Selvhelbredelse

Ja, det kan jo være mange ting, både det fysiske, det psykiske og det åndelige, men lige nu arbejder jeg meget med den fysiske side af sagen. En influenza, jeg ikke har haft siden december 1995, så det er mange år siden, jeg synes, jeg har været så dårlig af en omgang “flue”

Jeg ved ikke, om det er almindeligt, eller jeg bare er et skravl, men jeg havde feber i 8 dage, fik penicillin, og har stadig fornemmelse af, at der er noget i kroppen, der ikke helt er som det skal være. Jeg har ikke feber, ikke sådan, den ligger under 38 grader, men alligevel kan jeg mærke den der feberfornemmelse i kroppen. Den gode doktormand siger, det er en virus, og jeg er nødt til at give det tid… Så er det jo godt, jeg er førtidspensionist, og ikke har en sur arbejdsgiver, der ikke kan forstå, jeg ikke er rask !

Lidt helbredelsesglæde fandt jeg i en af mine bøger, nemlig Marianne Palm og Pernille Lunds “Sundhedshåndbogen”. En luftvejscocktail og en hostesaft af urter og honning.

Luftvejscocktail

Skær hvidløg i skiver, bland med skiver af ingefær, en dusk frisk timian eller en spiseskefuld tørret timian, og en skrive løg. Overhældes med kogende vand, og trækker i nogle minutter. Drikkes i små slurke så varmt som muligt. Tilsæt evt. honning, det smager nemlig ikke så godt, men virker desinficerende med det samme

Hostesaft

Honning og citron mod hoste. To kopper varmt vand, saften af en presset citron og 1 spks. honning. Blandes og drikkes med det samme.

Tilsæt 2 spsk. honning i en kop friskpresset gulerodssaft. Drik en tsk. fuld af miksturen ad gangen. Den virker straks hostestillende, og lindrer en øm hals.

PS: Bland IKKE honning i kogende vand, det ødelægger honningens gode egenskaber.

Jeg har prøvet begge dele, og de virker, i alt fald på mig.

Valgsejr

Så kan jeg kalde mig datter af et kommunalbestyrelsesmedlem. Min gamle far kom ind som det 29. kommunalbestyrelsesmedlem, han var nr. 17 på liste A for Assens Kommune.

Valgsejren lykkedes med godt 150 personlige stemmer, som han har kapret i løbet af den sidste uges tid. Det er al den valgkamp, han har ført. Ganske godt og flot gået.

Jeg ønsker ham held og lykke på de nye poster, han måtte ønske at arbejde med..

De Glemte Grupper

Roger Buch, valgforsker, mener, at temaet er tys-tys i valgkampen, fordi der ikke er stemmer i det.

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, siger : Vi ved efterhånden, at vi ikke er på lokalpolitikernes dagsorden.

Det er en kynisk kalkule, der ligger bag, når de handicappede fylder så lidt i politikernes mærkesager, mener lektor Robert Klemmensen fra Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet:

Ovenstående er blot nogle af de ekspertudtalelser, der er kommet vedrørende de glemte grupper i valgkampen, som dagens leder i Fyens Stiftstidende den 11. november omtaler. Samme leder opfordrer også forældre til handicappede, de handicappede selv og deres talerør til at smide forsigtigheden og pænheden væk, gå i offensiven og bringe eventuelle mangler frem i lyset.

Jeg vil som mor til en nu voksen handicappet ung mand gerne komme med en kommentar til lederen.

Vi orker det ikke, os, forældrenene. Vi orker ikke at fare i blækhuset og råbe højt i medierne. Der, hvor vi har lagt pænheden og forsigtigheden af, det er i mødet med det offentlige system, sagsbehandlere, socialchefer, pædagoger, lærere, læger etc, hvor vi lægger ALLE VORE KRÆFTER i håb om at kunne få bevilget bare et minimum af hjælp til vore poder gennem hele deres opvækst og så sandelig også, når de er fyldt 18 år og ret beset ikke længere er vores ansvar. Det siger sig selv, at der ikke, efter kampe med kommunen og arbejde med det handicappede barn, er mange kræfter til overs til ret meget udadvendt aktivitet. De kræfter der er, bruges på familien. Ikke på at fare i medierne og råbe højt. Men det skal man nok være enten forælder eller pårørende til en familie med et handicappet barn/voksen for at kunne forstå. Vi går kun til medierne, når alt andet ikke lykkes. Det er nedværdigende og ydmygende at skulle krænge sin sjæl og sin elendighed ud i al offentlig skue, for det er ikke mange danskere, som forstår det her. Den almindelige dansker tror jo, der tages hånd om de handicappede børn og voksne.. og når de så oplever, at det gør der ikke… så gemmer de sig væk, vil ikke vide af det, bliver måske vrede … men forstå hvad det betyder for en familie kan de færreste.

