Når døden kommer ..

At miste et godt og kærligt menneske er altid hårdt. Især, når det er et menneske, som vores ven, Allan, der døde for en uge siden af  kræft i bugspytkirtlen Han blev kun 50 år gammel.

Allan havde en særlig gave. Den bestod i, i et splitsekundt, fuldstændig at “se” et andet menneske eller en situation og fange dette særlige moment i sine billeder. Han så det særlige, det skæve, det sorte, det sjove, og altid med stor kærlighed til motivet. For ham var det vigtigt at gengive noget, der betød noget for ham, også noget ud over det sædvanlige.

Han gav så meget, ham min ven, så meget, at jeg tror, det kostede ham livet. Gav til sin handicappede kone, til de børn og unge mennesker, han havde ansvaret for at tage sig af i sit professionelle liv, og til alle os andre, som kunne varme os ved hans nærvær og omsorg, os, der var så priviligerede at kunne kalde os “Allans ven”…

Det var med kærlighed, han gjorde det, han gjorde, traf de valg, han mente var de rigtige for ham og for hans kone. Den kærlighed, der var så stort et fundament for ham, den, han altid søgte tilbage til, når livet ikke kun smilte til ham, men bed ham noget så eftertrykkeligt. Han mistede aldrig modet, trods svær sygdom, men bevarede sig selv midt i rejsen mod døden.. Det var med netop kærligheden som fundament, at dette lod sig gøre, og det har jeg den dybeste respekt for.

Jeg vil savne min ven. Savne vore samtaler, samværet, hyggen, alle de gode grin og de fantastiske billeder. Savne at vide, han var der, hvis jeg mente, jeg havde behov for at tale med ham, og savne, at han også følte, jeg var der for ham. Som venskab skal være, det var det, vi havde sammen.

Du vil blive savnet, Allan. Men der, hvor du er nu, er der kærlighed, og den Gud, jeg vidste, du også troede fuldt og fast på.

En musikalsk oplevelse

Han er en musikalsk begavelse min søn. Det kan godt være, han er udfordret på så mange andre områder, men musikalsk slår han sin gamle mor med flere længder … Det var en fantastisk oplevelse at høre ham spille guitar, rytme og solo, slå sig løs på keyboard, tæske løs på trommerne og SYNGE, alt sammen indenfor samme sæt … Hvem af jer derude spiller 4 instrumenter og formår samtidig at synge …. ??

Behøver jeg at sige, at jeg er så stolt, at jeg er ved at revne… Han er bare for dygtig, min knægt..

Billederne er taget til åbent hus i Kulturhuset Rytterkassernen, hvor BALI prospect music holder til. Der kan læses mere om BALI her.

Mit indre drive !

Mit drive, eller på dansk, engagement, er en indre stemme, en indre drivkraft, som bunder i et dybt socialt engagement. Ud fra især et begreb som retfærdig fordeling af de goder, verden har at give, føler jeg, for det er jo det, der gør min vrede dukker op, den sociale indignation stikke sit hoved frem og jeg MÅ bare ytre mig om det, jeg oplever som samfundets ubærlige nedgørelse af mennesker, der ikke lige passer ind i en bestemt kasse. Så egentlig har jeg ikke noget valg. Det er som om “det” driver mig afsted, denne kraft af vrede over den sociale ulighed, fattigdom og nød, et så rigt samfund som det danske tillader uden så meget som at blinke med øjnene, og uden så meget som et ”undskyld, vi træder på dig, nedgør dig, ødelægger dit helbred, din økonomi, dit liv !

 Jeg må gribe til pennen, eller i dette tilfælde, min notebook, og sætte mig til tasterne for at få luft for den ubegribelige råhed, der præger det danske samfund og derfor også en hel del almindelige danskeres tanker om det at være fattig, syg, nedbrudt og sammenbrudt. Ud fra den neoliberale tanke er du i alle livets forhold ”din egen lykkes smed”. Det gælder også, når du bliver syg, og især, når du på grund af sygdom mister dit job, dit hus, din familie, i det hele taget, dit samlede livsgrundlag. Sygdom er ikke længere hver mands eje, men hver mands ansvar. Du er selv skyld i du er syg, du tiltrækker nemlig sygdomme, fordi du har brug for dem, så du ikke behøver arbejde og kan nasse på os andre som kontanthjælpsmodtager eller førtidspensionist.

