Jeg, en midaldrene udkantstrunte …

Jeg er blevet et halvt århundrede og alderen trykker… alle de kroniske sygdomme, jeg fik pension på fylder mere og mere, sukkersygen er nu med insulin, og ude at min kontrol, smerterne pga slidgigt og fibromyalgi bliver ikke nemmere at leve med, hjernetåge, koncentrationsbesvær og glemsomhed har nemlig meldt deres endelig ankomst. Overgangsalderen er indtrådt med hedeture, humørsvingninger, generelt ubehag, hjertebanken og andre ubekvemmeligheder, så jeg er en ret så træt og sur trunte. Til at toppe det hele er udbrændtheden i svær grad blevet en grim følgesvend, jeg kan ikke længere kapere støj fra koncerter, mange mennesker etc , så den sociale isolation er en kærkommen ven, når de dele af diagnosespektret viser sig i gadebilledet. Til at toppe det hele har jeg også et begyndende lavt stofskifte, og vægten har taget en hel forkert drejning til det meget overvægtige, uden jeg synes jeg har gjort noget anderledes end for 5 år siden… 
Alt i alt en svær omgang sur røv, så er det sagt. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste i ftp-befolkningen, der har det sådan.. men det er altså en ringe trøst, når livskvaliteten daler så voldsomt, at der ikke engang er kræfter til at tage en runde i haven med ukrudt og blomster… eller synge gospel længere, for jeg kan ikke stå op i mere end 5 minutter uden at behøve at sætte mig ned for bare smerter i bækken og knæ…. Næh, det er, som en gammel kone jeg engang passede, da jeg slog mine jobfolder som hjemmehjælper sagde.: Jaa, dar æ nå’ ve’ det, men det’ ik’ det hel’, dar æ nå’ ve’ … For folk uden kendskab til sydvestfynsk dialekt, så står der: Ja, der er noget ved det (hele), men det er ikke det hele, der er noget ved … ! Kloge ord !

Det kan være svært for omgangskredsen, det være sig familie og venner (hvis man stadig er så heldig at have nogen af dem) at forstå, at det førhen så sociale, omsorgsfulde og ydende menneske ikke længere kan de samme ting som før, har kræfter til at tage sig af omverdens fortrædeligheder og især, at det overskud, der var, slet ikke er det samme længere, hverken det sociale, mentale og fysiske overskud… Det betyderfor mig, at jeg ikke kan give og give og ofre mig mere, og det er der mange af de såkaldte venner, der ikke har kunnet kapere. Og good riddens til dem.. ! Men det værste er familiens manglende forståelse på alle fronter (ikke min mand og min biologiske søn), for jeg har jo altid bare været der for dem og været hende den glade, stærke og givende kvinde… 

And do I give a shit … ? Nej.. Ikke længere.. det er jeg simpelthen blevet for gammel og syg til. Jeg har mit liv kært og jeg ved, at jeg med ovenstående har nok i mig selv og mit helbred til at holde mig beskæftiget i endog et meget langt stykke tid. Og det bedste er, at jeg har lyst og mod på at beskæftige mig med det, så det har jeg tænkt mig at gøre… And yes… I deserve it ! For er der noget, jeg har erfaret gennem de sidste 15 år, så er det, at vi som mennesker står alene. Alene i det vi står med, og især, når man pga sygdom og arbejdsløshed ryger udenfor middeklassens normsvøbe… Så står man for alvor som Palle, for  det smitter jo, det der sociale-fysiske- elendighed, man nu er ramt af. Bitterheden vokser til store klumper i sjælen og der er ingen hjælp at hente til bearbejdning af det, der nu tynger.. det står man også alene med. Økonomien er ikke til psykologtimer og jeg orker ikke de forskellige selvhjælpsgrupper med AA indhold. Jeg er ikke noget dårligt, syndigt menneske, som fortjener pisk for mit elendige liv  …

So what to do ? Joh, jeg er flyttet på landet, igen, sammen med manden og katten.. Vi var lige en afstikker omkring Odense igen-igen, men måtte flytte, da overboen larmede som ind i Helvede og var ved, bogstavalig talt, at drive os til vanvid, depression og andre grumme ting. Nu bor vi igen i en gammel, faldefærdig rønne, og vi er glade for tilværelsens ulidelige tyngde og de små øjeblikke af ren og skær lykke, som tilværelsen tilsmiler os med, især, når vi ser godt efter… Med andre ord, livet går sin skæve gang, og jeg vralter bagefter som den store, gamle kone, jeg er blevet med alderen og tiden. Skæbnen har tildelt mig mit genetiske bedste- oldemødrene udseende og jeg smiler ved tanken.. og glædes ved de gaver, de gav mig, dem, der gik før mig… Jeg håber jeg en dag i fremtiden får tid til at takke dem ordenligt ved at benytte de gaver, Ham deroppe gav mig, netop fordi de skulle bruges af mig…

Så nu er der kun tilbage at ønske jer en fornuftig og god sommerdag. Hold af livet og af hinanden..