Jeg endte selv som førtidspensionist på denne konto. Sled mig selv i stumper og stykker som enlig mor til en handicappet ung mand, som nu er voksen og flyttet hjemmefra. Jeg mistede mit job som socialrådgiver, røg på sygedagpenge, siden på kontanthjælp og så en førtidspension. En vaskeægte social deroute, fordi jeg ikke længere orkede at kæmpe MOD kommunen for hver enkel lille bevilling til min søn, og jeg skulle da om nogen have forudsætningen for at læse, forstå og bruge loven. Det var og er, desværre ikke nok.
Det skulle ikke undre mig , om der blandt mange SDP modtagere og førtidspensionister gemmer sig forældre til handicappede… vi er nemlig i en højrisiko for at udvikle diverse belastningssygdomme … af åbenlyse årsager. Så det koster ikke kun på børne-unge-og voksenhandicapområdet… forældrene koster også senere i livet på socialområdet og sundhedsområdet…

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra en kvinde, som fortalte om “aldrig rigtig at være glad”.. For at illustrere lidt af, hvad det er, hun mente, gengiver jeg her en historie, hun fortalte mig i brevet.

Jeg var engang sammen med en mor til en handicappet dreng som sagde: “Ved du hvad X…..det er jo svært at forklare, hvad livet som mor til et handicappet barn gør ved én. Vores medmennesker kan jo SE med deres øjne, at det er en hård opgave vi har fået tildelt hér i tilværelsen. Men når de står op næste morgen, er alt – for deres vedkommende – jo glemt. De lever videre i deres eget liv, hvor de er forskånet for alle de svære ting vi andre slås med.

Men vi, du og jeg og alle de andre, skal slå øjnene op til endnu en dag, hvor man håber på det bedste og frygter det værste. 365 dage om året er vi “forfulgt” af vores egne følelser og tanker og dét forstår andre ikke. Acceptér det. De forstår det ikke.

Til gengæld må de prøve at forstå, at vi aldrig bliver helt glade. Lad os antage at jeg fik at vide, at jeg resten af mit liv skulle leve i et hus i Sydfrankrig, med tjenere på hver finger, mad og drikke i lind strøm, sol i ansigtet og en adonis ved min side. Ville jeg så kunne sige (som alle andre ville). JA – dette er livet! NU er jeg glad……NEJ, det kunne jeg ikke. For jeg bliver aldrig glad igen. Aldrig 100%. I perioder kan jeg sige, at jeg er 75% glad – men de 25% mangler. Sådan er det. Det gør forbandet ondt. Det er hjerteskærende opslidende..”

Jeg tillader mig at linke til min blog, http://fruenssider.smartlog.dk/dit—og-mit—og-hjerteblod—post192784#comments, et indlæg, hvor det er kommentarerne, der er de mest interessante.

Templet er åbnet ..

Nej, vi skal ikke have en moské i Odense, men vi har fået et nyt og kæmpestort IKEA ..Nordens største, hvis man ellers har læst rigtigt.

Splinternyt og kæmpestort, blåt og mægtigt troner det ved siden af BILKA, som nu ser ganske lille og undseeligt ud sammenlignet med den svensk-blå mastodont bygning, som ses tydeligt fra Ørbækvej og den lille sidevej bag om BILKA, jeg aldrig kan huske, hvad hedder.