Det er denne forråelse af holdingen til den danske underklasse, fattige og syge på overførselsindkomst, som falder mig sådan for mit store, sociale hjerte. For det bliver mere og mere tydeligt for mig, at det danske samfund er godt på vej til en klassisk socialklasseinddeling, som bunder i de økonomiske midler, et givent menneske har til sin disposition. Med andre ord: Du er, hvad du ejer. Stille og roligt har vi sneget os ind i en tidsalder, som ligger flere hundrede år tilbage i tiden, vi er nær det feudale samfunds tankegang om fattige, syge mennesker, som kun ligger ”os andre” til last. Det var da også i 1703 vi fik den første fattigdomslovgivning herhjemme, som klart skelnede mellem værdigt og uværdigt trængende, et begreb, som i sin fulde udstrækning stadig gør sig gældende i den lovgivning, vi ser på det sociale område.

Intet har således forandret sig, tankegangen har ført os tilbage i tiden uden dermed at gøre os klogere på det, vi burde vide bedre om. Nemlig medmenneskelighed, nærhed, social ansvarlighed, og frem for alt tanken om fællesskabets brede skuldre og dybe favn, hvor den, der ikke har, trygt kan søge tilflugt for at blive hjulpet på vej igen, fuldt og helt restitueret, så han eller hun igen kan bidrage til det fællesskab, som gav, da behovet var der. For mig er det nærmest livseleksir at tænke og føle sådan. At tænke på fællesskabet som noget så værdifuldt, at jeg som det ret ubetydelige individ, jeg er i den sammenhæng, indgår i noget som på én gang er større og stærkere end jeg nogensinde bliver, men også skrøbeligt og sammensat, netop fordi det er afhængig af min indsats, min deltagelse. Det pirrer mig. Det gør mig nysgerrig og det gør mig opsat på at yde mit bedste.

Når det så er sagt … så mindes jeg i samme tankerække mit nuværende socialklassetilhørsforhold. Når man sættes udenfor fællesskabet, placeres i samfundets skidespor, og oven i købet nedgøres og behandles som det værste udskud, så bliver det i længden svært for selv den mest hårdtslående optimist at bibeholde troen på fællesskabet som noget, jeg kan deltage i uden at blive smidt ud med det samme. Det forhindrer mig stadigvæk ikke i at insistere på at være med. Værdien af det, jeg står for, den, jeg er, udgør en ressource for ikke kun mig selv, men forhåbentlig også for de andre, jeg deltager i fællesskabet med.

Gospel for sjæl, krop og ånd !

En af de største glæder, jeg har, er at synge gospel. For mig er det en stor glæde hver tirsdag aften at stille mig sammen med sangglade mænd og kvinder i alle aldre og udformninger, og bare give mig hen til musikken, sangen og samværet med de andre.

Ikke kun er det fysisk sundt at synge gospel, det er efterhånden videnskabeligt bevist af både den ene og den anden forsker, fordi det nedsætter blodtrykket, dæmper stress, forebygger depression og jeg skal komme efter dig, det er også åndeligt opløftende.

Men det er ikke kun på grund af den fysiske side af gospelsangen, jeg opløfter min altrøst hver tirsdag aften. For mig handler det om meget mere end det at lade nogle toner bevæge sig op gennem svælget eller om at gøre det “teknisk korrekt”. Det handler for mig om ånd og sjæl. Er disse elementer ikke med, mangler der tydelighed fra den, der fortolker. Spørgsmålene : “Hvad er det, du synger, hvad handler det om, hvordan forstår du det, og allervigtigst af alt ! Hvordan vil du formidle det ? ” Er gospelsang bare blevet en ny moderne måde at udtrykke popmusikalske drømme på, så bliver sangene kun gengivet med 75 % styrke og intensitet. Det kan lyde rigtig kønt, smuk, teknisk korrekt, rent, fint etc., men der er ingen nerve, ingen følelse i det sungne. Vedkommende kunne lige så godt synge “Se den lille kattekilling” … forskellen er den samme !

Indlevelse, forståelse for teksten og dens indhold, og i sidste ende evnen til at udtrykke disse dele til en sammensmeltning i stemmens udtryk, det kalder jeg at give en sang sjæl. Og når der så oven i købet er ånd med, så løfter sangen sig op og bliver større end det menneske, der udfører sangen. Først da bliver det til gospelsang for mig.

Derfor er jeg også stor, stor fan af denne kvinde portrætteret her ved siden af. Var der nogen, der i den grad formåede at give en sang liv, sjæl og ånd, så var det Billy Holiday.

