Den verden, handimødre lever i…

Ja, så må jeg til tasterne igen. Om det samme emne, om og om igen, for os, som lever i og med det. For jer andre.. er det nok en by i Rusland…! Men rejs nu med. Det koster “kun” evnen til at forstå og sætte sig ind i andre menneskers liv.

Når man får et barn, der er anderledes, så er det for resten af livet. Handicappet går ikke væk, det kan ikke medicineres væk (sorry, jer der har ADHD-børn), og kan der evt. ydes medicinsk behandling, er det ikke sikkert, det har nogen langtidseffekt. Det er for altid.

Det korte af det lange er, at virkeligheden med ret jævne mellemrum rammer lige mellem øjenbrynene, og den virkelighed handler om tilbagevendende sorg og krise, om de uværgerlige op- og nedture, som det handicappede barn .. også som voksen… kommer igennem. Der er gode perioder, og der er dårlige perioder, og så er der dem midt i mellem. Ikke meget anderledes i formen end det liv, normale mennesker lever, men så emminent anderledes i indhold end et almindeligt liv, at man skal være handi-mor, pårørende til een eller arbejde indenfor branchen (lærer, pædagog, socialrådgiver, læge, sygeplejerske, sosu etc.) for virkelig at forstå, hvad det vil sige …

Det liv voksne med handicaps lever i dagens Danmark er ikke menneskeværdigt. Der har de sidste 6-7 år været rig mulighed .. og jeg mener virkelig rig mulighed. … for at skabe menneskeværdige og udviklende forhold for især voksne handicappede, men det er ikke sket. Danskerne har hellere villet have pengene til forbrug end villet investere i den offentlige sektor, især i den sociale del af sektoren.

Der, hvor min søn bor, bor 6 udviklingshæmmede med hver deres diagnose. Læs det lige igen…. Med hver deres diagnose !! Der er 2 fastansatte pædagoger og en ½ leder, som aldrig er der. Der er skiftende vikarer (pædagogudd. og medhjælpere) som dækker weekender og aftenvagter. Er en af pædagogerne syge, kommer der ingen afløser…. !!!!!!! Så må de unge klare sig selv, uanset, at de ikke kan fungere uden en proff., der sørger for implementeringen af struktur og forudsigelighed.

Det vil i praksis sige, at der ikke er nogen til at tage initiativ og sørge for, der bliver handlet ind og lavet aftensmad, for det kan de unge grundet deres div. handicaps ikke selv. Det har resulteret i, at min søn er i færd med at udvikle diabetes 2. Han har det ikke endnu, men det skal nu nok komme om føje år, med den “hjælp og omsorg” det offentlige kan tilbyde ham !!!

Er det godt nok.. ? Er det social ansvarlighed ? Er det helbredsfremmende? Er det menneskeværdigt ? Eller vil I hellere have flere fladskærme, kvik-køkkener, biler, rejser, og nyt tøj ?

Konsekvensen af skattestop og skattelettelser er ovenstående nedskærigner i den sociale sektor ….. og mange andre historier fra det virkelige liv, som de fleste beboere i dette dejlige land ikke aner en hujende dansk fis om.. ! Eller også vil de hellere købe et wellnessophold og lade sig massere ud i glemselens blomsterterapitåger !

2 thoughts on “Den verden, handimødre lever i…

  1. Uha – vi har noget lignende inde paa livet lige nu. Ikke for vores eget barn, men for min mands faetter, som er 47 aar gammel og psykisk syg. Min mand er hans naermeste paaroerende. Faetteren lever i en beskyttet bolig, men faar naesten ingen hjaelp. Det er ikke ret laenge siden han naesten braendte lejligheden ned, da han var blevet sulten og besluttede sig for at varme noget op i mikroboelgeovnen – i 45 minutter! Han havde ikke forstaaet forskellen paa at varme op i den og den almindelige ovn. Nattevagten er lige blevet sparet vaek.

    SUK – det er bare saa farligt og finanserne sidder ikke loes hos regeringen til at forbedre hans forhold. Han kan ikke goere for han ikke kan selv og det tror jeg simpelthen ikke folk forstaar. Han har type 2 diabetes og det bliver vaerre og vaerre, som han bliver federe og federe af at spise faerdigmad. Madordningen er blevet sparet vaek!

    Jeg har snakket lidt med ham om at faa maden ude fra, men det burde ikke vaere noedvendigt. Det ville vaere saa meget bedre hvis han fik lidt assistance og nogen hjalp ham og de andre beboere med at lave SUND mad til dem selv.

    Min mand kaemper en brav kamp med kommunen, som siger alle de rigtige ting, men goer ingenting for at hjaelpe. Heldigvis er min mand et staedigt aesel, saa han bliver ved. Bare der var flere af hans slags.

    Jeg ved du kaemper ogsaa for din soen og mit raad er BLIV VED. Raab saa hoejt som du kan og naar du bliver haes, saa fat pennen og skriv med STORE BOGSTAVER. Knus til (((((dig))))) – jeg har en anelse om hvad du gaar igennem.

  2. Kære Tina..
    mange tak for din historie, som jo ligner min søns .. og mange andres, desværre…

    Vi slides desværre op, os pårørende.. for hvad skal de gøre, de stakler, når vi er væk ? Hvem skal så hjælpe dem.. Jeg gruer da for, hvordan min søns liv bliver, når jeg ikke er her mere.. …..

    Håber det bedste for din svoger.. 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s