der har ekspertise i den funktion. Du har så meget endnu at give. Så meget på hjertet som skal formidles. Livet er stadig langt og fuld af muligheder.

  2. Hej
    Hvorfor er det, at vi kvinder synes, at vi skal tage en uddannelse, hvor vi tager os af andre mennesker, og hjælper dårlige ægtefæller eller andet. Det har bare givet dig nederlag at gøre så meget for andre mennesker, og ikke give dig tid til at være tilfreds med alt det, du HAR gjort. Du har kæmpet på su med en handicappet dreng og gennemført din uddannelse. Du har gjort nok!
    Du har kæmpet så hårdt, at du ofrede det sidste, du kunne miste, nemlig dit helbred. Du har ikke mere at give.
    Vær stolt af alt det du har gjort, og vid, at det er godt nok – det sværeste at erkende for en kvinde.
    Jeg kender godt til at kæmpe for sin familie, at forsøge at hjælpe dem allesammen og så til sidst selv bryde sammen, fordi man ikke har mere at give – og kroppen bare ikke VIL mere.
    Hvornår lærer vi det?
    Vi kvinder er ofte ikke gode nok til at sige stop – hvornår er det godt nok?
    eller hvornår er det bare nok!
    Vær stolt af det du orkede!
    Jeg hylder dig og din indsats!

    hilsen Susanne

  3. Hej Susanne…

    Mange tak for din kommentar🙂 Jeg synes ikke der er så meget at sige til det, du skriver, det taler i høj grad for sig selv.

    kh
    Ann-Charlotte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s