Det glæder mig, hver gang jeg får lov at opleve øjeblikke af denne indlevelse, også når jeg står og synger midt i koret. Når der træder en solist frem, som forstår at udtrykke ånd og sjæl i den tekst, der formidles i sangen med den stemme, der nu er hans eller hendes. Så er der for mig tale om en dimmension af musikalsk oplevelse, som er større i rum og tid, end der, hvor jeg som det lille menneske, jeg er i den sammenhæng, befinder mig.

Derfor synger jeg gospel hver tirsdag aften sammen med nogle dejlige, varme og skønne mennesker i det gode kor Nardus i Metodistkirken i Odense …..

Bagdelshelbredserklæring

Da jeg blev førtidspensionist, var bevillingsgrundlaget meget omfattende. Det er det for alle, som får en sådan bevilling, man skal være dømt “uarbejdsdygtig i ethvert erhverv”, ellers gives der ikke en førtidspension. Det ved alle, der har været møllen igennem eller sidder midt i den..

Nu er det imidlertid blevet noget mere broget, for een gang dårligdomme, så kan man være forvisset om, at der kommer flere til. Da jeg boede i Horsens, faldt jeg ned af en trappe og slog min venstre balle noget så eftertrykkeligt. Jeg troede det nok gik over af sig selv, men nu, godt 2 år efter, er det ikke blevet bedre, snarere tvært imod.

Jeg kan mærke, der er noget, der sidder skævt i mit bækken. Det vrider og slider langt ned i benet, og det er som om der sidder nerver i klemme, for ind i mellem gør det så herreondt, at jeg kunne skrige en sopran-arie af ham der tyskeren.. ! Andre gange er det som om der er noget, der sover, også under min fod, og går jeg for meget eller for langt, så hævner det sig i flere dage efter. Jeg vågner om natten med krampe i benet, især i disse dage, hvor det er så hundevinterkoldt udenfor.

Behøver jeg at sige, at det er meget, meget trættende at have så ondt. Det er livskvalitetsnedbrydende ikke at kunne gå, når de andre skavanker jeg har (forhøjet blodtryk og sukkerindhold i blodet, fibromyalgi samt gamle “stressmønstre”) virkelig kræver, at jeg er fysisk aktiv hver dag for at holde mit helbred bare nogenlunde i orden. Jeg er jo ikke 25 mere, snarere 45 …. ! Der er mange ting, jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, og som jeg finder stor glæde ved, men som jeg grundet stærke smerter ikke kan lige nu. Og smertestillende medicin er ikke løsningen her, der skal noget andet til. Det er som at pisse i bukserne.. det varmer kun et øjeblik !

Så … Nu har jeg så fået nok. Tirsdag i næste uge tager jeg en tur ind til Odense Centrum for at besøge min udmærkede læge, for nu vil jeg have fotograferet bagen og benet for at finde ud af, hvad det er, jeg “har så ondt i røven af”… evt. om der er noget, jeg kan gøre selv eller systemets forlængede lægearm har en gylden behandlingsmodel, det kan tilbyde en fattig førtidspensionst…

Vi ser ad og i mellemtiden tager min mand fat i min bag og ælter godt og grundigt rundt med den..

Dagen før dagen…

Juleflokkene kommer vrimlende hen ad gaden. Han går stille og roligt i sneen, bilerne snegler sig forbi, og tankerne flyver, som fnuggene, ubekymret rundt mellem hinanden.

Det er dagen før dagen. Den dag, han skulle have været afsted. Stedet for ankomst, der, hvor det hele begyndte, det, som nu giver så tydelig mening i hans liv, der skulle han have været. Nu er stedet et andet, men ikke mindre interessant og ikke mindre vedkommende. Blot et andet sted.

Stedet er kendt, men også ukendt. Det er en gammel kending, glemt mellem de andre steder, han har været, men fundet frem i bevidsteheden for at give husly og varme, nu, hvor der er brug for det. Stedet er godt. Det er kærligt og tager imod ham, varmt og blødt som de kys, hun også vil give ham, når han ankommer. Han kunne have valgt så mange andre steder, men dette lille sted syntes så ideelt, som det lå fuldstændig uforstyrret midt mellem de store 4. etagers bygninger i den gamle bydel. Næsten glemt, af andre, uagtet, men ikke ringeagtet. Og slet ikke af ham.

