At flytte sig ;)

Der er ikke noget som ordsproget “forandring fryder”, vel. Heller ikke når det gælder at flytte hele sit liv ned i 40 flyttekasser og kaste det godt 100 km sydpå. Med alt, hvad der følger af en flytning, må min nuværende tilstand nok betegnes som “post-traumatisk-flyttestress”

Af forskellige årsager fik jeg ikke sagt ordenligt farvel til vores gamle hjem i Horsens. Det tog mig et par dage at reagere på det, da vi var flyttet ind i vores nye hjem, jeg græd som pisket over en fornemmelse af tab og sorg, jeg ikke klart kunne definere.
Grunden til flytningen var jo ikke fordi jeg ikke kunne lide at være der, hvor jeg boede. Jeg kunne, og kan, stadig godt lide Horsens, og kan sagtens forestille mig at skulle bo der igen. Og det var heller ikke, som jeg har oplevet et par gange i mit liv, at flytte som flugt fra et dårligt ægteskab/parfohold eller boligsituation. Det var en flytning, som jeg havde ønsket mig meget længe, af mange forskellige årsager. Derfor gjorde det ekstra ondt at sige farvel til noget, som jeg inderst inde havde håbet kunne bære lidt andre frugter, end det havde gjort.

“Frugtkassen” bestod så af andre oplevelser, andre glæder og sorger, men mest af alt af mange oplevelser af en hyggelig bydel, nogle rare og søde mennesker, og ikke mindst, nogle venskaber, som jeg bærer med mig resten af livet, derom ingen tvivl. Men også de andre oplevelser, ikke mindst et forløb gennem ACA, som nok er det mest tænderudtrækkende, jeg har været igennem til dato. Det er virkelig ikke for “tøzen-jungen”. Det er det stadig ikke, selvom det er slut. Det er lidt tomt uden møderne med gruppen og med mine Helbredselsespartnere.

Ville jeg have været foruden noget af det, jeg har oplevet, mens jeg har boet i Horsens. Ja, kan jeg sige, helt klart og tydeligt !

Jeg ville grumme gerne have været min søns vanskeligheder foruden, det var ganske forfærdeligt at være så langt fra ham, når han havde det så skidt som han havde. Hans depression og trang til at skære i sig selv, den manglende hjælp og forståelse, han mødte i det bofællesskab, hvor han stadig bor, de mange og lange møder, vi havde med systemets forlængede leder- og pædagogarme….. kors…. Det skal dog siges, at han er faldet meget mere på plads i sit liv, på alle områder. Heldigvis. Andet var heller ikke til at holde ud.

Nu er jeg her – i Odense – en by, jeg kender på mange områder, som uddannelses- og arbejdsby, gå-i-byen-by, handleby .. men ikke som bopælsby. Det kommer nu. Og kommer også til at vare i mange, mange år. Derom ingen tvivl i min flyttetrætte sjæl. Men gammel bliver jeg ikke i Odense. Det gør jeg ude på landet, med det grønne græs, roserne i haven og den landlige naturs brede, dybe luft som himmel over mit nu snart grå-hvide-sorte hår.. 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s