I de næste par dage holdes festligheder og åbningsceremonier til den store IKEA medalje. Personligt har jeg glædet mig som et lille barn til de åbnede. Jeg er stor og ærlig IKEA fan, for mig findes der ikke andre møbelforretninger end den… Det er smart, moderne, nemt og rimelig billigt, især sammenlignet med Jydsk, som virkelig er sløjet af på den de sidste mange år. MEGA har jeg og manden bestemt ikke gode erfaringer med, selvom vi nok kunne købe møbler til ca. samme priser som hos IKEA.

Desværre ligger jeg med influenza og feber, men når jeg har rejst mig fra sygesengen, så skal vi en tur til Mekka …

Feberhede dage

Så ramte den igen, influenzaen. Feber, snot og ondt i kadaveret, såmænd. Der er dømt stilledage det næste stykke tid, så krop og sjæl kan komme sig ovenpå det hele.

Som forventet, ingen handleplan tilsendt fra kommunen vedrørende min søn, og nu kan jeg godt afsløre, at det drejer sig om Assens Kommune. Vi har selvfølgelig sendt en klage til lederen af Voksenhandicapafdeligen, og bedt om aktindsigt i min søns sag. Der venter yderligere angsøgninger og klager ude i fremtiden…. ! Og denne gang går jeg helt til toppen, borgmester, handicapudvalg etc.

Positivt er det trods alt, at lederen af bofællesskabet og min søns kontaktpædagog har sagt ja til et møde den 6. november … så må vi tage det praktiske derfra, såfremt jeg jo bliver rask til det. Ellers sender jeg manden og min far…

Rigtig god uge og weekend etc. til jer alle sammen…

Odenses Borgmester med sorte streger i panden…

Odenses Borgmester Jan Boye (C) har som så mange andre kommunalpolitikere hængt valgplakater op til det forestående kommunalvalg den 17. november 2009.

Således opdager manden og jeg på vej til kaffe hos nogle venner i Fredericia i går eftermiddag de lidet skønne valgplakater ophængt i vores lokalområdet. Langs med Rismarksvej, som er en af de mest trafikkerede veje i Odense Kommune hænger Borgmesteren fint og flot spejdende hen over den odenseanske trafik…

“Nej, skat, se, Borgmesteren har sorte streger i panden, har de unge mennesker nu moret sig med at tegne “løgne-streger” i panden på den pæne mand” udbryder jeg.. “Nej”; siger min mand, det er da sådan nogle strips, de er sat op med… “Ærlig talt, det var sgu da uheldigt”, siger jeg, og får mig et godt og billigt grin på den arme borgmesters vegne. “Jan Løgn”…. Det kendte jeg også een der hed i mine unge dage, han kom nede på Giraffen i Hårby…

Desværre kan vi i skrivende stund ikke være behjælpelige med et vellignende valgplakatfoto, men man kan jo selv køre sig en tur op ad Rismarsksvej eller rundt om FIONIA Park… Der hænger den gode lægemand med sorte streger i panden og troner …

Hvad han har fået dem for, de sorte “løgne-streger”… Det må I selv vurderer… jeg har mine egne teorier..

Lige om ikke så længe…

… er der fødselsdag i familien

min bonussøn bliver 22, og vi drager alle af til sydfyn for at fejre den unge mand i den sammenbragte families skød. Bio-mor, bio-far, bonusmor, bonusfar, kæreste, bonusbror .. alle er vi sammen om at være sammen for at fejre knægt’i.

Det er en gave at kunne være sammen og faktisk kunne lide hinanden. Det er som at få en ekstra familie, noget jeg i alt fald ikke har været forvent med i de mange år, jeg har været alene med min søn.

Jo, jeg har da masser af biologisk familie. Men vi ser dem aldrig. Uvist af hvilken årsag, egentlig… Det er ikke fordi jeg ikke kan lide min familie, både på min mors og min fars side, det kan jeg godt, de er søde og dejlige mennesker, sjove mennesker, kærlige mennesker. Hvorfor så ingen kontakt ? Førhen betød familien jo alt. Den var kernen til selve overlevelsen i samfundet, både på den ene og anden facon.

Jeg må blot stille mig lidt uforstående overfor denne ingen-kontakt .. lidt som Palle-line alene i verden står jeg alene med min søn, de eneste, der er i nærheden er mine forældre og min lillebror. Så selvfølgelig også min mand, men han har lige så lidt kontakt til sin familie som jeg. Lidt telefon med storebror og storesøster.. det er alt….