Stedet er et lille hus, hvidkalket med små vinduer og en enkelt, brun trædør med smukke udskæringer. Vinduerne har små sprodser, taget er af strå, og lyskæderne viklet rundt om fordørens karm har den eventyrgule farve, hun elsker så højt. Han kan næsten se hende for sig, når hun om føje øjeblikke vil åbne døren for ham, og byde ham indenfor i det gamle hus.

Hvad ledte ham herhen, tænker han, mens han går de sidste 100 meter hen til huset. Hvad fik ham til at vælge nøjagtig dette gamle hus, han kunne have valgt så mange andre.. Mulighedern var mangfoldige, men netop dette lille hus, i sig selv næsten upåagtet, var det bedste valg, da han først havde brugt tid på at vælge.

Om valget havde været så logisk og strategisk gennemtænkt, det kunne han godt tvivle på nu. Det var som om huset havde valgt sig selv, selvom der havde været andre og i princippet bedre steder, men det blev det lille hus med den smukke dør.

De sidste par meter, så var han ved døren. Lyset fra kæden rundt om døren hang lidt skævt i den ene side, så en ujævn, gullig skygge dansede hen over døren. Han løftede venstre hånd og bankede forsigtigt på.

Hun åbnede døren, lige så stille. På hendes ansigt breder sig et stille smil, hendes øjne lyser op, stråler om kap med de små, gule lys, der hænger rundt om døren.. Han ser hendes glæde i de øjne, han har set ind i  så mange gange før. Han ved, hendes glæde ved hans tilstedeværelse er ægte, hengiven og fuld af den kærlighed, en hustru føler for sin mand. Han ved, han er heldig.

Han træder ind  i entreen, et lille, firkantet rum med en trappe op til første sal, hvor soveværelset og et mindre badeværelse befinder sig. Under trappen af gammelt egetræstømmer er der indrettet en lille garderobe, den sparsomme plads er godt udnyttet, tænker han igen, og mindes det arbejde, det trods alt var at bygge garderoben under den skæve, gamle trappe. Der dufter af gran og gammelt træ, stearinlys og nybagte småkager. Duften af jul, som han mindes så mange gange før at have mødt, lige der i gangen, når han trådte ind.

Hun står med sit storblomstrede sjal om sig, med hånden på sin store, runde mave. Hele hendes væsen er centreret om det kommende barn, som både hun og han længe har ønsket sig. Der er et særligt lys over hende, som om hun, som hun står der i al sin sårbarhed, på een og samme tid bærer så meget styrke og kærlighed i sig, som det er et menneske muligt.

Han hænger overfrakken ind i den lille garderobe og går efter hende ind i stuen til venstre. Der dufter af grantræ, nelliker, appelsiner, hjemmebagte småkager og en velkendt duft af flæskesteg, hans livret. Glæden ved den gode mad, hun laver, har sat sine tydelige madspor rundt om på hans krop, men han er ikke bekymret. Det er glæden ved livet, han spiser, hendes kærlighed til ham, han synker, hver gang han tager en bid af hendes mad. Som det har været gennem tiderne, er kærligheden som et usynligt krydderi tilføjet maden af den, der laver den til den, der spiser den. Hverdagens madmagi, tænker han, og smiler i forventing om det stykke saftige kød og den pragtfulde sovs, der venter ham.

Hun går roligt hen til døren ud til køkkenet, stille og med afmålte skridt, for graviditeten er nær sin slutning og hun er en anelse besværet af sin størrelse. Faktisk står hun til at føde i morgen, men som det jo er med det første barn, kan man ikke altid regne med terminen. Hun glæder sig, og mærker både forventingen og bekymringen på een gang. Ind i mellem de mange øjeblikke af lykke har hun også en fornemmelse af tilstedeværelse af den lille ufødte, som hun hele sin graviditet har vidst blev en dreng. Hun kan ikke fortælle sin mand, hvorfor og hvorfra hun ved det, det ved hun bare.  Som om den lille dreng, hun venter, ikke kun er hendes og hendes mands barn, men et barn til alle mennesker. Alle, der venter på noget større, en åbning til noget mere, en yderligere dimension, bare …. noget.. Hun føler det i alle de plukveer, hun har, i de drømme, hun drømmer om barnet og dets liv, og hun mærker de spark han sender rundt i hendes mellemgulv og til hendes ribben, at han er i live, er stærkt som få, og har en livskraft større end hun kan forestille sig. Hun lægger beroligende hånden på maven, og tænker en stille bøn til den lille. Må du komme godt ud til mig og din far. Vi venter, som resten af verden, på du kommer….

