Besparelser på min søns bosted…

Som mor til en handicappet ung mand må jeg konstant forbløffes over det offentlige systems manglende viden, indsigt og forståelse, og især det såkaldte demokrati, vi som danskere tror, vi kan stole på.

Som det måske er de fleste borgere bekendt forhandles der i disse dage også budgetter i kommunerne, budgetter, som strækker sig for det næste års tid, og for mange kommuners vedkommende, frem til 2015.

Således også for Asssens Kommune, hvor min søn bor på et af 4 bosteder uden døgndækning, et såkaldt §107 bostedstilbud. Kommunen har i sin visdom efter et besøg i Vejle kommune fundet ud af, at det kan “betale sig” at omlægge sådanne botilbud til §85 støtte i eget hjem.
Det siger sig selv, at det er en besparelse der vil noget for de mennesker, det går ud over. De allersvageste borgere i det danske samfund, mennesker, som ikke har evnerne til at tale deres sag, og som derfor er dobbelt afhængige af politikere og embedsmænds forgodtbefindende, det er dem, man vil spare på! og man er fløjtende ligeglade i Assens kommune med de høringssvar, både personale, beboerne og vi som pårørende har indgivet. Dem lytter man overhovedet ikke til, og man tager slet ikke bestik af det i beslutningsprocessen.

Budgetforliget er nu indgået, og der skal omlægges til §85 støtte. Det betyder i praksis, at min søn skal have 6 timers hjælp om ugen mod nu mulighed for hjælp 5 dage om ugen fra kl. 08.00 til kl. 21.00 . Hjælp, han er visiteret til, da han flyttede hjemmefra, fordi bostøttehjælp var for lidt..

Hvordan har “man” tænkt sig, at et menneske med en hjerneskade skal klare sig med så lidt hjælp ? Han kan ikke strukturere sin hverdag selv, får han ikke hjælp i form af en “voksen”, som styrer rengøring, indkøb, madlavning, tøjvask, oprydning etc., så sidder han i sin sofa og ser dvd, spiller på sin guitar eller hænger foran sin pc.. ! Han vil i løbet af 2 – 3 måneder tage mange kilo på og udvikle full-blown diabetes 2, hjerte-karsygdomme og så videre.. for der er ingen til at hjælpe ham med at smøre madpakke, købe sundt ind, lave sund mad, og frem for alt, hjælpe ham med at forstå og bearbejde den verden, han møder hver dag udenfor bofællesskabet.. en verden, som ikke altid forstår ham og som han har svært ved at manøvrere i uden hjælp.

Nu kørte det lige så godt på hans bosted.. jeg kunne endelig, efter 20 år, lægge noget af ansvaret fra mig, og begynde at bruge bare lidt tid på mig selv. Det er slut nu.. virkelig slut. Vi ender med at skulle hjemtage ham, fordi han går til i sit eget skidt og bliver både fysisk og psykisk syg, fordi han ikke får den hjælp, han brug for.

Behøver jeg at sige, at jeg er dybt rystet, ked af det, og meget vred på een gang. Behøver jeg at sige, at jeg er meget, meget bekymret for min søns fremtid. For hans liv !?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s