Egentlig bryder jeg mig ikke at mangle de store relationscirkler. Jeg kan godt lide at veksle mellem venner, veninder, og familien. Men det er som om, at den del af mit liv ikke længere eksisiterer. Den har været der. Da mine bedstemødre levede, var vi meget tættere på den nærmeste familie med onkler, mostre, tanter, fætre og kusiner, på begge sider af familien. Det holdt brat, da de begge døde med 2 måneders mellemrum i 1998. Siden har min fars familie ikke været samlet, min mors noget oftere, de er bedre til at opretholde familierelationerne, selvom det ikke bliver så tit de ses.

Det er noget forunderligt noget, familierelationer, familiecirkler. Selvskabte og medfødte. Kærligheden må binde dem sammen, ellers kan de vel ikke bestå tidens bid ? Eller er der andre familieskeletter, der skal tages hensyn til, når vi tænker over relationerne i den biologiske familie frem for den selvvalgte familiecirkel ?

Forrådnelse og forfald i det offenlige hjælpersystem

I dette så skønne land, med dets smukke efterårsfarver rundt om os, falder mine tanker som bladene falder af træerne på noget andet, som kommer med efteråret, nemlig forrådnelse og forfald. Og hvad er da mere nærliggende end at tale om disse 2 begreber i den måde, det offentlige vælger at passe vore handicappede medborgere på. Dem, som Serviceloven betegner som “mennesker med (betydeligt) nedsat psykisk og fysisk funktionsevne” Mennesker som min søn.

På det bosted, hvor min søn bor, arbejder man ud fra følgende principper:

Vi tager udgangspunkt i den enkeltes behov, ønsker og drømme og ud fra det gives individuel råd og vejledning. Der er mulighed for deltagelse i egenkultur og lokalsamfundet for derigennem at indgå i et fællesskab. Vi tilbyder hjælp til økonomi, kontaktperson, fælles aktiviteter og ture, fællesspisning.

Dette betyder i praksis, at man siger til “Jens” (fiktivt navn og person) på 26, lavt fungerende autist med udadreagerende tendenser: “Det synes jeg er en dårlig ide”, når han for 3. gang den uge spiser slik og drikker sukker-cola, selvom han har diabetes, eller til Tina (fiktivt navn og person), som er svært retarderet med et funktionsniveau som en 6 årig “synes du ikke, jeg skal hjælpe dig med at gøre rent i din lejlighed”, selvom Tina i de mange år, hun har boet på stedet, aldrig nogensinde har vist hverken evne eller indsigt i egne rengøringsbehov eller egen-strukturering.

Konsekvensen af denne “tilbudspædagogik” er, at min søn og andre udviklingshæmmede, der bor i bosteder med samme pædagogiske holding går til i sit eget skidt, ikke får hjælp til oprydning, strukturering af dagens opgaver, ikke får lødig og nok mad, ikke får hjælp til at tage medicin, og hvad der nu ellers er af arbejdsopgaver. Og det gør han ikke, fordi personalet synger den samme “sang” om hjælp til selvhjælp, som de har gjort i 10 år. Når det så viser sig, at der er rengøringskatastrofe i min søns lejlighed, så stiller de sig alle sammen hen til den berømte håndvask og siger “det er ikke vores skyld, vi har tilbudt ham hjælp, men han siger nej”………….. !

I min optik er det logik for burhøns, at spørger det pædagogiske personale en udviklingshæmmet som f.eks. min søn, om han vil et eller andet, som har med ubehagelige, kedelige eller trælse opgaver at gøre, så siger han nej, for han er lyststyret uden indsigt i behovet for rengøring, sund kost etc. Det gør vi andre også, siger nej, hvis vi ikke gider eller har lyst. Men vi kan, til forskel fra et menneske som min søn, selv indse, at vi er nødt til at gøre disse ting, ellers går vi til i skidt, vasketøjet bliver ikke vasket, og vores helbred degenererer med lynets hast.