Julehjælper hos Frelsens Hær

Vi skulle have været frivillige hjælpere hos Frelsens Hær i morgen, manden og jeg. Men Kjeldsens ryg og ben gør store knuder og mit helbred (fibromyalgi og deraf nedsat immunforsvar samt 1½ måneds influenzatilstand) gør, at vi ikke kan deltage som frivillige hjælpere. Der er dømt helbredsspærring.

Det er jeg rigtig træt af, men der er ikke noget at gøre ved det. Det er jo ikke uden grund, vi begge har en førtidspension som forsørgelsesgrundlag.

Nu håber jeg blot, at den gode korpsleder får både mail og tlf. besked, så de er klar over, vi ikke dukker op.

God arbejdslyst til de frivillige i morgen, det skal blive godt for de fattige familier at få del i julehjælpen, så de kan holde en anstændig og god jul.

Guds Fred og Kærlighed til alle.

AC

Snebilleder fra Tarup..

Uanset hvad, så er det et smukt syn Jeg elsker mørket og sneen, når lysene falder på alt det hvide. Så skutter jeg mig, kravler ind i sofaen, og finder strikketøjet frem. Mere julehygge fås næsten ikke.

Fattigdom i DK 2009

På disse sider i Kristelig Dagblads netavis findes et hav af udmærkede og meget informative artikler om fattigdom i Danmark.

Hvem er fattige, hvornår er man fattig, hvem er ramt af fattigdom etc. Jeg kan varmt anbefale dem, især set i lyset af mine julebrokker her forleden dag, eller jeg kan citere Bjarne Lenau Henriksen for følgende udtalelse i en af artiklerne, som siger det meget tydeligt:

– Fattigdom i Danmark er lovgivningsbestemt. De nuværende love gør folk fattige. Starthjælp, beskåret kontanthjælp og kontanthjælpsloft.

Hvis der er noget, jeg holder et flammesværd for, så er det for fattige og udstødte i det danske samfund. Det er en samfundsvederstyggelighed, at man overhovedet kan og vil acceptere fattigdom i et land så rigt som det danske. Og når nogen har bestemt, at loven skal være som den er, så er fattigdommen ikke kun lovgivningsbestemt, den er også samfundsskabt. Skabt af accepten af, at ulighed er godt, og meget ulighed er meget godt. Længe leve det frie initiativ på bekostning af de syge, de gamle, børnene og de handicappede !

Men bevares. Hvis der skal være råd til skattelettelser til de, der i forvejen har mere end så rigeligt, så skal vi, der ikke har ret meget, jo bare hoste op.. Os er der ingen, der udøver lobby-virksomhed i folketingets korridorer for, snarere tvært imod. Du er din egen lykkes smed, og det er din egen skyld du er syg eller fattig, du kunne bare have valgt noget andet … Lyder det genkendeligt ? Det er jo et borgerligt menneskesyn, kære læsere. Et borgerligt menneskesyn af værste humanistiske skuffe, et menneskesyn, jeg i den grad mener man burde fængsles for at tro på og især give offentligt udtryk for.. Det er virkelig gåsedansk borgerlig dumhed ! (så, pas på, nu mokke-brokker hun igen … )

Nej, sandheden her i samfundets skidespor er jo, at det ikke er blevet lettere at være fattig under en borgerlig regering, som simpelhen ikke vil anerkende fattigdom som noget, der eksisterer i Danmark. Men den findes, og den findes som det begreb, der kaldes relativ fattigdom. Fattigdom, hvor du mangler det basale af det basale, du har ikke noget valg, for du mangler penge til at have et valg for, og det gælder helt ned til valg af, hvilken mad, du kan købe og dermed spise, det tøj, du tager på din krop og det fodtøj, du måske.. har.

Næh, begreber som solidaritet og de brede skuldre bærer de største byrder, det er efterhånden ved at være en by i det gamle Sovjetrusland. Grådighed, gridskhed, snyd, bedrageri, skraben til sig uden omtanke for andre end sig selv og her-og-nu profit, det er sagen.. Som Fyens Stiftstidendes nuværende afdækning af FIONIA Banks krak mere end tydeligt viser…. Kan du snyde dig til penge, så er det ok, andre går på røven og at du bryder loven. Fantastisk borgerlig moral… !

