Miraklet i Assens, del 1.

I Assens kommunes handicappolitik arbejdes der med mirakler. I ved, dem man videnskabeligt set ikke kan forklare, måle og veje, men alligevel sker de – i dette tilfælde dog først og fremmest på embedsmændendes kontorer og i nogle af kommunalbestyrelsens politiske hoveder.

Miraklet i Assens handler om de handicappede borgere, som bor på Bostedet Møller Eriksensvej i Tommerup og Poul Mose Parken i Glamsbjerg. Det er de bosteder, som kommunen på sigt vil lukke for at kunne centralisere al handicapplejen i Assens og Aarup. Disse borgere er “over night” blevet så meget bedre fungerende, at de kan klare sig med meget mindre hjælp end før. Det er da et mirakel – og politisk meget belejliget, nu, der er sparerunde kamufleret ved “innovationsforslag” i det nyligt indgåede forlig.

Helt konkret handler “miraklet” om, at bostederne Møller Eriksens Vej og Poul Mose Parken vurderes til at kunne omlægges fra et §107 bosted til en §85 foranstaltning. Det vil kortfattet sige: Fra fuld støtte i hele bofællesskabet af hele personalet, når den handicappede beboer har brug for det til “støtte i eget hjem, og kun når du har besøg af din pædagog. Resten af tiden må du klare dig selv”.

Eller for nu at stille det så firkantet op, at selv en konservativ kan forstå det : Vil du lade din 6-årige datter klare sig med 5 timers “forældreomsorg” om ugen.. ? Det er det niveau, vi er på. Det handler om mennesker, hvis mentale stade befinder sig i aldersklassen 5-11 år. Og dem vil man lade klare sig selv, fordi man tror, det kan spare kommunen nogle penge.. ! Det kommer til at koste langt mere, end den besparelse, man har forestillet sig. Mange af de to bosteders beboere skal nemlig på en endnu dyrere institution, hvis man skærer i personalenormeringen, som en omlægning reelt betyder.

Hvordan har Assens Kommunes politikere og embedsmænd tænkt sig at bevise, at disse borgere mirakuløst er kommet sig over en hjerneskade, en udviklingsforstyrrelse og diverse fysiske og psykiske sygdomme ? Det påhviler nemlig kommunen at føre bevisbyrden, når man vil fratage en borger en foranstaltning, f.eks. ved at ændre i de tilbud, man har til borgerne, og derved stille borgeren ringere end før ! Vil man sætte syn under skøn ? Vil man lade gamle undersøgelse være det, der udgør “bevisbyrden” eller vil man nøjes med pædagogens udsagn .. ? Og hvordan med klagefrister, svarskrivelser, partshøring etc. ?

Vi venter i spænding på næste afsnit af “Miraklet i Assens”…. !