Jeg er dybt, dybt rystet over denne holdning til en gruppe af medborgere, som ikke kan selv. Dybt rystet over et personale, som simpelthen ikke kan se, at den måde, de vælger at gøre deres arbejde på, ikke fastholder en positiv udvikling for den enkelte endsige forebygger sociale og helbredsmæssige problemer. Denne “tilbudspædagogiske” metode giver et uværdigt og fattigt handicap-liv med store konsekvenser for den enkelte. Det er svigt på helt basale områder af livet, nemlig helbred, kost og personlig hygiejne.

Denne vanvids-pædagogik skal stoppes. Og det gør I bedst den 17. november ved at stemme på et parti, som vil den faglige udvikling indenfor det sociale område frem for skattelettelser, besparelser og stagnation. Det medfører nemlig nedgørelse af mennesker, som ikke formår at tale og tage vare på deres egen sag. Det er vores pligt, os, der kan, at tale de svages sag. At tage vare på de svage. At værne om de svage. Det er vores pligt at skabe et samfund, hvor fællesskabet er i centrum. Hvor der er plads til os alle.

Når systemet svigter III

Åh, jeg bliver så tung, så tung om hjertet, når jeg har været hos min søn og set, hvordan der faktisk ser ud, der, hvor han bor. Papir alle vegne, affald, støv i centimers højde på bogreoler og tv, tøj, der skal vaskes… tøj, der skal lægges sammen…. Det er hans hjem. Der, hvor han skal lade op, der, hvor han skal føle sig godt tilpas… og det ligner en losseplads…

Mit hjerte kramper sammen i brystet på mig, jeg bliver helt stakåndet, øjnene løber over af tårer og jeg bliver ganske tung i hele kroppen. Opgivende, trist, og så modløs, som om jeg næsten ikke kan sætte den ene fod foran den anden af bare tristhed og sjælesmerte. Fordi min søn bor sådan, så er hans livskvalitet forringet. Og det kære personale kan sagtens se, han ikke kan magte opgaven, men når han afviser dem ved døren med et “nej, jeg har ikke brug for hjælp”, så bruger de servicelovens bestemmelser om magtanvendelse for at undlade at gå ind af hans dør og påtvinge ham den hjælp, han på grund af sit handicap IKKE selv er i stand til at se, han har brug for.

Hvor er vi så henne ? Hvor er den faglige vurdering angående min søns behov for hjælp henne ? Jeg synes personalet gemmer sig bag ved servicelovens bestemmelser (jeg mener at kunne læse mig frem til det handler om magtanvendelse) og UNDLADER derved at tage fagligt ansvar for et menneske, som har et varig nedsat psykisk og/eller fysisk handicap. For slet ikke at tale om det menneskelige aspekt af denne sag. Etiske overvejelser. Moralske handlinger…

Min søns situation er desværre mere reglen end det er undtagelsen. Det gælder også for rigtig mange andre handicappede rundt om i landet. Det her er absolut ikke et enestående tilfælde. Og hvorfor hører vi ikke mere om det i medierne ? Fordi de trætte forældre ikke orker at gøre opmærksom på det og journalisterne rundt om på diverse avis- og tv-redaktioner mener ikke det er “godt nyhedsstof”… . Hvem gider også blive mindet om, at handicappede i et bofællesskab går til i deres eget skidt, ikke får ordenligt mad, ikke får den korrekte medicin etc..

De trætte forældre har nok at gøre med at holde det pædagogiske personale og den kommunale sagsbehandler op på handleplaner vedrørende den unge handicappede … såfremt der eksisterer een.. Vi venter stadig i spænding på den handleplan, min søns sagsbehandler lovede at udforme og sende til os sidste efterår ved denne tid ….. Mon det ikke er ved at være tid til at gøre hende opmærksom på servicelovens § 141? Jeg tror det.

