De kære børn…

Kunne vi skrue tiden tilbage, så var der mange ting, jeg ville have gjort anderledes, når det kommer til min søn og det liv, vi har haft sammen. Mange valg, jeg ville have truffet et anderledes udkomme på. Men det gjorde jeg ikke, og jeg – og til dels også min søn – lever med de valg i dag – på godt og ondt. Heldigvis var et af de bedre øjeblikke et trommesæt, som viste sig at få stor betydning for min knægt. 

Jeg har egentlig to af slagsen. Den ene er af mit blod, den anden er min mands.. Men de er dejlige og smukke, gode og kloge – og frem for alt unge mænd, som på hver deres måde er på vej ud i verden. De kan hver deres, er vidt forskellige steder i deres liv, men har musikken til fælles. Den ene har den som sin “profession”, han lever den ud i et musikprojekt, og den anden dyrker det i sin fritid, i al verdens forskellige udtryk – men mest med en guitar eller en bas. Det er så skønt at se den kreative side af dem fylde så meget, fordi de kan det – de vil det – og de nyder det.

Det er godt at være menneske, når man har et par sider, man er superknaldgodskrap til – så er livet lettere at tilrettelægge, lettere at leve på en eller anden måde. Tingene falder i hak, og der er ikke så meget slinger i valsen, du ved, hvor du skal hen og derhen går du så. Måske er evnerne ikke til så meget, og valgene er derfor også af mindre omfang end de kunne have været. Men der kan vælges – og der bliver valgt.

Når jeg ser på mine sønner og deres liv, så ser jeg, der bliver valgt ud fra, at de kan bare ikke andet end at spille musik – det giver dem livskraft, mod, styrke og de folder sig ud, lige der midt i den musik, de spiller eller komponerer. Livet er for dem på een gang både simpelt og dybt facetteret. Min søn sad på sin morfars knæ og hørte Henning Stærk spille “Sweatheart” om og om igen, da han kun var et par år gammel. De 3 første ord, han nogensinde sagde var “mam-mam, mammi/moar og la-la” … i den rækkefølge😀 Nu tror jeg nok, “la-la” kommer først. Og så “mam-mam” og så “moar”… som det skal være …

Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule imponeret og stolt over dem, fordi de ikke går på kompromis med deres passion. De lever musikken, ånder den, og de bruger timer på det. Det er fantastisk at være vidne til. Sikke en glæde, de har, når de udøver den. Jeg ser sider af dem, som jeg ikke ser ved bare at se dem leve. Jeg ser lige ind i deres fantastiske sjæle, og ser, hvad de mærker, føler og lever med. Det er altså stort…

Moderkærligheden er en stor, dyb, omfavnende, fantastisk følelse. Jeg er glad for, jeg kan kalde mig nogens mor. Jeg ville have følt mig som et fattigt menneske, hvis ikke de var i mit liv. Så tak for jer, drenge.. I gør en gammel moar glad i hjertet …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s