Julebrokker…

Det er jul, det er cool..”, rapper han, ham MC Ejnar… Ja, det er sikkert rigtigt, tænker jeg, og skutter mig i regnen, for koldt er det. Koldt her på bunden af samfundet, hvor vi, os, der ikke lige får 18.000 i skattelettelse pr. måned eller har råd til udlandsrejser, samtalekøkken og grimme 4-hjuls biler befinder os. Bærmen. Førtidspensionisterne, kontanthjælpsmodtagerne. De fattige. Dem, det danske samfunds borgerlige flertal ikke vil kendes ved eksistensen af..

Beklager, men jeg er her, og jeg har tænkt mig at blive ved med at være her, uanset den offentlige meningsmåling ! Råbe højt ind i mellem, sige min mening, slå ud med armene og rejse mig i min magt og fyldige kropsvælde og spytte med ord på de sagesløse uvidende bæster, (som vores socialminister, blandt andet), der påstår, at fattigdom ikke eksisterer i DK, at der ikke findes fattige og at fattige bare skal tage sig sammen og få et job…. !!

Jeg er så juletræt af at høre på de fornemme fruers uduelige tale om nye tasker, nyt hår, nye støvler, nyt køkken, nyt badeværelse, nye møbler, at jeg fælder grannåle…. træt af at se på dem og deres virkelighedsflugt hen ad gangene i Rosengårdscentret eller i Gågademiljøet. Jeg er træt af at blive trådt følelsesmæssigt under fode af det samfund, jeg gav til, da jeg stadig kunne, træt af at blive betragtet som en nasserøv, et udskud, en pestilens, et underskuds-udskud, et menneske, ingen regner med, fordi jeg er …. fattig førtidspensionist.

Det er menneskeligt uværdigt at behandle fattige som udskud, med foragt og med fordomsfuld uvidenhed. Det er simpelthen det, jeg må karakterisere som dumhed. Gåse-dansk-dumhed. Jeg kan ikke finde bedre ord for den ligegyldighed, lederen af Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Kristensen, så ofte taler om, når han taler om den almindelige danskers holdning til fattige og udstødte.

Ja, det gør ondt at se, at vi ikke længere er det rigeste land i verden med det bedste social- og sundhedsvæsen. Det er jo derfor, manden og kvinden på bænken sidder der, med bajerne i posen, kamphunden ved siden og nålen i armen. Derfor fru Jensen ikke får gjort rent og bliver behørigt plejet på det plejehjem, hun har betalt til over skatten hele sit liv. Derfor Hassan begår kriminalitet, fordi ingen vil ansætte ham … ! Derfor Brians far drikker og slår ham, fordi der ikke er råd til at ansætte den familierådgiver, der kunne hjælpe Brians familie eller anbringe Brian udenfor hjemmet… Derfor lille handicappede Hanne ikke kan få specialundervisning, fysiopterapi og pædagogisk hjælp i børnehaven, og hendes mor er ved at gå til af stress og angst for fremtiden. Derfor den enlige mor til 3 børn ved nattetide hænger på gadehjørnet med opsat hår, rød laktaske og ål i netstrømperne… !

… Behøver jeg blive ved ?

Tag jer sammen, truntedanskere ! I morgen kan det blive een af jer, der går til af sygdom, mister jobbet, ryger på bissehjælp, huset ender på tvang, bilen er solgt, ægtefællen skredet og ungerne tvangsanbragt !
Bare fordi I har købt hus, bil og båd, forsikret jer i hoved og bag og bor i selvfede Danmark er I ikke sikrede mod livets genvordigheder… og slet ikke mod fattigdom.

Tænk på det, næste gang du møder et menneske, som er arbejdsløs, på bissehjælp, førtidspensionist eller andet. Tænk på, at det kunne være dig. Og udvis så for jule-helvede lidt medmenneskelig medfølelse og forståelse!

Glædelig Jul !

Selvhelbredelse

Ja, det kan jo være mange ting, både det fysiske, det psykiske og det åndelige, men lige nu arbejder jeg meget med den fysiske side af sagen. En influenza, jeg ikke har haft siden december 1995, så det er mange år siden, jeg synes, jeg har været så dårlig af en omgang “flue”

Jeg ved ikke, om det er almindeligt, eller jeg bare er et skravl, men jeg havde feber i 8 dage, fik penicillin, og har stadig fornemmelse af, at der er noget i kroppen, der ikke helt er som det skal være. Jeg har ikke feber, ikke sådan, den ligger under 38 grader, men alligevel kan jeg mærke den der feberfornemmelse i kroppen. Den gode doktormand siger, det er en virus, og jeg er nødt til at give det tid… Så er det jo godt, jeg er førtidspensionist, og ikke har en sur arbejdsgiver, der ikke kan forstå, jeg ikke er rask !

