Frihed uden ansvar, rettighed uden pligt !

Der er intet som frihed. Begrebet klinger smukt i sjælen, det ringer dybt i følelsesregistret og bare det at udtale ordet får de fleste menneskers blik til at stråle, så meget historie medbringer dette ord. Desværre tror mange danskerne i dag, at det er noget de pr automatik har ret til, uden at skulle gøre noget for det.

Det er min tese, at vi ikke kan påberåbe os nogen form for frihed, før vi har forstået begrebet ansvar. Således må vi ihukomme det klassiske begreb: Frihed under Ansvar, et hæderkronet liberalt og også socialdemokratisk begreb, som de fleste mennesker kender og mener de lever efter.

Før jeg fortsætter talen om om ansvarlighed og dens store efterfølger, frihed, så må jeg adressere pligten. Pligten til at opretholde egen eksistens og pligten til ikke kun at tage sig af sine egne, samlever, ægtefælle, børn og gamle forældre, men også andre nødstedte medmennesker falder ind under denne kategori af pligt. Du har pligt til at klare dig selv, pligt til at svare enhver sit, hjælpe din næste og frem for alt pligt til at forsørge dig og dine, før du kan kræve din ret til diverse sociale ydelser !

Har du først accepteret pligten, så kommer følelsen af ansvarlighed lige efter. Ansvaret for eget liv, andres i din varetægt, og for din næste. Det medfører, og her må I bare tro på mig, jeg har snart været her et halvt århundrede, et liv med ansvarligheden som bedste ven. Der findes intet som følelsen af at yde noget godt, for siden at nyde det, du har opnået. Både når det gælder at hjælpe din nabo og når du yder til det samfund, du er en del af. Det giver rygrad, og det giver følelsen af værdi, stolthed og at høre til.

I det øjeblik ansvarligheden er et indkorporeret element af din personlighed, din hverdag, din tankegang i et og alt, først da kan du i sandhed påberåbe dig rettigheder og først da mærker du for alvor, hvad frihed er. For frihed kræver du forstår, at du først og fremmest har et ansvar for dig selv og dine.

Skal vi overføre ansvarlighedsbegrebet til den nuværende debat om gensidig forsørgerforpligtelse, så er det for mig tydeligt, at mange danskerne ikke har begreb skabt om at tage ansvar for sig selv og og for familien. De mener, det er det offentliges ansvar, når de mister deres virksomhed, bliver syge, mister deres job, ryger ud af systemets almissegrundlag eller deres gamle mor bliver syg. De fleste tænker ikke på, at de selv kan gøre noget ved det. At de først og fremmest har pligt til at følge landets love, som de til enhver tid er gældende, hvis de ønsker at modtage hjælp fra det offentlige er slet ikke inde og ringe i hovedmalmen. Og at de har pligt til at forsørge hinanden, inden de hæver af den fælles konto, det er for de fleste en by i det hedengangne Rusland !

De livsomstændigheder, I har, gode medborgere, dem har I selv valgt. I har valgt at leve sammen med et andet menneske, få børn, købe hus, bil, forbrugsgoder, optage lån og måske leve over evne. Det er der ingen andre, I kan give ansvaret for. Når de dårlige tider rammer, som de gør nu, så vil I ikke tage ansvar for det, I selv har valgt og slet ikke for hinanden. Det mener I er den danske stats ansvar, kommunens ansvar, naboens ansvar eller den stakkels lænkehunds. Aldrig nogensinde jeres eget. Jeg så gerne, at I, der nu oplever at skulle forsørge en samlever gennem mange eller få år, vælger at sætte jer ned, tale sammen og finde en løsning i familien, i stedet for at nægte at forsørge jeres samlever. Den form for ansvarsforflygtigelse er i mine øjne lig med en meget asocial og barnlig adfærd, som først og fremmest handler om at ville have, og intet yde til gengæld, fordi “det har jeg ret til” holdingen gennemsyrer hele samfundet. 

Nej, tag ansvar for jer selv og for jeres familie. Lad være med at skubbe ansvaret for din samlevers forsørgelse over på staten. Staten har ikke valgt jeres familiesituation. Det har I selv. Så stå ved jeres valg og lev som voksne mennesker.

Held og lykke.

4 thoughts on “Frihed uden ansvar, rettighed uden pligt !

  1. Ja, Jan..Jeg ved ikke, hvad der sker for vore landsmænd og kvinder. De vil åbenbart ikke forstå, at man skal forsørge sig og sine ! Og så fik jeg bare lige pludselig nok af alle de “tudemarier”, som vræler over, at manden, som tjener 30.000 om måneden nu skal forsørge dem. Vor Herre Bevare Os da ! Lever man sammen, så har man fandenfisme pligt til at forsørge hinanden. Så er den skid altså ikke længere.. !

