Lykkens Pamfilius

Alle de unge, smukke studenter, HF’ere, HHX’ere, nyudklækkede socialrådgivere, pædagoger, sosu’er, smede, tømrere, advokater og rengøringsassistenter. Stolte forældre, søskende, kærester, bedsteforældre og gamle tanter.. Lykkens pamfilius er I, og jeg ønsker jer et stort og rungende til lykke med en af nøglerne til livets genvordigheder og glæder.

Men ….. og der er jo altid et men, ikke, ellers er det jo ikke noget, jeg har skrevet😉

Hvad gør man med sin “jegprøveratværegladpådinevegne”, når man i virkeligheden ikke er glad, fordi tanken falder på eget barn og derfor viden om, at der aldrig kommer ovenstående momenter, som indeholder følelser af glæde og stolthed over færdiggjort uddannelse. Følelsen af, at ungen er flyvefærdig, klar til livet og jeg kan godt træde tilbage og lære at være mor på en anden måde, kone på en ny måde, og kvinde på en helt tredie. Altså : Mission Accomplished..

Men den mission gør sig ikke gældende, når vi taler om at være mor til et handicappet barn. Det gør det bare ikke… og jeg vil ikke høre på den der med: “så kan han så meget andet”.. for det passer ikke og det trøster ikke, det er nedgørende og nedvurderende overfor de følelser og tanker, jeg har om den situation jeg står i og den, min søn står i. Den vidner om, at afsenderen slet ikke kan forholde sig til smerten og fortvivlelsen, men vil skynde sig at kaste plaster på et åbent sår.

Tænk på, at det, min søn kan i forhold til din søn, som lige har fået fem 12-taller til sin studentereksamen, og derfor har mulighed for at søge ind på  drømmeuddannelsen. Han har trofækærsten ved sin side, og han er på vej ud i livets successpor som “lykkens pamfilius”. Det, din søn kan og derfor får mulighed for, det er og bliver ALDRIG min søn forundt, FORDI han er handicappet. Og de muligheder, han har, kommer aldrig til at ligne dem, din søn har eller får. Hans livsindkomst bliver kun 1/10 af det, din søn kommer til at tjene, og han vil altid være fattig. Handicappet og fattig. Tænk på det, næste gang du brokker dig over skatten og S.U.en .. og hjemmehjælperens løn..

Min søn kan ikke tage en studentereksamen, han kan ikke blive advokat, og forsørge sig selv og han kommer aldrig til det. Han vil pga sit handicap for altid skulle leve på omverdenens nåde og forgodtbefindende. Og tanken om danskernes kyniske tilgang til mennesker i samfundets skidespor skræmmer fedtet af mine store knogler.. For hvem passer på min dreng, når jeg ikke er her mere ? Hvem sørger for, han får nok mad, passer ham, når han er syg og hjælper ham med alle de ting, han har brug for hjælp til, hjælp systemet ikke længere har råd til at give ham.. ? Hvem hjælper ham ? Gør du ?

2 thoughts on “Lykkens Pamfilius

  1. Kære du,
    Jeg er selv mor til en handicappet og syg pige i Assens kommune. Vi oplever i den grad mange af de frustrationer, som du giver udtryk for gennem din blog (som jeg lige er blevet gjort opmærksom på). Hvis du har lyst, kunne vi måske udveksle lidt erfaringer (og frustrationer). Mvh ALS

    • Hej Anne Line…

      Jeg har først set din kommentar nu, sorry.. Håber du kigger forbi en anden gang.. Det er forfærdeligt og dejligt på een og samme tid. At være mor til et barn, stort som småt, som har særlige behov. Det hører nemlig aldrig op. Vi kan aldrig give slip .. aldrig helt, som andre forældre kan.

      Opgaven er livslang..❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s