Lidt helbredelsesglæde fandt jeg i en af mine bøger, nemlig Marianne Palm og Pernille Lunds “Sundhedshåndbogen”. En luftvejscocktail og en hostesaft af urter og honning.

Luftvejscocktail

Skær hvidløg i skiver, bland med skiver af ingefær, en dusk frisk timian eller en spiseskefuld tørret timian, og en skrive løg. Overhældes med kogende vand, og trækker i nogle minutter. Drikkes i små slurke så varmt som muligt. Tilsæt evt. honning, det smager nemlig ikke så godt, men virker desinficerende med det samme

Hostesaft

Honning og citron mod hoste. To kopper varmt vand, saften af en presset citron og 1 spks. honning. Blandes og drikkes med det samme.

Tilsæt 2 spsk. honning i en kop friskpresset gulerodssaft. Drik en tsk. fuld af miksturen ad gangen. Den virker straks hostestillende, og lindrer en øm hals.

PS: Bland IKKE honning i kogende vand, det ødelægger honningens gode egenskaber.

Jeg har prøvet begge dele, og de virker, i alt fald på mig.

Valgsejr

Så kan jeg kalde mig datter af et kommunalbestyrelsesmedlem. Min gamle far kom ind som det 29. kommunalbestyrelsesmedlem, han var nr. 17 på liste A for Assens Kommune.

Valgsejren lykkedes med godt 150 personlige stemmer, som han har kapret i løbet af den sidste uges tid. Det er al den valgkamp, han har ført. Ganske godt og flot gået.

Jeg ønsker ham held og lykke på de nye poster, han måtte ønske at arbejde med..

De Glemte Grupper

Roger Buch, valgforsker, mener, at temaet er tys-tys i valgkampen, fordi der ikke er stemmer i det.

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, siger : Vi ved efterhånden, at vi ikke er på lokalpolitikernes dagsorden.

Det er en kynisk kalkule, der ligger bag, når de handicappede fylder så lidt i politikernes mærkesager, mener lektor Robert Klemmensen fra Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet:

Ovenstående er blot nogle af de ekspertudtalelser, der er kommet vedrørende de glemte grupper i valgkampen, som dagens leder i Fyens Stiftstidende den 11. november omtaler. Samme leder opfordrer også forældre til handicappede, de handicappede selv og deres talerør til at smide forsigtigheden og pænheden væk, gå i offensiven og bringe eventuelle mangler frem i lyset.

Jeg vil som mor til en nu voksen handicappet ung mand gerne komme med en kommentar til lederen.

Vi orker det ikke, os, forældrenene. Vi orker ikke at fare i blækhuset og råbe højt i medierne. Der, hvor vi har lagt pænheden og forsigtigheden af, det er i mødet med det offentlige system, sagsbehandlere, socialchefer, pædagoger, lærere, læger etc, hvor vi lægger ALLE VORE KRÆFTER i håb om at kunne få bevilget bare et minimum af hjælp til vore poder gennem hele deres opvækst og så sandelig også, når de er fyldt 18 år og ret beset ikke længere er vores ansvar. Det siger sig selv, at der ikke, efter kampe med kommunen og arbejde med det handicappede barn, er mange kræfter til overs til ret meget udadvendt aktivitet. De kræfter der er, bruges på familien. Ikke på at fare i medierne og råbe højt. Men det skal man nok være enten forælder eller pårørende til en familie med et handicappet barn/voksen for at kunne forstå. Vi går kun til medierne, når alt andet ikke lykkes. Det er nedværdigende og ydmygende at skulle krænge sin sjæl og sin elendighed ud i al offentlig skue, for det er ikke mange danskere, som forstår det her. Den almindelige dansker tror jo, der tages hånd om de handicappede børn og voksne.. og når de så oplever, at det gør der ikke… så gemmer de sig væk, vil ikke vide af det, bliver måske vrede … men forstå hvad det betyder for en familie kan de færreste.