    I Odense Kommune blev de her regler adm. ret stramt, og samlevere blev ligestillet med ægtefæller, da de jo lever i et ægteskabslignende forhold. Så der var ingen slinger i valsen….

  2. hej frue
    jeg har kigget forbi din hjemmeside flere gange. er glad for at læse dine indlæg om din søn. har selv en handicappet bror, som jeg – og min mor – har kæmpet for i systemet i flere år, og jeg føler, jeg kan nikke genkendende til dét, du skriver om. stærke, rørende følelser om dig og din søn – og din (og hans) kamp. så tusinde tak fordi du deler:) og held og lykke videre frem for jer.

    dér, hvor jeg til gengæld slet ikke kan følge dig, er i det her indlæg. og jeg må protestere, for jeg føler mig ramt, selvom jeg måske ikke hører ind under den målgruppe, du skriver om – så alligevel, måske skulle du præcisere i stedet for at generalisere?
    jeg blev syg i en alder af 34, af en kronisk, invaliderende sygdom – og siden har livet været en helt katastrofal kamp. jeg tillader mig at mene, at det offentlige system ikke har behandlet mig godt på nogle punkter, og at dette har været med til at fremme nye svære tilstande såsom posttraumatisk stress. sideløbende har systemet så ´opfundet´ diverse mindfulness programmer og kurser, som man på paradoksal og obligatorisk vis skal følge, fordi man skal lære at håndtere sin stress – jamen tusinde tak. og hvilken logik.

    jeg har det fint med at analysere mig selv som offer for det offentlige system på de punkter. for det synes jeg, jeg er. lige så som jeg oplever – og det er det værste af alt – at min bror flere gange har været det.
    og jeg synes, det er helt utrolig typisk for vores individualiserede, moderne verden – at det er et kæmpe tabu at se sig selv eller omtale sig selv som offer.

    men det er jo bare at tage et blik ud på resten af verden eller tilbage i historien, som jeg har netop har gjort det i hanne reintofts biografi – der er masser af undertrykkelse og mørke på vores jord.
    så kan man for eksempel på spirituel vis – som nogle vestlige spirituelle ledere gør det – omtale, at mennesker selv har ansvaret for denne undertrykkelse. jeg har fx læst, at grunden til, den tredie verden ikke er rig, er fordi, den ikke VIL være det. at AIDS er opstået, fordi et helt kontinent (afrika) undertrykker deres seksualitet, hvilket jo er en ret paradoksal tanke, da mennesker dér har et meget mere åbent forhold til deres krop, end vi har i vesten. ingen biologiske forklaringer, som, efter studering, virker til at være meget mere logiske.

    du skriver, at: ´du har pligt til at klare dig selv, FØR du kan kræve din ret til offentlige ydelser´.

    en sjov tanke.
    jeg kan ikke honorere det krav.
    jeg kan ikke klare mig selv, og derfor har jeg ret til offentlige ydelser. som vores samfundsmodel er skruet sammen.
    kunne jeg klare mig selv, som før, ville jeg jo slet ikke have grund til at søge offentlige ydelser (som jeg heller ikke dengang gjorde).

    din tanke er, i min opfattelse, meget liberal. måske præget af den gennemgående liberalisering, der foregår nu overalt i europa?
    jeg tror på personligt ansvar, og jeg har tænkt som du. ønsket, at jeg – i alle årene forud – havde sparet op til min indivalide sygdomstid.
    men så snakker vi jo om et – tidligere – amerikansk sundhedssystem. som nemt kan ende med dyrt tilgængelige sygdomsforsikringer. og er det dét samfund, vi vil ha´?
    det er i hvert fald ikke det samfund, vi længe har haft, som nu er ved at ændre sig. og i mine øjne, i en katastrofal retning.
    og måske er den udnyttelse af systemet, som du skriver om – i den positiveste forstand et udtryk – for tillid? fra de tider, hvor samfundet rent faktisk har taget sig af de svageste (i virkeligheden de virkeligt stærke, citat: hanne reintoft).

    næh, jeg tror mest på solidaritet. empati. tillid. og ansvar – hvor den reelt er en mulighed. en erfaring fra dybt i min sjæl og mange årigt pædagogisk arbejde.

    allersidst: tak fordi du skabte et oprør i mig.

    mange hilsner, laila

  3. Hej Laila.

    Tak for dit svar til mit ordgylp. Jeg er ligeglad med, om andre opfatter min holdning som blå, grøn, liberal eller kommunistisk socialist. Jeg har nået en alder, hvor jeg ser det jeg ser og jeg mener det, jeg mener…. ligesom andre er velkomne til deres holdninger…🙂 Jeg føler bare ikke noget behov for at debattere det længere.

    Du er altid velkommen til at læse med og skrive en kommentar, hvis du føler for det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s