Ligesom jeg ved, at jeg igen i morgen er at finde i min søns hjem for at hjælpe ham med at rydde op og gøre rent. For jeg har ikke hjerterum og tid i min sjæl til at vente på, de får gen-fortolket servicelovens bestemmelser … til den tid er min søn jo fyldt 30 og begravet i sit eget skidt…

Når systemet svigter II

Nok engang må jeg til tasterne og fortælle om det liv, min handicappede søn lever i det bofællesskab, hvor han har sin base. Hans badeværelsesgulv er sat til med sort mug, som over et stykke tid er blevet værre og værre. Han har forsøgt, så godt han har kunnet, at klare rengøringen selv, men det bliver bare værre og værre. Jeg kan som mor konstatere, at det ansatte personale ikke har været særlig meget “ind over” hans evne til at klare den her opgave, for så var det vel næppe gået så galt med det føromtalte gulv. Nu har han så fået endnu en omgang eksem, som skal behandles med noget særligt salve til den nette sum af 170 kr.. Alt dette på grund af et muggent badeværelsesgulv.

Det er ikke så meget det, at det roder hos ham. Det er det, at han ikke får smidt affald ud, at han ikke kan systematisere sin oprydning og især – rengøringen. Det springende rengøringspunkt har det den konsekvens, at hans helbred lider under det. Han har allerede haft indtil flere omgange med fodsvamp på netop den konto og jeg er sikker på, at eet ikke særlig rent hjem er skyld i diverse infektionssygdomme og almen dårlig tilstand.

Det er ikke en opgave han selv magter. Det turde efterhånden være ganske tydeligt, også for personalet på stedet. Hvis han magtede det, så havde han gjort det. Han har så mange opgaver i sin hverdag, at det med rengøringen og struktureringen af oprydningen simpelthen er for meget for ham. Det er noget af det sidste, han foretager sig, og det tager ham oceaner af tid og lige så store verdenshave af kræfter, mentale som fysiske. Han er ganske enkelt udmattet, når han er færdig med sådan en opgave. Han har, som de andre i bofælllesskabet, en dag om ugen, som kaldes hjemmedag. På denne dag skal han stå op kl. 8, spise morgenmad og gå igang med at rydde op og gøre rent. Denne dag er det også hans tur til at købe ind og lave mad til de andre i huset, så han har en hel arbejdsdag, fyldt med opgaver, som for ham er 10 gange sværere end at spille på trommer i 3 timer i træk. En dag, der skulle bruges til nogle hjemlige pligter og lidt afslapning er hårdere for ham end hans “normale” hverdag på BALI.

Om et par dage skal BALI til Holland og spille. Jeg har nu bestemt, at min dejlige knægt kommer hos os her til aften, så jeg kan smøre hele hans store korpus med creme mod hans eksem, og i morgen tager jeg med ham til bofællesskabet og hjælper ham med at gøre rent, skifte sengetøj, vaske tøj etc. Alt det, jeg regnede med, personalet hjalp min søn med. Men jeg er nu blevet meget, meget klogere.

Den her arbejdsopgave holder aldrig op, for systemet, som skulle forestille at være der og tage over, når min pode nu for flere år siden er fyldt 18,  har aldrig taget over på den. Og kommer næppe til det, før der sker en markant ændring af både personalets indstilling til deres arbejde og en opnomering af antallet af pædagoger på stedet. Det tager meget lang tid at være der for hver enkelt af de 6 beboere … at strukturere og “gå ved siden af” som pædagog for en handicappet som min søn og hans med-beboere, det er  lig med gentagelse på gentagelse… på gentagelse. Hver uge det samme som i sidste uge. Hele året. I mange år fremover. Men det er nødvendigt, ellers går de på grund af deres handicaps til i deres eget skidt. Bogstavelig talt.

Jeg kunne også bare lade det være ! Lade som ingenting og lade personalet selv opdage, at der er noget galt, at der er noget, der ikke fungerer optimalt.. Men hvilken mor ville jeg så være, når jeg kan se, min søn har brug for hjælp ? Nemlig… en rigtig elendig een af slagsen. Een, jeg ikke ville kunne se i øjnene, når jeg så hende i spejlet om morgenen.