Jeg endte selv som førtidspensionist på denne konto. Sled mig selv i stumper og stykker som enlig mor til en handicappet ung mand, som nu er voksen og flyttet hjemmefra. Jeg mistede mit job som socialrådgiver, røg på sygedagpenge, siden på kontanthjælp og så en førtidspension. En vaskeægte social deroute, fordi jeg ikke længere orkede at kæmpe MOD kommunen for hver enkel lille bevilling til min søn, og jeg skulle da om nogen have forudsætningen for at læse, forstå og bruge loven. Det var og er, desværre ikke nok.
Det skulle ikke undre mig , om der blandt mange SDP modtagere og førtidspensionister gemmer sig forældre til handicappede… vi er nemlig i en højrisiko for at udvikle diverse belastningssygdomme … af åbenlyse årsager. Så det koster ikke kun på børne-unge-og voksenhandicapområdet… forældrene koster også senere i livet på socialområdet og sundhedsområdet…

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra en kvinde, som fortalte om “aldrig rigtig at være glad”.. For at illustrere lidt af, hvad det er, hun mente, gengiver jeg her en historie, hun fortalte mig i brevet.

Jeg var engang sammen med en mor til en handicappet dreng som sagde: “Ved du hvad X…..det er jo svært at forklare, hvad livet som mor til et handicappet barn gør ved én. Vores medmennesker kan jo SE med deres øjne, at det er en hård opgave vi har fået tildelt hér i tilværelsen. Men når de står op næste morgen, er alt – for deres vedkommende – jo glemt. De lever videre i deres eget liv, hvor de er forskånet for alle de svære ting vi andre slås med.

Men vi, du og jeg og alle de andre, skal slå øjnene op til endnu en dag, hvor man håber på det bedste og frygter det værste. 365 dage om året er vi “forfulgt” af vores egne følelser og tanker og dét forstår andre ikke. Acceptér det. De forstår det ikke.

Til gengæld må de prøve at forstå, at vi aldrig bliver helt glade. Lad os antage at jeg fik at vide, at jeg resten af mit liv skulle leve i et hus i Sydfrankrig, med tjenere på hver finger, mad og drikke i lind strøm, sol i ansigtet og en adonis ved min side. Ville jeg så kunne sige (som alle andre ville). JA – dette er livet! NU er jeg glad……NEJ, det kunne jeg ikke. For jeg bliver aldrig glad igen. Aldrig 100%. I perioder kan jeg sige, at jeg er 75% glad – men de 25% mangler. Sådan er det. Det gør forbandet ondt. Det er hjerteskærende opslidende..”

Jeg tillader mig at linke til min blog, http://fruenssider.smartlog.dk/dit—og-mit—og-hjerteblod—post192784#comments, et indlæg, hvor det er kommentarerne, der er de mest interessante.

Templet er åbnet ..

Nej, vi skal ikke have en moské i Odense, men vi har fået et nyt og kæmpestort IKEA ..Nordens største, hvis man ellers har læst rigtigt.

Splinternyt og kæmpestort, blåt og mægtigt troner det ved siden af BILKA, som nu ser ganske lille og undseeligt ud sammenlignet med den svensk-blå mastodont bygning, som ses tydeligt fra Ørbækvej og den lille sidevej bag om BILKA, jeg aldrig kan huske, hvad hedder.

I de næste par dage holdes festligheder og åbningsceremonier til den store IKEA medalje. Personligt har jeg glædet mig som et lille barn til de åbnede. Jeg er stor og ærlig IKEA fan, for mig findes der ikke andre møbelforretninger end den… Det er smart, moderne, nemt og rimelig billigt, især sammenlignet med Jydsk, som virkelig er sløjet af på den de sidste mange år. MEGA har jeg og manden bestemt ikke gode erfaringer med, selvom vi nok kunne købe møbler til ca. samme priser som hos IKEA.

Desværre ligger jeg med influenza og feber, men når jeg har rejst mig fra sygesengen, så skal vi en tur til Mekka …

Feberhede dage

Så ramte den igen, influenzaen. Feber, snot og ondt i kadaveret, såmænd. Der er dømt stilledage det næste stykke tid, så krop og sjæl kan komme sig ovenpå det hele.

Som forventet, ingen handleplan tilsendt fra kommunen vedrørende min søn, og nu kan jeg godt afsløre, at det drejer sig om Assens Kommune. Vi har selvfølgelig sendt en klage til lederen af Voksenhandicapafdeligen, og bedt om aktindsigt i min søns sag. Der venter yderligere angsøgninger og klager ude i fremtiden…. ! Og denne gang går jeg helt til toppen, borgmester, handicapudvalg etc.

Positivt er det trods alt, at lederen af bofællesskabet og min søns kontaktpædagog har sagt ja til et møde den 6. november … så må vi tage det praktiske derfra, såfremt jeg jo bliver rask til det. Ellers sender jeg manden og min far…

Rigtig god uge og weekend etc. til jer alle sammen…