Handicappolitik og min bare…

Ja, sådan er det… dem er der mange af, livets genvordigheder. De kan være større eller mindre, men ind i mellem, så overvælder de og fylder … for meget. Derfor ingen indlæg fra blogchallenge, det har bare været helt ligegyldigt i forhold til de ting, som har været presserende og stadig er det herhjemme..

Jeg er beriget med en dreng med særlige behov, som nu er en ung mand. Han bor på en godt bosted på Sydvestfyn, og for et års tid siden fik stedet ny leder og nye pædagoger.. Det gjorde en verden til forskel for min søn, og for de andre beboere. Stedet ændrede grundkarakter, der kom faglighed, varme og hjerteblod med i arbejdet.. der blev talt om ETIK… og jeg både mærkede og så de tiltag, personalet førte ud i livet.. jeg så forandringen ske, også for min søn..

en skytsengel til min søn og hans “bofællesskabsfamilie”

Nu vil kommunen så spare.. igen.. på de allersvageste borgere.. De forslag, som de vise mænd i embedsværket har fintænkt sig frem til handler om at fjerne bostøttedelen og erstatte den med individuel støtte.. det vil betyde, at mange af beboerne, som i øvrigt bor i lejligheder, de selv lejer af et boligselskab, tvinges til at flytte – ingen ved, hvorhen – fordi der ikke længere er den hjælp til stede, de er visiteret til ..

Et andet brilliant stykke emdbedsmandsfantasteri er at lukke et bosted for at erstatte det med 7 nye pladser, som skal bygges.. Spørg mig lige, hvad besparelsen er her … min ringe regnesans siger mig nemlig nul komma nul kroner..

Man kan, hvis man ellers har bare en anelse omløb i pæren regne ud, at det første spareforslag vil ramme netop denne gruppe borgere ekstremt hårdt. De står allerede med mindsteindsatsen. Nu skal de klare sig selv, med måske højst 6 timers hjælp om ugen – alle har i større eller mindre grad problemer med at strukturere verden, og skal de selv til det, kommer alt til at sejle … indkøb, madlavning, tøjvask, helbredsproblemer, kontakt til myndigheder.. Jeg kan næsten ikke se mig ud af de vanskeligheder og problemer, min søn får, hvis han ikke, som nu, kan gå ud og få hjælp af personalet, når behovet opstår. Det er en hel Sjøvahl-Wahlø krimi værdig !

Vi får menneskeskæbner, som dør af sult og går til i eget skidt. Som får livsstilssygdomme i løbet af 2-3 år, som mister færdigheder og evner, fordi de ikke stimuleres og vedligeholdes. Som skubbes helt derud, hvor de var i 1955 … eller før.. usynlige for samfundet, ude af øje, ude af sind for almindelige mennesker. Og derfor også nemme at skubbe helt ud over samfundskanten.

Jeg beder virkelig til, at kommunens politikere tager NEJ hatten på og stemmer imod de forslag, som ligger fra embedsmandsvældet.. For det kan da kun have været en hjerneblødning, som har afstedkommet så elendige og menneskeligt degraderende forslag.. for ikke at tale om lovligheden af dem.. men det er straks en helt anden snak..

Det mener jeg ikke vi som samfund overhovedet kan være bekendt. Og slet ikke, hvis vi priser os af et begreb som næstekærlighed forklædt i politisk svøbe som omsorg for de svageste.. For kærlighed til næsten kender ikke til hudfarve, pengepung eller politisk standpunkt eller andet, vi dømmer mennesker efter.. Det kender ingen grænser.. og derfor er kærlighed til næsten netop det – til det menneske, som behøver den mest.. og det gør vore handicappede medborgere..

Vi har snart folketingsvalg.. Jeg håber virkelig på, der kommer en regering med tanke på næsten ! Især på den næste, som behøver det mest !

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s