Visdommens Fødsel….

v22 Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig,
som det første af sine værker dengang.
v23 Fra evighed er jeg dannet,
fra begyndelsen, før jorden blev til.
v24 Jeg blev født, før strømmene var til,
før der var vandrige kilder;
v25 da bjergene endnu ikke var sat ned,
forud for højene blev jeg født,
v26 førend han skabte landjorden og markerne
og de første støvkorn i verden.
v27 Da han grundfæstede himlen, var jeg der allerede,
da han lagde jordens flade fast på urdybet,
v28 da han samlede skyerne deroppe,
da han lod urdybets kilder strømme,
v29 da han satte en grænse for havet,
så vandet ikke kunne overtræde hans befaling,
da han lagde jordens grundvolde fast,
v30 var jeg ved hans side som hans fortrolige;
jeg var til glæde for ham dag efter dag,
jeg dansede foran ham hele tiden,
v31 jeg dansede på hans vide jord
og glædede mig over menneskene.
v32 Men hør nu på mig, sønner!
Lykkelige de, der holder sig til mine veje.
v33 Lyt til belæringen og bliv vise,
lad ikke hånt om den!
v34 Lykkeligt det menneske, der hører på mig,
så han dag efter dag våger ved mine døre
og holder vagt ved mine dørstolper.
v35 For den, der finder mig, finder livet
og opnår Herrens velbehag.
v36 Men den, der går fejl af mig, skader sig selv,
alle, der hader mig, elsker døden.

Dette afsnit fra Ordsprogenes bog, kapitel 8 i Biblen er et af mine absolutte favoritsteder. Det er så smukt beskrevet, hvordan Visdommen fødes. Visdommen, som også kendes som den kvindelige Gudskraft, Sophia. (det har min mand fortalt mig, den gamle gnostiker ) Jeg bliver ramt helt ned i nogle meget dybe lag af min sjæl og min psyke, når jeg læser disse vers. Som om det er gammel viden.. Noget før jeg var til, noget, jeg føler i tågerne..

Ordsprogenes Bog – Visdommen

v20 Visdommen råber på gaden,
hun løfter sin røst på torvene,
v21 oppe fra murene råber hun,
ved indgangen til byportene tager hun til orde:
v22 Hvor længe vil I uerfarne elske uerfarenhed?
Hvor længe vil spottere ønske spot
og tåber hade kundskab?
v23 Vend jer til min retledning,
så vil jeg lade min ånd strømme ud til jer
og forkynde jer mine ord.
v24 Fordi jeg kaldte og I afslog,
fordi jeg løftede hånden og ingen ville lytte,
v25 fordi I lod hånt om alle mine råd
og ikke ville vide af min retledning,
v26 derfor ler jeg over jeres ulykke,
spotter, når rædslen kommer over jer,
v27 når rædslen kommer over jer som et uvejr,
når jeres ulykke kommer som en hvirvelvind,
når nød og trængsel kommer over jer.
v28 Da vil de kalde på mig, men jeg svarer ikke,
de vil søge mig, men finder mig ikke,
v29 fordi de hadede kundskab
og ikke valgte at frygte Herren.
v30 De ville ikke vide af mit råd,
de forkastede al min retledning.
v31 Lad dem så nyde frugten af deres færd
og mætte sig med det, de har planlagt!
v32 De uerfarnes troløshed dræber dem selv,
tåbernes sorgløshed tilintetgør dem selv.
v33 Men den, der adlyder mig, bor trygt
og lever uforstyrret uden frygt for ulykker.

Gospelkoncert med Nardus

Vi sang, dansede og klappede os gennem en svedig, groovy og vaarm koncert i går eftermiddag i Metodistkirken.

Thomas Risager, præsten i Metodistkirken, talte om det at finde meningen med livet, med den tilværelse man har, og at miste kontakten til Gud, tro, Han er forladt een. Det har Han ikke. Han er altid med os. Måske er det os, der for en stund har mistet kontakten med Ham. Tvivl, livsvilkår, sorg… eller blot mismod, som overmander os i den verden, vi er en del af, gør jo, at vi føler os “forladte”.. selv af Gud. Men Han er dér. For Han siger jo selv til os “.. og se, Jeg er med jer, alle dage”.. (eller var det Jesus, der sagde det til disciplene, før han blev arresteret i Getsemane Have ?)

