At tro på noget større…

Da jeg var en stor pige på godt 12 år, holdt vi altid jul sammen med min farmor og farfar. Det faldt i kvindernes lod at lave mad juleaftensdag, og vanen tro stod jeg og pillede kartofler,  min farmor fyldte anden med æber og svedsker og min mor lavede det sidste konfekt, da en dyb og varm kvindestemme tonede frem i den gamle B&O radio, som stod på køkkenbordet. Jeg stod helt stille et øjeblik, med den halvpillede kartoffel i den ene hånd og kartoffelkniven i den anden… så kiggede jeg på min mor, og spurgte “Hvem er det”? Min mor svarede med et lille smil “Det er Mahalia Jackson – hun synger gospel” …. I dét øjeblik var jeg solgt, og jeg vidste, at det der gospel, det ville jeg bare så gerne synge en dag… for det var jo ganske fantastisk.

Resten af sangen stod jeg helt stille og lyttede til den kvinde, som jeg stadig beundrer for hendes enestående stemme. Hun kan synge gospel, så trafikken stopper, den mest forbenede ateist bliver troende, og jeg, der bare var en stor pige, fik tårer i øjnene.. det gør jeg i øvrigt stadigvæk, når hun synger “Silent Night”… for uden den sang er det ikke jul for mig. Mahalia skal fylde køkkenet, når jeg nu som næste generation af kvinder i min familie laver det måltid, som fejrer Jesu Fødsel … min version af juleanden.

Men livet går jo ikke altid som præsten prædiker, vel..🙂 Så på grund af udbrændthed og nogle fysiske sygdomme måtte jeg i januar 2002 forlade arbejdsmarkedet. Stress havde endelig fået bugt med mig, og jeg kunne ikke længere klare mit job som socialrådgiver for torturoverlevere, et job, jeg holdt meget af og som på mange planer var yderst berigende. Jeg var alene med min handicappede dreng, som nu er en voksen mand, og på næsten alle områder af livet var jeg hende, der gav og gav – uden selv at tænke på at få fyldt ressourcedepoterne op! Der meldte troen sig – igen-  og denne gang ikke kun som spørgsmål eller besøg i folkekirken juleaften, men som reel følelsesmæssigt behov. Jeg blev simpelthen nødt til at følge den indre stemme, som fortalte mig, at jeg skulle “gå den vej”, for der lå nogle svar til mig, som jeg ikke kunne finde andre steder. Der lå – om man vil – vejen til en åndelighed, jeg havde forsømt i mange år.

Derfor var det at begynde at synge gospel en stor håndsrækning til min stressede sjæl og min klemte ånd. Jeg fandt simpelthen et fristed, hvor jeg kunne trække vejret og få tanket op til den næste uges tid, lægge mine byrder og bare VÆRE ! Det gav mig også mulighed for at synge netop det, jeg som 12-årig pige havde følt så dybt, at det der, det måtte jeg synge en dag – for det var og er alt det, jeg forbinder med at udtrykke min tro og takke for den gave, livet er.

Jeg bærer min tro med mig, der, hvor jeg går – og det er en stor lettelse, når livets genvordigheder presser sig på, at jeg ved, HAN er der, og at jeg er elsket. Mig. Et lille menneske i den store verden, en blandt milliarder. For mig er Gud lyset på den mørke vej gennem livet,  Han er Håb, der, hvor der intet håb er og han ER kærlighed – for størst af alt er kærligheden.

Guds Fred til jer alle sammen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s