Det var min første koncert med mit gamle kor efter jeg kom hjem fra det store, mørke Jylland, og jeg nød det. Så meget, at jeg ind i mellem helt “forsvandt” i sangene, lukkede øjnene og bare følte og var til stede, midt i stemmerne, sangen, og musikken. Jeg glemte helt at kigge på Fru Dirigent ind i mellem, sorry Mette, men det var så skønt at synge igen, at jeg blev helt opslugt af stemningen.

Det er nemlig intet mindre end en dejlig, varm og meget spirituel oplevelse for mig at synge gospel. Det er det altid at synge de ord, der er en lovprisning af Vor Herre. Det er jo salmer, vi synger, blot er de engelske og lyden er nok en kende anderledes end en dansk salme sunget søndag morgen i en almindelig, dansk folkekirke

Pragtfuldt var det i alt fald, og jeg glæder mig meget til at synge julekoncert engang i december. Skulle der komme et andet arrangement inden da, så drager vi jo gerne ud og synger for hvem der nu måtte booke os til et arrangement. Dette kan man, hvis man ønsker det, gøre her. Der skal scrolles lidt ned ad siden, før overskriften “koncertbooking” dukker op.

Emmaus, det lille kor i kirken, synger søndag den 1. november 2009 til gospelgudstjeneste kl. 16.00 i Metodistkirken. Kom og vær med.

EN SKRUE I FODEN

For så vidt er der ikke meget andet at sige til det, end at jeg trådte en skrue i foden på vej til lægen forleden dag. Hvordan det kunne være, at jeg af alle steder, på vej til lægen, hvor der hverken er byggeplads, ombygning i gang eller noget andet, der kan berettige til hensmidning af slige genstande, som jeg så kan træde op i min venstre fod, det skal være mig en gåde.

Er der nogen dybere mening med det her ? Skal jeg lære noget, vide noget, få besked om noget, som jeg ikke allerede ved, noget, som jeg skal tage mig i agt for … eller andet. Jeg lever jo med den overbevisning, at der ikke sker noget tilfældigt i mit liv, at der altid er en mening med det, der foregår.

Således også skruen i foden. Min mand fandt i går aftes en historie om en mand, som havde trådt et søm op i foden. Manden var fra en anden kultur, hvor det at være ukampdygtig, som foden jo gjorde ham, skulle lære ham at tage sig i agt, at være agtpågivende, for han kunne ikke forsvare sig. At der kom fare til ham, som han ikke havde set. Derfor trådte han på sømmet.

Jeg havde umiddelbart svært ved at se sammehængen mellem den kinesiske samurai og mig selv. Men jeg kan anerkende, at foden giver mig chancen for at sætte mig og lave absolut ingenting, noget, jeg også får besked på i andre sammenhænge end ved at træde en skrue op i foden.

Der har været mange opgaver på det sidste, store opgaver, som jeg ikke har kunnet lægge fra mig. Min far er stadig syg, lige nu ligger han på hospitalet, og min søns handicap går jo aldrig over. De vanskeligheder, han har, fortsætter hele livet, i forskellige afskygninger og med variende tyngde. Men de går aldrig over. Det gør min fars sygdom dog. Ligesom vi stille og roligt får flyttet alting på plads i vores nye hjem, som vi nu har beboet i 3 måneder.

Tiden er fløjet afsted. Fløjet hen over mit hoved, igennem min krop og jeg har for en stund mistet fokus på en udviklingsprocess, jeg var godt igang med, før vi flyttede. Skal der så en skrue i foden til for at få mig til at sætte mig og forstætte med den process ? Det er det, jeg vælger at tro.

Så nu sætter jeg mig og lader tankerne flyve, følelserne komme og forhåbentlig kan sjælen følge med. Det er åndelig føde, jeg savner.

So, enlighten me, Lord ! Let Your Light shine !

Gospelkoncert med NARDUS

KOM GLAD …

For nu synger NARDUS i Metodistkirken i Odense, søndag den 11. oktober kl. 16.00.

Nardus har et bredt og varieret repertoire med både medrivende, funky-groovy gospelkor og fantastiske solister, så kom og nyd indsigtsfulde ord fra præsten Thomas Risager og musik til glæde for sjælen leveret af NARDUS under ledelse af Mette Risager.

I promise You.. det bliver ikke meget bedre end det her Halleluja, Lord !